Politisk politik

Ved befrielsen i 1945 var den danske ungdom blevet fejret. Det var den, der havde rejst modstanden, og de politiske partier, der havde gjort, hvad de kunne for at holde modstanden nede, gav nu udtryk for en dybtfølt taknemlighed over for ungdommens indsats. Det gav sig udslag i nedsættelse af Ungdomskommissionen, der skulle komme med forslag til forbedring af ungdommens kår, og taknemligheden var også med i begrundelsen, da Rigsdagen i 1946 igen satte en ændring af grundloven på dagsordenen. Den ungdom, man mente at skylde så meget, havde ikke selv adgang til at deltage i den politiske proces. Danmark havde verdens højeste valgretsalder, 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget, og da der kun var landstingsvalg hvert fjerde år og så kun i den ene halvdel af landet, kunne de unge mennesker risikere at være fyldt 43 år, før de blev betroet en stemmeseddel til Rigsdagens førstekammer.

Bestemmelserne om valgretsalder var nedfældet i grundloven og kunne altså kun ændres, hvis man overvandt de vanskeligheder, der var forbundet med vedtagelsen af en ny grundlov. Forsøget på en grundlovsrevision i 1939 var strandet på kravet om, at 45 procent af den samlede vælgerskare skulle stemme ja. Venstre havde med held appelleret til vælgerne om at blive på sofaen. Den politiske lære, der kunne drages af det mislykkede forsøg, var, at det krævede enighed mellem de fire store partier, hvis det skulle lykkes at føre en ny grundlov igennem.

Mens næsten alle spørgsmål, en regering og de politiske partier beskæftiger sig med, kan rubriceres under en eller anden tillægsordspolitik (økonomisk, sikkerheds-, erhvervs-eller landbrugspolitik osv.), så er en revision af forfatning og valglov i egentlig forstand politisk politik. Grundloven fastsætter de fundamentale spilleregler for, hvordan politiske afgørelser skal træffes, og valgloven bestemmer i vid udstrækning de politiske partiers muligheder for at opnå den maksimale repræsentation i forhold til deres vælgertilslutning. Dertil kommer, at den enkelte politiker, når sådanne spørgsmål drøftes, vil holde et vågent øje med, om hans eller hendes egne chancer for genvalg vil blive forøget eller formindsket.

I den henseende lå der vanskeligheder af betragtelig størrelsesorden i vejen for de tanker om ændring af grundloven, som man måtte formode ville blive ført frem af socialdemokraterne og Det radikale Venstre. Det drejede sig om at afskaffe Rigsdagens førstekammer, Landstinget; et flertal af dets medlemmer skulle altså overbevises om, at deres indsats kunne undværes.

Ideen med tokammersystemet havde oprindelig været, at de store jordejere eller folk med andre former for kapital, der forventedes også at blive de største skatteydere, skulle have en særlig repræsentation i Rigsdagens førstekammer, altså en privilegeret valgret, mens den lige og almindelige valgret skulle komme til udtryk i Folketinget. Men fra 1915 var det kun aldersgrænsen, der adskilte de to kamres vælgerkorps. Dertil kom den langsomme udskiftning af Landstingets medlemmer. Det afgående Landsting kunne endda sikre kontinuiteten ved selv at sætte 19 medlemmer, de „tingvalgte”, ind i det nye Landsting, uden at vælgerne blev spurgt.

Heri lå, efter afskaffelsen af den privilegerede valgret, berettigelsen af Landstinget. Dets medlemmer behøvede ikke at bøje sig for en pludseligt opstået stemning blandt vælgerne, sagde Landstingets forsvarere. Det kunne trodse folkeviljen og forsinke nødvendig lovgivning, sagde dets modstandere. Den politiske virkelighed havde udviklet sig sådan, at hverken forsvarere eller modstandere havde ret. Landstinget mistede ikke sin eksistensberettigelse, fordi det gik imod Folketingets afgørelser, men fordi det ikke længere gjorde en selvstændig mening gældende. Partierne var gået over til at holde fælles gruppemøder for deres rigsdagsmedlemmer, ikke folketingsgruppe og landstingsgruppe hver for sig. Her udformedes den daglige politik, så partiets stilling i de to ting stemte overens.

Landstingsmedlemmernes relativt store sikkerhed over for vælgerluner og for den sags skyld også over for partiledernes pression kunne have manifesteret sig i de store politiske afgørelser under besættelsen. Mange mente, at vedtagelsen af det ekstraordinære straffelovstillæg i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen, hvor dødsstraffen genindførtes, havde været Landstingets sidste chance til at vise sin selvstændighed ved at gå imod en stemningsbølge. Den var ikke blevet brugt.