Drømmen om egen lejlighed for det unge par. Kønsrollemønsteret kan aflæses af den måde, de sidder på. Han studerer, hun læser.

.

I 1961 begyndte magasinet Bo Bedre at udkomme. Det afspejlede den voksende interesse for at forny boligindretningen i takt med den stigende velstand. Nederst i billedet en krenitskål, der var den helt store succes i de år.

.

Rækkehus i Bækkevang i Lyngby nord for København, bygget til udlejning i 1952-54, med to værelser og to kamre og en husleje på 250 kr. mdl.

.

De første højhuse var ikke kontorer eller hoteller, men beboelse, her på Bellahøj i København i begyndelsen af 1950'erne. Udsigten var flot; men huslejen var så høj, at der var besvær med at få lejet dem ud.

.

København var ikke alene om problemerne med usunde slumboliger. Her Mejlgade i Århus fotograferet i 1968.

.

Under den stadige tilstrømning til byerne medførte manglen på lejligheder til en overkommelig pris, at kolonihavehuse og barakbebyggelser blev taget i brug. Forbudet mod at bo der hele året kunne ikke håndhæves.

.

Grundplan af typehus fra omkring 1960.

.

Typehus fra omkring 1960. Byggeomkostningerne (håndværkerudgifterne) var ca. 51.500 kr. eller nogenlunde det dobbelte af en gennemsnitlig bruttoårsindtægt. Hvis man havde byggegrunden i forvejen, ville den månedlige husleje blive 490 kr. plus varme. Olieregningen blev anslået til 800 kr. om året.

.

„Danish design” blev i 1950'erne en international prestigevare med kombinationen af kunstnerisk bevidst arbejde og produktion i grænseområdet mellem håndværk og industri. Billedet her er fra valgkampen forud for præsidentvalget i USA i 1960, da John F. Kennedy mødte Richard Nixon i tv-duel. Stolene, de sad i, var Wegners „The chair”.

.

Navne som Arne Jacobsen („Ægget” på billedet), Børge Mogensen, der tegnede for FDB, og Hans J. Wegner („The chair”) fik deres produkter anmeldt som de kunstneriske begivenheder, der faktisk var tale om.

.

Når unge forlovede par meddelte, at nu ville de gifte sig – eller at nu skulle de giftes – var der to standardspørgsmål, de bekymrede forældre stillede. For det første om pigen var gravid, for det andet hvor det unge par ville bo. I næsten halvdelen af tilfældene var svaret på det første spørgsmål et ja. I endnu flere tilfælde var svaret på det andet spørgsmål, at de ikke havde noget sted at bo, og at de i hvert fald ikke havde råd til at flytte ind i de nybyggede lejligheder, der var at få. De måtte ofte starte den nye familie hos den enes forældre, og boligmanglen genindførte på den måde tvangsmæssigt tregenerationsfamilien.

De nygifte var ikke alene om at have vanskeligheder på grund af boligmanglen. Folk, der af en eller anden grund skulle flytte, stod med et tilsvarende problem; men de havde dog noget i forvejen, der kunne bruges som bytteobjekt.

Ligesom under 1. verdenskrig var der under besættelsen og i de første efterkrigsår blevet bygget for lidt. Der var flere familier, end der var boliger, og hvis ikke det offentlige havde grebet ind på dette område som på andre, hvor der opstod mangel, ville ejere af udlejningsejendomme have kunnet udnytte situationen til drastiske lejeforhøjelser.

Boligen kan imidlertid ikke betragtes som et hvilket som helst andet forbrugsgode. Under danske klimaforhold er et sted at bo lige så nødvendigt som at få noget at spise. Ligesom der for madens vedkommende er en glidende skala fra det at få stillet sin elementære sult til vild luksus, sådan kan der ikke sættes nogen principiel grænse mellem, hvad der skal til for at imødekomme behovet for at få tag over hovedet, og hvad der vil blive betragtet som et overforbrug. Det er et kulturelt spørgsmål, og når staten griber regulerende ind, bliver det også et politisk spørgsmål.

