De tynde, lette flintpilespidser, som blev anvendt i bondestenalderens slutning, forbedrede pilenes balance og gennemslagskraft. Der fandtes mange forskellige former, trekantede, lancetformede og hjerteformede. Som regel var de forsynet med modhager, der satte sig fast i offerets kød, og søgte man at trække pilen ud, knækkede den let inde i kroppen.

.

En typisk sjællandsk gravkiste (hellekiste) fra bondestenalderens slutning under udgravning ved Vibjerg nær Ølsted i Nordsjælland. Her ses den 3,5 m lange kiste urørt, dækket af fem svære dæksten.

.

En typisk sjællandsk gravkiste (hellekiste) fra bondestenalderens slutning under udgravning ved Vibjerg nær Ølsted i Nordsjælland. Her er kisten åbnet. Den rummede flere begravelser, et par af de først gravlagte ses på kistens bund.

.

Flintdolken fra Hindsgavl på Fyn, et mesterværk i flint, indtager en hædersplads i Nationalmuseet i København. I den sene bondestenalders grave ligger flintdolkene altid ved bæltestedet, og et nordtysk fund viser, at de har været båret i en skede af fårelæder omviklet med læderbånd. Fæstet på dolken kunne være beklædt med bark.

.

Så ensartet det generelle kulturbillede end så ud i bondestenalderens slutning, så var der dog også skikke og traditioner, som gav hver enkelt af landets områder et eget særpræg. Det var navnlig i deres forhold til de døde, at den sene bondestenalders mennesker viste deres forskellighed.

I den forudgående enkeltgravstid havde det gamle, kollektivt orienterede bondesamfund antaget nye former. Ja, der var endog individer, der var begyndt at skille sig ud fra fællesskabets anonymitet. I de vestlige egne af landet var man f.eks. begyndt at begrave de døde enkeltvis under gravhøje. Sådan gjorde man fortsat i de samme egne i bondestenalderens slutning.

Også i Nordjylland kunne man begrave de døde enkeltvis under gravhøje, men også andre gravformer var i brug. Det kunne være efterbegravelser i enkeltgravstidens stenkister og i de endnu ældre megalitgrave. På øerne i Østdanmark begravede man i de fleste tilfælde de døde i stengrave. Det kunne være i de århundredgamle megalitgrave, eller det kunne være i nybyggede stenkister. Undertiden begravede man dog også de døde under flad mark, tilsyneladende uden at sætte noget varigt monument på stedet.

I de vestlige egne af landet, først og fremmest i Vest-, Midt- og Sydjylland, synes den forfædrekult, som havde domineret fra det 4. årtusinde, at være blevet forvandlet i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Der var opstået gravskikke, som på en helt anden måde end tidligere vidnede om interesse for det enkelte menneske og dets ejendom. Markeringen af den dødes rang og sociale status synes her at have haft en anden betydning end i Østdanmark.

Den gravform, som frem for alt vidnede om forandringerne, var højgravene med enkeltmandsbegravelser. Man kunne bl.a. bruge egekister ved begravelsen, og de døde blev lagt udstrakt på ryggen. Noget nyt var det, at man ofte lagde en stor stendynge over graven. Selve egekisten bestod af en vældig egestamme, som blev flækket på langs.

De to halvdele udhuledes og dannede bund og låg. Over og under kisten lagde man en svær pakning af sten, som almindeligvis er det eneste, der i dag er bevaret af graven: Træet formuldede i århundredernes løb og skabte en trugformet fordybning i stendyngen på det sted, hvor egekisten oprindelig stod.

Over egekisten byggede man en gravhøj, som kunne blive brugt igen og igen, bl.a. ved at man stadig udvidede højen. I deres udformning er egekisterne i højgravene tydelige forløbere for den gravform, som i løbet af det 2. årtusinde f.Kr. skulle blive så almindelig i Danmark, og som rummede bronzealderens højfolk. Endnu var det beskedent, hvad man lagde i gravene som gravgods.

I mandsgravene bestod gravgaverne gerne af en flintdolk liggende ved bæltestedet, sandsynligvis en bue og en eller flere pile med flintspidser. Statussymboler var det nok, men for intet at regne sammenlignet med det rige gravudstyr, hvormed man et halvt årtusinde senere skulle udstyre bronzealderens højfolk.

Her og der opførte man dog også regulære gravkamre af træ. Ved Losning nord for Vejle har man fundet et sådant anlæg. Det var en bygning, som var 5 x 3 m stor, og som var nedgravet godt 1 m under markoverfladen. Inde i dødehuset, som man med rette kan kalde det, stod en plankebygget kiste, hvori man fandt syv hjerteformede pilespidser og to flintdolke, formentlig fra en begravelse af to mænd.

Et andet sted, i gravhøjen Diverhøj på Djursland, fandt man sporene af en formentlig teltformet, tømmerbygget bygning, der ligeledes dækkede en grav fra slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. Bygningen, som var ca. 5x5 m stor, havde været omgivet af et stolpehegn med en diameter på 7-8 m. Anlægget var blevet afbrændt og derefter dækket af en stenrose.

