Handelen

I lovgivningen efter 1536 fik adelen vidtgående frihed til at drive handel: den måtte „bruge sin næring” på sildemarkederne ved fangststederne og købe og sælge så mange stude, den selv kunne opfodre eller lade opfodre hos sine bønder. Den måtte købe sine bønders overskudsproduktion, men det skulle foregå, uden at der brugtes tvang over for bønderne. Det var eksporthandel, der her var tale om. Men adelens friheder skulle forenes med borgerstandens privilegier. Det, der efter lovgivningen blev tilbage til borgerne, var detailhandelen. Den skulle foregå i købstæderne, og det blev forbudt alle, fra adelige til bissekræmmere, at drive handel i landsbyerne. Det var regeringens ønske, at håndværkerne skulle være bosat i købstæderne, kun enkelte grovere håndværk måtte fortsat drives i landsbyerne.

Balancegangen mellem stændernes interesser faldt altså således ud, at adelen skulle have mulighed for at gå ind i den store handel i det omfang, den ønskede, mens den lille handel blev forbeholdt købstædernes handlende. I praksis gik det anderledes, for de adelige blev i den følgende tid mere tilbøjelige til at hellige sig deres bedrifter og arrangere sig med udenlandske eller danske købmænd om afsætningen. Resultatet blev en voksende specialisering blandt de danske handlende. Et lille antal egentlige købmandshuse i de største købstæder, engageret i eksporthandel og skibsfart, skiller sig mere og mere ud fra de andre næringsdrivende. Som helhed var det fortsat købmændene, der sammen med guldsmede og bryggere, som også var handlende, udgjorde det øverste sociale lag.

Regeringen var ikke uvillig til at varetage købmændenes interesser. Orienteringen mod Nederlandene, som blev befæstet med Speyer-traktaten 1544, gav de danske eksportører gode muligheder, og over for hanseaterne førte regeringen langvarige forhandlinger om stædernes handelsprivilegier, der i 1560 endte med at sikre danske købmænd fuld ligestilling med de tyske i Danmark og de nordtyske byer. Dermed var det for bestandig forbi med den fortrinsstilling i forhold til danske købmænd, som hanseaternes privilegier i middelalderen havde givet dem. Handelsforbindelsen med hansebyerne spillede fortsat en afgørende rolle for mange danske købmænd, men nu på mere jævnbyrdige vilkår.

Forbuddet mod landløbere og bissekræmmere kunne lige så lidt håndhæves nu som tidligere. Ved skatteudskrivningen anerkendes de som eksisterende, og de har vel opfyldt et behov, som stiltiende er blevet anerkendt, for det gjaldt jo også om at sikre bønderne adgang til at skaffe sig varer. For bønderne kunne det ikke være uvelkomment, at der var andre muligheder end de handlende i købstæderne, også når de skulle sælge. Bønderne ved Østersøen sejlede stadig med varer til Nordtyskland. I 1556 undskyldte de endnu en gang den illegale handel med, at de ikke kunne få ordentlig kontant betaling for deres varer i de danske købstæder, og rede penge skulle de jo skaffe til skatterne.