Teoretisk kunne man have afskaffet boligmanglen straks efter krigen ved at lade markedet bestemme prisen – lade de frie markedskræfter virke, som det hedder, når forskellen mellem rige og fattige skal mærkes. Havde man ophævet reguleringerne, ville folk være blevet tvunget til at afpasse deres boligbehov efter, hvad de havde råd til. De fattige ville være flyttet sammen i overbefolkede og dårlige lejligheder, og man ville med årene have fået endnu en demonstration af, hvilke sundhedsmæssige og sociale konsekvenser slumbebyggelse kan afstedkomme.

Huslejestoppet, der var indført i 1939, blev ikke ophævet, og den delvise boligrationering i byerne, der dog kun virkede ved nyudlejning, forblev i kraft. Ligesom efter 1. verdenskrig, hvor man også havde indført huslejestop, viste det sig vanskeligt at komme af med reguleringerne. I 1946 havde der været bred enighed i Rigsdagen om, at man skulle bygge sig ud af boligmanglen. Byggeri var arbejdsintensivt, så man samtidig bekæmpede arbejdsløsheden, og det var begrænset, hvad der brugtes af importerede materialer. Der var alt i alt gode grunde til at prioritere boligbyggeriet højt. Loven om statsstøtte til byggeriet blev så vidtgående, at både Venstre og Det konservative Folkeparti måtte forsikre, at der ikke var tale om at socialisere byggeriet. Det almennyttige boligbyggeri blev favoriseret, og i lighed med tidligere lovgivning på området blev der taget særlige hensyn til mindrebemidlede, børnerige familier.

Forventningerne var i de første år efter krigen, at man ved en virkelig indsats fra statens side kunne skaffe boliger nok. Når boligkøen var væk, ville prisniveauet, altså huslejerne, falde eller i det mindste stabiliseres, og konkurrencen inden for byggebranchen ville så fremtvinge en rationalisering. Sådan gik det ikke. Prisfaldet udeblev, og befolkningens boligbehov blev ikke tilfredsstillet. Selv om man ret hurtigt kom op på at bygge 20.000 familieboliger om året, nogenlunde lige så meget som førkrigsproduktionen, var det ikke nok.

Loven gav billige statslån op til lige under boligernes anskaffelsespris. Der var ikke nogen stærk tilskyndelse til at sænke standarden og bygge billigt. Boligbyggeriet havde nok til formål at skaffe folk et sted at bo; men på lidt længere sigt var det også tanken at slippe af med slumkvartererne.

Byggeaktiviteten begrænsedes i de første år af materialemangel og af branchens kapacitet. Hvis det lykkedes at overvinde disse vanskeligheder, ville en forøgelse af byggeriet være en betragtelig belastning på statens udgiftsbudget. Når der skulle føres en stram finanspolitik, måtte der findes midler til at lægge en dæmper på befolkningens krav om flere og bedre boliger.

Dertil kom imidlertid, at den statslige regulering kom til at indføre et nyt socialt skel i befolkningen, nemlig mellem dem der var så heldige at have en gammel lejlighed, hvor huslejen var låst fast, og dem der var nødt til at flytte ind i de nye, dyre lejligheder. Når inflationen var i gang, og priser og lønninger steg, kunne familierne i den gamle boligmasse regne med at bruge en stadig mindre del af deres indtægt til bolig. Da det nye byggeri hele tiden kun udgjorde, en meget lille del af boligmassen, ville der altid være et overvældende flertal af familier, der nød godt af huslejestoppet, og som ikke ville se med milde øjne på det politiske parti, der satte en liberalisering af boligmarkedet på sit program.

Der var andre interessemodsætninger at tage hensyn til end de traditionelle mellem ejere og lejere. Folk, der købte eller selv byggede et parcelhus, sad ofte de første år med store udgifter; men siden kom også de til at betragte de fordele, boligpolitikken og skattelovgivningen gav dem, som velerhvervede rettigheder. Blev det foreslået at fjerne skattefordelen eller at sætte lejeværdien op, var der altid megen bekymring for, at staten nu ville til at drive folk fra hus og hjem. Interessemodsætningerne fulgte ikke uden videre grænserne mellem de politiske partiers vælgerskarer.

Det var derfor svært for en hvilken som helst regering at føre en konsekvent boligpolitik, så meget mere som boliglovgivning og den statslige støtte til byggeriet gang på gang også skulle bruges som værktøj i den almindelige økonomiske politik. Når den økonomiske aktivitet var ved at løbe løbsk, enten det var valutabeholdningen, der blev for lille, eller det var inflationen, der blev for hektisk, så måtte byggeriet holde for.

Man sænkede lånegrænsen, eller man indførte et loft over, hvor meget staten måtte låne ud, så låneansøgningerne hobede sig op, og man fik en kø af lånsøgende ved siden af boligkøen. Man lavede tilskuddet om fra billige statslån til driftstilskud, der blev givet pr. kvadratmeter uanset byggeprisen, og man fik på den måde bygherrernes omkostningsbevidsthed styrket noget. Mere panikagtige igangsættelsesstop blev også brugt, især når efterspørgslen efter håndværkere eller efter byggematerialer blev så stor, at det førte til sortbørspriser.

Når huslejereguleringen var på tale, var man mere forsigtig; men nogle lejeforhøjelser blev det til. I 1951 fik lejen et beskedent løft, og de lejligheder, der var bygget siden 1939, blev inddraget under reguleringen. Igen i 1955 og i 1958 tillod man huslejeforhøjelser, så der i 1960 i alt var lagt mellem 60 og 70 procent på lejen i forhold til 1939-niveauet. I 1962 blev der mulighed for begrænsede forhøjelser ved genudlejning, og endelig kom der generel stigning i 1965. Ejere af udlejningsejendomme anså det hver gang for alt for små skridt i retning af, hvad de kaldte retfærdighed; ikke desto mindre kunne man, hver gang det blev tilladt at forhøje huslejen, omgående se forhøjelsen kapitaliseret i en stigning i huspriserne.

Da man i 1966 indgik det såkaldte „store boligforlig”, vovede man at tage fat for alvor og få huslejerne op på et niveau, som sagkyndige vurderede til at være markedsprisen. Men byggeomkostningerne løb igen hurtigt forud, så nye lejligheder alligevel kostede mere end de gamle. Udlejerne fik denne gang kun en fjerdedel af lejeforhøjelsen, en anden fjerdedel skulle bruges til vedligeholdelse, mens resten skulle gå til billiggørelse af nybyggeriet. Vælgerne takkede de partier, der havde lavet det nye boligforlig, ved at svigte dem ved det efterfølgende valg.

Det klassiske forhold mellem løn og husleje tilsagde, at en faglært arbejder betalte en fjerdedel af sin indtægt for at bo ordentligt. For det statsstøttede nybyggeri lå prisen for en lejlighed lidt under det niveau, i det byggeri der ikke fik statsstøtte, kom prisen lidt over. Men for en førkrigslejlighed var huslejen efter alle forhøjelserne i 1950'erne og 1960'erne alligevel nede på mindre end ti procent af lønnen. Lejeren betalte til gengæld unægteligt adskilligt mere i skat i 1970 end i 1939.

Fortalerne for det helt frie boligmarked var ikke stærke nok til at afskaffe reguleringer og sociale tilskudsordninger, men stærke nok til gang på gang at få liberaliseret så meget, at spekulanter kunne udnytte situationen og tjene hurtige penge. Da man i 1966 åbnede for muligheden for at udstykke udlejningsejendomme i ejerlejligheder, gav man køberne de samme skattefordele som ejerne af parcelhuse nød godt af; men spekulationen i opkøb, opdeling og videresalg af gamle ejendomme blev så provokerende, at man senere måtte slå bremserne i. Hvad man især havde opnået var at føje nye titusinder til det store antal husejere, der var tvunget til at ønske en galopperende inflation, og som indædt måtte bekæmpe ethvert forsøg på at afskaffe fradragsretten for renter af lån.

Boligforligene op gennem 1950'erne og 1960'erne er blevet bedømt som en lang række af utilstrækkelige lappeløsninger, og hele boligpolitikken er blevet kaldt inkonsekvent og forfejlet. Det er ubestrideligt, at politikernes forventninger og lovenes intentioner den ene gang efter den anden ikke er blevet opfyldt. Befolkningens boligbehov voksede endnu hurtigere end den almindelige velstandsstigning. Inflationen modvirkede boligpolitikken, og de store prisstigninger på huse og byggegrunde satte ekstra fart på inflationen. Der kan rettes anklager mod boligpolitikken for at have været samfundsøkonomisk alt for kostbar og for at have flyttet en del af huslejeudgifterne over på skattebilletten.

Men det er, når alt kommer til alt, næppe rimeligt at betragte boligpolitikken som én stor fejltagelse. Dens formål var at skaffe befolkningen flere og bedre boliger. Sammenligner man den almindelige boligstandard i Danmark ved begyndelsen af 1950'erne og slutningen af 1960'erne, er det ikke fiaskoen, der springer i øjnene. Danskerne havde i løbet af de 20 år fået verdens højeste boligstandard, hvad enten man måler i antal rum i lejlighederne pr. beboer eller i kvadratmeter pr. beboer. Der fandtes stadig overbefolkede lejligheder, men det drejede sig nu kun om mindre end fem procent af husstandene.

Man kan vel ikke betegne boligbyggeriet som godt planlagt, hverken med hensyn til hvad eller hvor der blev bygget, og nok endnu mindre med hensyn til hvad det kom til at koste. Men bygget blev der. I 1950'erne nåede man i gennemsnit ikke op over niveauet fra de bedste år før krigen på ca. 20.000 boliger om året; i 1960'erne derimod, hvor byggeriet i langt højere grad var blevet industrialiseret, kom man år efter år op på næsten det dobbelte antal færdiggjorte boliger.

Når folk flyttede til byerne, var det naturligvis der, man byggede, og i nybyggeriet var centralvarme og badeværelse en selvfølge – efterhånden også køleskab i køkkenet. Derfor blev det også boligerne i byerne, der først nåede de høje procenttal med hensyn til moderne bekvemmeligheder. Husene på landet fik de nye installationer noget senere. Sidst i rækken stod den ældste boligmasse i byerne, hvor huslejerestriktionerne gjorde det urentabelt for ejeren at modernisere. I 1970 var forskellen mellem forholdene på landet og i byerne blevet meget lille. Under ét var kun fire procent af boligerne uden wc, 85 procent havde centralvarme, de fleste af dem også badeværelse. Kakkelovne og brændeovne blev solgt til jernhandleren.

Boligvaner, boligbehov og ønskedrømme om, hvordan man gerne ville bo, forandredes. Velstandsstigningen gjorde det muligt for mange at realisere ønskerne. I 1950'erne var ønskedrømmen for mange bare at få deres egen entrédør. De unge, der ville flytte hjemmefra, og de enlige, hvad enten det var „skyggetanter” eller dem, der lige var blevet skilt, stod ikke forrest i boligkøen, når lejlighederne skulle fordeles. Men deres ønske om egen lejlighed aktualiseredes, efterhånden som de fik råd. Det var medvirkende til, at boligbehovet hele tiden løb forud for beregningerne og forud for byggeriet.

Den boligform, som de fleste ønskede sig, var det fritliggende enfamiliehus, villaen, som det hed, dengang det var forbeholdt den velstillede middelklasse, parcelhuset, som i 1950'erne blev den mere prosaiske betegnelse. På landet var en-familieboligen det almindelige. Her var det ikke blot en selvfølge ved de selvstændige landbrug; siden 1930'erne havde den statslige støtte til opførelsen af landarbejderboliger givet mange fodermestre og daglejere mulighed for at bygge selv eller i hvert fald for at få en rimelig bolig, der egnede sig for en familie.