I Nordjylland var variationerne af gravformerne meget store. Området indtog i det hele taget en særstilling i slutningen af bondestenalderen. Man brugte både efterbegravelser i stenkister fra enkeltgravstiden, begravelser i egekister og begravelser i store, nord-syd-vendte hellekister med forrum. Den sidste var en gravform, som havde sine rødder i enkeltgravs-tidens nordjyske gravkister. Også små, mandslange kister var i brug, især når graven var anlagt i tilknytning til en ældre gravhøj.

I Østdanmark foretog man hyppigst efterbegravelser i ældre tiders store megalitgrave. Men med tiden blev begravelser i mandslange, såkaldte hellekister også meget almindelige. Hellekisten er et aflangt gravrum omsat og dækket af flade stenfliser. Den findes både i store og små størrelser, undertiden er byggestenene så store, at de leder tanken hen på den ældre bondestenalders megalitgrave – og de ritualer, der fandt sted ved hellekisterne, var da også af en art, der meget lignede de forfædreritualer, man havde praktiseret i den ældre bondestenalder.

Som regel havde hellekisterne plads til flere personer og blev benyttet til gentagne begravelser. De døde blev ofte lagt ind oven på hinanden, eller man skubbede de tidligere gravlagte til side. En typisk hellekiste udgravede man f.eks. ved Himmelev nær Roskilde Fjord. Den havde været dækket af en høj med en diameter på 11 m. Uden om højen havde stået en stolpekreds i en afstand af ca. 1 m fra den stensatte højfod.

Hellekisten i højen var 3 m lang, og den rummede kun skelettet af en enkelt person. Men foran kistens indgang var der en nedgravning, som havde været nødvendig for at få adgang til gravkammeret. Her lå menneskeknogler fra tidligere begravelser pænt samlet i en bunke og tilsyneladende sorteret. Sådanne flytninger af knogler ser man tit ved hellekisterne, og der er tegn på, at man har behandlet kranierne med en særlig respekt.

Foruden de stenbyggede grave, som anvendtes ved gentagne begravelser, brugte man i Østdanmark grave anlagt under flad mark – eller rettere grave, hvis synlige overbygning vi i dag ikke kender. Det kunne både være enkeltmandsbegravelser, dobbeltgrave og fællesgrave for mange mennesker.

Gravene blev ofte anlagt i gamle strandvolde. Skikken med fladmarksgravene havde sin oprindelse i tidligere århundreder. Men enkeltheder i gravkulten afspejler også, at man overtog ritualer fra de befolkningsgrupper syd for Østersøen, som man plejede et livligt samkvem med.

Udgravningerne af fladmarksgravene har i nogle tilfælde givet et indblik i de ritualer, der knyttede sig til den forfædre-kult, som også fandt sted ved de stenbyggede grave. Ved Lille Vasby mellem København og Roskilde har man f.eks. udgravet nogle fladmarksgrave, både regulære enkeltgrave, en fællesgrav og nedgravninger med spredte knogler. En del af knoglerne, deriblandt fem barnekranier, var lagt i kanten af en stor, uregelmæssig nedgravning. To af kranierne lå i hver deres lille fordybning. Desuden fandtes ryghvirvler, ribben, finger- og tåknogler af både børn og voksne liggende spredt i nedgravningen.

Nogle steder var der dynger af lemmeknogler, og flere af disse var blevet knækket over før nedlæggelsen. De var dog ikke brækket på langs, som de ville have været, dersom det var knoglemarven, man havde søgt at få fat på. I nogle tilfælde kunne man imidlertid konstatere, at knoglerne var blevet skåret over, mens der endnu sad bindevæv på dem. Ligene er altså i visse tilfælde blevet parteret endnu inden skeletteringen.

Hvor knoglerne kom fra, står ikke helt klart. Men i den store nærliggende fællesgrav fandt man skeletdele af tre voksne mennesker. Kranierne og de fleste af lemmeknoglerne manglede dog – de var tydeligvis fjernet fra graven. Tilbage lå ryghvirvler, ribben og andre småknogler. Her er det tydeligt, at flytningen af knoglerne var sket, efter at ligene var skeletterede.

Så uigennemskuelige de ritualer, der lå bag den slags knogleflytninger, end kan forekomme, så synes de dog bedst at kunne forklares ud fra den forfædrekult, som havde været praktiseret gennem størstedelen af bondestenalderen. Ved begravelsen – eller måske snarere genbegravelsen – sønderdelte man så at sige det enkelte individ og førte det derved tilbage til gruppen af forfædre, som rådede for fællesskabets ve og vel.

Det var imidlertid en rituel adfærd, som snart skulle ophøre. Med bronzealderens begyndelse nogle få århundreder senere udviklede der sig et helt andet syn på de døde og deres efterliv derinde i gravens mørke.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De døde og de levende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig