Christian 5.s testamente

Mens Niels Stensen forsagede verden som en vandringsmand mod evigheden, der ikke lod sig hæmme af det dennesidige, stræbte den verdslige øvrighed efter at befæste Guds orden på Jorden, så den kunne forblive urokkelig og uforandret, styret og vejledt af den absolutte monark til evig tid.

1683 satte Christian 5. sit navn under et dokument, der senere blev kaldt hans „testamente”. Det var hemmeligt og blev først fundet i Rosenborgs gemmer engang i 1850'erne. Formålet med det var da heller ikke at bebyrde offentligheden med kongens tanker, men ene og alene at belære kongens efterfølgere om den politiske linie, de efter kongens mening burde følge, for at enevoldsmagten „som et kostbart og uskatteligt klenodie udi Vores kongelige arvehus må ved Guds nåde uryggeligt og ukrænket conserveres …”

Christian 5.s testamente var en formaning om nøje at sikre kongens enevælde, thi kongen havde formærket, at der fortsat fandtes en utidig og begærlig attrå blandt mange af undersåtterne efter det gamle regime, der var blevet knust i 1660. Det lå derfor kongen på sinde, at hans efterfølger nøje forsvarede Kongeloven, sikrede den ensartede retsorden, der var indført med Danske Lov, alene forbeholdt sig benådningsretten og alene disponerede over alle statsembeder „dem efter eget behag at uddele”. Desuden lagde kongen vægt på, at den nye rangorden, der var indført med grever og friherrer, og som skabte en adel, der var trofast over for kongen og afhængig af ham, blev bevaret. Overhovedet skulle kongen vare sig for at binde statens embeder til adelig fødsel.

Til regeringens førelse skulle kongen have et gehejmeråd, der bestod af højst fem eller seks af de fornemste ministre, der især skulle tage sig af udenrigspolitikken, og til gehejmerådet skulle knyttes en velstuderet sekretær, som helt og holdent skulle være kongens mand og på ingen måde være afhængig af nogen, der måtte vise sympati for „den forrige regerings art”. Og også for de øvrige administrationers vedkommende skulle kongen sikre sig den fulde myndighed.

Kongemagten var én og udelelig. Kongen gjorde i sit testamente særligt opmærksom på, at „udi i de forordninger, plakater og befalinger, som de [kongerne] lader udgå, ingen forskel gøres mellem kongen og riget”, thi rigerne hører kongen til som hans ejendom. Og Christian 5. tilføjede, at „ej heller bør det ord stænder udi kongelige forordninger eller andre offentlige skrifter at nævnes”, eftersom stænder er uforenelige med én kongelig suveræn regering. Alle sager skulle dirigeres direkte til kongen, „og derpå, hvad ret og billigt er, efter kongens velbehag dekreteres.”

Den 3. marts 1698, femten år efter udformningen af 'testamentet', føjede kongen nogle bemærkninger til det, og det var fortsat frygten for den gamle adel, der optog ham. Atter en gang satte han en tyk streg under, at man i alle regerings-udvalg altid skulle have flere borgerlige end af adelen, „især den gamle…”