Livsens brød

En synder aflægger skriftemål og får ved præstens og dermed også Herrens håndspålæggelse tilgivelse for sine overtrædelser af Guds bud. Maleriet, der findes på en skriftestol fra o. 1680 i Kippinge Kirke på Falster, giver på passende vis udtryk for den ydmyge bodskristendom, der satte sit dybe præg på 1600-tallets danske samfund.

.

Artikelstart

Christian 5. døde gigtsvækket den 25. august 1699. Hans helbred var blevet hastigt nedbrudt efter et sammenstød med en kronhjort under et af de utallige jagtselskaber, han elskede så højt. Ved en tilfældighed randt en konges liv og et århundrede ud på samme tid.

1600-tallet havde skænket Danmark en enevældig kongemagt og en ommøblering af herremandsklassen. Men bønderne og husmændene og tjenestefolkene i landsbyerne dyrkede jorden og levede deres liv under nogenlunde de samme grundlæggende vilkår som fandtes i begyndelsen af århundredet.

Dog fandtes der ved århundredets slutning færre gårdfæstere og flere jordløse husmænd end i år 1600. Hoveriet var blevet stadig mere tyngende, og skatterne var blevet så regelmæssige som årstidernes skiften. Som helhed var landboerne blevet fattigere, og det var dem sikkert til liden trøst, at der nu også blandt deres herremænd fandtes folk, der kaldtes grever og baroner.

Og krigene havde efterladt grimme ar. Intet århundrede kan opvise så mange ødelæggende krige for Danmark som 1600-tallet. I 1658 var Danmark nær ved at blive udslettet som nation. Stumperne blev reddet, men det var et forarmet rige, der kom ud af det tilsyneladende evige opgør med Sverige. Og uanset hvor grænserne lå eller kom til at ligge, blev landsbyer og godser og købstæder hærget af plyndrende soldater eller i det mindste plaget af indkvarteringer og ydelser til krigsførelsen.

Alligevel var Danmark i 1600-tallet fra tid til anden præget af forsøg på nybrud. Under Christian 4. og gentaget under sønnesønnen Christian 5. forsøgte staten at skabe en storhandel og en hjemlig industri, men den altdominerende landbrugssektor med dens naturalieøkonomi og fastlåsning af arbejdskraften kvalte projekterne. Og da pengeøkonomien trængte sig på i midten af århundredet med de københavnske og udenlandske storkøbmænd og pengeudlånere, endte den som statslig pantebrevsgæld, der blev forvandlet til jordegods. Med de store udlæg af krongods til private blev Danmark storgodsejernes eldorado i et omfang, den gamle adel aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Og den nye enevældige statsmaskine forsvarede og sikrede de nye storgodsejere langt bedre end adelsvælden havde evnet det.

Samtidig gik byudviklingen i stå. De store by grundlæggelser i begyndelsen af århundredet førte ikke til købstædernes opblomstring. Kun København voksede sig stor som følge af det statslige bureaukratis opsvulmen efter enevældens indførelse. For alvor skabtes kløften mellem hovedstad og provins.

For flertallet af befolkningen blev 1600-tallet armodens århundrede, et koldt århundrede, hvor alt frøs til, som sundene og bælterne gjorde det vinter efter vinter. Ingen hofpragt og intet herligt selskab på herresæderne kunne skjule stilstanden i landsbyerne og i de fleste af rigets købstæder.

Der er således intet besynderligt i, at 1600-tallet i menneskenes bevidsthed blev syndens og bodens århundrede, hvor den armes trøst alene fandtes i troen på Gud. Som salmedigteren, Elias Eskildsen Naur, i sin bønnebog, „Åndeligt Tidsfordriv”, der udkom år 1700, lod en bager bede:

„Lad ej synden mig så smage, at jeg bliver som en kage, der er ikke rigtig vendt. VEND MIG GUD PÅ BEGGE SIDER, så jeg stærk mod Satan strider og er i dit åg ret spændt. Gud lad mig i liv og død aldrig savne LIVSENS BRØD som en trøst i al min nød.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Livsens brød.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig