De store købmænd

De store handelshuse nød godt af prisstigningen i nært samarbejde med godsejerne. Der var f.eks. storkøbmanden Markus Hess, der aftog korn- og smørproduktionen fra rigshofmester Peder Oxes sjællandske og skånske godser og samtidig stod for hans vareindkøb og bankforretninger. Et par københavnske købmænd aftog på tilsvarende måde kornproduktionen fra de nordsjællandske len på faste kontrakter gennem flere år, og kronen havde et tilsvarende samarbejde med Odense-købmanden Oluf Bager. Eksporten besørgedes mest af nederlandske skibe, og samarbejdet med de nederlandske handelshuse gjorde det muligt at drage fordel af moderne handels-teknik og udnytte prissvingninger på det internationale marked. Også studehandelen koncentreredes hos en lille gruppe kapitalstærke storkøbmænd.

Markus Hess er et godt eksempel på, hvilke muligheder den nye stat bød på for folk, der var lige så initiativrige som Jørgen Kock i sin tid. Markus Hess blev borgmester i København i 1565. Han skaffede staten lån gennem sine hollandske forbindelser og ydede også selv lån. I 1569 påtog han sig hele leverancen til flåden samt store klædeleverancer til hæren. Ved denne tid havde han i hvert fald tolv skibe i søen og drev en vidtstrakt handel på Spanien, Portugal og Frankrig, og hvad han ikke solgte i Danmark, førte han videre til østersøhavnene, bl.a. helt til Narva i Estland. Han havde også kontrakt med regeringen om handelen på Island, hvor han mod en afgift i penge og klæde til hoffet samt svovl til krudtfremstilling fik eneret til handel på tre islandske havne. Omkring 1580 begyndte heldet at svigte ham, antagelig fordi han havde slået et større brød op, end han kunne bage under de midlertidigt forringede konjunkturer og i konkurrence med de nederlandske giganter i den internationale handel. I 1589 søgte han sin afsked fra borgmesterembedet på grund af alder og svagelighed og døde året efter.

Markus Hess er et af de mest markante eksempler på de stærke borgerlige erhvervsinteresser, der knyttede sig til den nye stat. Det var kun nogle få storkøbmænd i øresundsbyerne, der nåede et sådant format, men det var den slags folk, der i den følgende tid virkeliggjorde det samarbejde mellem kongemagt og borgerskab, som havde foresvævet Christian 2., men som først kunne realiseres under den nye alliance mellem konge og højadel.

Det fåtallige købmandsaristokrati i de allerstørste byer var socialt højt hævet over det jævne borgerskab. I modsætning til adelen blev det ikke en lukket kaste. Der var en ret betydelig social mobilitet. Tidligere fogeder og skrivere fra kronens og adelens godser og også indvandrede tyskere og nederlændere indgik til stadighed i købmandsstanden. Det var folk, som fik ansættelse hos købmænd eller gik i kompagniskab med dem, og nogle blev gift ind i købmandsfamilier. I slutningen af 1500-tallet fik de økonomiske og ægteskabelige forbindelser mellem købmandsfamilier og akademikere, især præster, stigende betydning og kom til at påvirke rekrutteringen til disse grupper.

Det lille magtfulde købmandsaristokrati knyttede sig økonomisk nært til godsejerklassen og fungerede helt på dens præmisser. Men samtidig var den borgerlige elite også forbundet med den voksende centralmagt, både som långivere og leverandører og som rekrutteringssted for statens embedsmænd. Som for adelens vedkommende viste det sig også for borgerstandens, at den gamle idé om fast afgrænsede stænder måtte vige for de økonomiske og politiske realiteter. Da de førende borgere i København igen fik mulighed for at gøre sig gældende i den store politik – ved statsomvæltningen i 1660 -skete det i samarbejde med kongemagten og dens allernærmeste støtter i højadelen.