I byerne var det etageejendomme med udlejningslejligheder, der skabte bybilledet. Transporten til og fra arbejde satte ret snævre grænser for, hvor langt væk man kunne bo. Villakvartererne i byernes udkant strakte sig ikke længere ud mod det åbne land, end den daglige cykeltur tillod. I 1950 var 82 procent af boligerne i byerne lejligheder i etageejendomme, knap ti procent var enfamiliehuse, kun to procent rækkehuse, mens tofamiliehusene, der i mellemkrigstiden havde været den snusfornuftige familieinvestering, udgjorde de resterende seks procent. Det år blev der bygget 22.000 nye boliger, og 6000 af dem var enfamiliehuse.

Fra 1955, hvor landdistrikterne kom med i boligtællingerne, viser det sig tydeligt, at det var parcelhuset, folk satsede på.

Boliger fordelt efter husets art (i 1000)
1955 1960 1965 1970
Enfamiliehuse 429 481 564 713
Tofamiliehuse 145 155 139 116
Lejligheder 619 644 683 739

Ser man bort fra landbrugsejendommene, var i 1970 46 procent af boligerne i Danmark enfamiliehuse og 47 procent lejligheder i udlejningsejendomme.

I betragtning af at ejerne af parcelhusene kunne trække renteudgifter fra i deres selvangivelse, var det talmæssigt jævnbyrdige forhold mellem husejere og lejere politisk interessant. Der var stemmer at hente ved at pleje parcelhusbeboernes besidderglæde, og der var endnu flere stemmer at tabe ved at tale for meget om det urimelige i, at de på én gang red med på forkanten af inflationen og fik en del af deres boligforbrug betalt af dem, der boede til leje.

Den eneste lære, forbrugerne kunne uddrage af den historie, var, at det gjaldt om at hoppe på vognen og købe hus eller i det mindste en byggegrund så hurtigt som muligt. Efterspørgslen fik priserne til at stige endnu mere. Mellem 1955 og 1970 mere end fordobledes byggeomkostningerne.

I det traditionelle byggeri var arbejdslønnen en stor del af omkostningerne. Murerne var blandt de højest lønnede håndværkere bl.a. med den gamle begrundelse, at de som regel var arbejdsløse en stor del af vinteren, hvor man ikke kunne bygge. Det gjaldt om at få husene under tag, inden frosten satte ind. Man eksperimenterede med vinterbyggeri og gav særlige begunstigelser til dem, der ville bygge om vinteren. Naturligvis var det utilfredsstillende, at kapaciteten ikke udnyttedes en tredjedel af året. Løsningen her som i andre produktioner, hvor arbejdslønnen er en betragtelig del af prisen på den færdige vare, måtte være rationalisering og industrialisering. Det blev ingeniøren i stedet for murer- og tømrermesteren, der tilrettelagde byggeriet, og ingeniørens viden kom til at spille en større rolle for, hvordan husene udformedes.

Beton og færdigfabrikerede byggeelementer, hejst på plads af højstilkede kraner, erstattede mursten, mørtel og stilladser.

Højhuse og såkaldt „fritliggende boligblokke” var ikke særlig velegnede for familier med små børn, der skulle lege i sandkassen ti etager nede mellem de parkerede biler; derfor prøvede man med tæt lav bebyggelse. Albertslund ved København blev planlagt som en moderne bydel med adskillelse af den gående trafik fra den kørende og med overskuelige lokalmiljøer. Byggeriet opnåede en vis berømmelse; men da børnene voksede op, viste det sig, at kvarteret var for sterilt eller rent ud sagt kedeligt for den aldersklasse. De havde, som det blev sagt, ikke andet at lave end at spille bold op ad Vridsløse fængselsmur.

Da efterspørgslen efter enfamiliehuse for alvor satte ind, blev også dette byggeri i nogen grad industrialiseret. Typehuset blev en standardvare, hvor køberen på forhånd kunne få at se, hvordan det færdige produkt ville komme til at se ud, og få at vide, hvad byggeomkostningerne ville blive. Temaet, en stor stue, soveværelse og to kamre, blev med små variationer gennemspillet utalte gange. Den standardiserede rumopdeling siger noget om familiestrukturen, far, mor og to børn. Garagen til det femte familiemedlem, bilen, kom til i løbet af 1960'erne.

Fra begyndelsen af 1950'erne, hvor byggestøtteloven satte en maksimumgrænse på 110 m2, steg det gennemsnitlige areal for parcelhuse. Der blev plads til gæstetoilet, så man ikke behøvede at afbryde det varme karbad, fordi et af børnene skulle tisse; men arealudvidelsen blev navnlig brugt til at gøre stuen større. Vinkelstue med panoramavindue blev det store salgsargument i annoncerne. Mange parcelhuskvarterer, der blev bebygget i løbet af en kort periode, virkede i begyndelsen lige så ensartede og sterile som de store etagebyggerier. Rafte hegn var et populært middel til at skaffe sig lidt privatliv i haven. Men efterhånden som træer og buske voksede til, og husejerne byggede lidt om eller til, blev kvartererne menneskeliggjort.

Der var som nævnt særdeles gode privatøkonomiske grunde til, at så mange strammede det private husholdningsbudget til bristepunktet for at få eget hus. Glæden ved at råde over et stykke jord til børn og grøntsager skal ikke undervurderes. Men dertil skal formodentlig lægges, at der mere eller mindre bevidst også var en rest tilbage af mentaliteten fra landbosamfundet med dets skarpe sociale skel mellem dem, der havde egen jord, og dem, der boede på en andens ejendom. Kreditforeningens prioriteter var en langt mere fjern og anonym herre end husværten.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Boligen.

Kommentarer (1)

skrev Jens Hansen

Artiklen er yderst underholdende og velskrevet.
Der er imidlertid væsentlige problemer med det faktuelle grundlag, idet den helt undlader at tage højde for prisudviklingen.
Allerede da 2. verdenskrig sluttede var lønninger og priser steget ca. 50 % i forhold til niveauet ved krigens begyndelse. Noget var steget mere end andet, men de 50 % er gennemsnittet. Den absolut eneste undtagelse var huslejerne. Og ca. 80 % af byernes befolkning boede til leje.
I 1951 var prisniveauet steget til ca. det dobbelte af 1939 og i 1960 var priserne nået til ca. 2½ gange niveauet fra 1939.
Så selv om man 1960 havde tilladt lejestigninger på 70 % (hvoraf en væsentlig det gik til dækning af højere ejendomsskatter), så var den relative pris på bolig faldet til 170/250, d.v.s. ca 2/3 af niveauet i 1939. Men prisen for forsikring, vicevært, trappevask, belysning, vedligeholdelse etc. var steget i takt med forbrugerpriserne. Så det var blevet en meget, meget dårligere forretning at leje ud.
Det er i øvrigt forkert, når artiklen beskriver konsekvenserne af en liberalisering således: "De fattige ville være flyttet sammen i overbefolkede og dårlige lejligheder, og man ville med årene have fået endnu en demonstration af, hvilke sundhedsmæssige og sociale konsekvenser slumbebyggelse kan afstedkomme."
Det er faktisk stik modsat. Det var boligreguleringen, der holdt de fattige i små nedslidte boliger, medens de besiddende nød fordelene ved statsstøtte til nybyggeri.
Som det fremgår af Erhvervshistorisk Årbog 2022 (2), så var manglende byggeri under krigen ikke årsag til væsentligt trangere boligforhold. Der blev i krigsperioden med dens omtrent halverede byggeri marginalt færre kvadratmeter pr. person end i 1940, men i 1945 var der markant flere kvadratmeter pr. person, end der havde været i 1935. Og i alle årene efter krigen steg antallet af kvadratmeter bolig pr. dansker væsentligt.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig