Danmark og Europa - 1700-1800

Den unge søofficer Frederik Ludvig Norden gjorde sig tidligt bemærket som en dygtig tegner, og i 1732 sendte kongen ham på en stor uddannelsesrejse, der skulle dygtiggøre ham inden for såvel militær som civil teknologi. Under rejsen blev han imidlertid beordret til at ledsage og kontrollere den franske projektmager grev d'Esneval, der havde overtalt Christian 6. til at åbne handelsforbindelser med kejseren af Etiopien. På den mere end tusind kilometer lange færd op ad Nilen gennemførte han en lang række opmålinger og aftegninger af høj videnskabelig værdi. Som medlem af det engelske Royal Society udsendte Norden i 1741 prøver heraf. Men den store publikation kom først efter hans død: i 1755 på fransk med Marcus Tuschers portrætstik, i 1757 på engelsk og i 1779 på tysk.

.

Planche 7 i F.L. Nordens store værk om sin egyptiske rejse viser to obelisker ved Alexandria – de såkaldte Kleopatras Nåle – hvoraf den ene i dag står ved Themsen i London og den anden i Central Park i New York. Når værket blev udsendt i den bedste trykke- og illustrationsteknik, som kunne købes for penge, skyldtes det ønsket om at fremhæve den danske konge som en beskytter af videnskab og kunst. For 1700-tallets Europa blev Nordens værk en hovedkilde til kendskabet til oldtidens Egypten.

.

Den italienske barokarkitekt Francesco Borrominis lille spiralspir på kirken San Ivo alla Sapienza fængslede mange romafarere. En af dem var arkitekten Christoph Marselis, der aftegnede det i sin skitsebog omkring 1710. En anden var arkitekten Laurids de Thurah, der i sit store arkitekturværk Den danske Vitruvius åbent vedgik, at det var fra Borrominis spir, han fik inspirationen til det vidunderlige spiralsnoede babelstårn, han rejste over Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, og som siden har begejstret danske såvel som udlændinge – blandt de sidste selveste Jules Verne, hvis rejserute til Jordens indre går via Christianshavn.

.

Danmark lå i et randområde af Europa. Men siden kristendommens indførelse havde det kulturelt været en del af Europa. 1500- og 1600-tallets opdeling af kontinentet i en protestantisk og en katolsk blok havde ikke ændret ved dette forhold, blot flyttet vægten fra nogle kulturcentre til andre.

Afstand betød principielt intet for kontakterne. Formidling kunne ske så hurtigt, en vogn kunne køre og et skib sejle. Hvad der bestemte Danmarks kulturforbindelser med Europa var – for at bruge et økonomisk udtryk – ikke udlandets udbud, men Danmarks efterspørgsel. Hvor mange af det gamle samfunds mennesker havde overhovedet behov for sådanne kulturkontakter? Og kunne og ville de betale, hvad det kostede?

Tidligere havde europæiske kulturpåvirkninger altid nået Danmark med meget betydelig forsinkelse, og de var typisk sket indirekte, ad omveje. Den italienske renæssancearkitektur var kommet til Danmark via Nederlandene og Nordtyskland, og barokken hovedsagelig via Tyskland, med tilsvarende udvandede og provinsielle resultater til følge.

Ud over at være indirekte og sen havde forbindelsen med de europæiske kulturcentre også været spinkel. Den var blevet formidlet af ganske få og i individuel form: af udlændinge, der kom til Danmark, og af danske, der enten rejste ud eller gennem læsning og brevskrivning holdt sig orienterede.

Hvad Danmark havde at tilbyde Europa ud over hvide frederiksborghingste, islandske jagtfalke og udlejede regimenter kan være vanskeligt at få øje på.

Ved 1700-tallets begyndelse skete der langsomt en ændring i dette gamle kontaktmønster. Før havde de kulturelle kontakter hovedsagelig været varetaget af meget små miljøer af lærde og lærdomsinteresserede, der skrev for hinanden – overvejende på latin eller tysk – og som blev understøttet af fyrstelige og aristokratiske mæcener, hvis smag og holdninger satte grænser for de kulturelle udfoldelser. Hvad der frem for alt havde manglet, var et publikum.

Det nye, som nu også nåede Danmark i begyndelsen af 1700-tallet, var det europæiske kulturfænomen, der hed: et købedygtigt hjemligt publikum.

Det var dette publikum, der var den afgørende forudsætning for, at periodens store skikkelse, Ludvig Holberg, kunne leve af sin pen og ende som adelig godsejer. Men endnu i begyndelsen af 1700-tallet var det en forudsætning for en mand som Holberg, at han havde rejst.

For at kunne læse dér, hvor bøgerne var: på de store biblioteker i Paris og i Oxford; for at kunne se komedier og høre musik; og for at kunne studere mennesker og miljøer, der hvor livet blev levet.

Det havde ikke været hastige visitter ved nordtyske universiteter, men årelange studieophold i Holland, England, Frankrig og Italien.

Hjemme blev Holberg den store europæer. Med sine aktuelle politisk-økonomiske arbejder og sine historiske værker, der tolkede fortiden i enevældens og borgerskabets ånd.

Med perlen Peder Paars, der i virkeligheden var et strengt klassisk inspireret komisk heltedigt.

Med de 25 komedier, han skrev under sin poetiske raptus, som han selv senere kaldte det, i årene fra 1722 til 1726, og som ikke blot samlede fulde huse i Komediehuet i Lille Grønnegade, men også ivrige købere af de trykte udgaver. Og i de sidste år af sit liv med epistlerne og de øvrige moralsk-æstetiske skrifter.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Danmark og Europa.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig