Den nye landsby

I det åbne vestjyske landskab ved Grøntoft, midt i trekanten mellem Herning, Holstebro og Ringkøbing, lå ved jernalderens begyndelse et landsbysamfund, af den art, som i de kommende århundreder skulle blive rammen om oldtidsbefolkningens liv. Dengang var det blot en landsby som så mange andre. Men for den moderne forskning har navnet Grøntoft fået en særlig klang.

De arkæologiske udgravninger begyndte allerede i 1960, men de kom til at strække sig over mange år, for her var man ved anvendelsen af nye udgravningsmetoder for første gang blevet i stand til at følge et jernaldersamfunds udvikling igennem flere århundreder.

Et kolossalt areal måtte udgraves, man havde nemlig fundet en vandrelandsby, dvs. en bosættelse, som med regelmæssige mellemrum var blevet flyttet inden for et større område – en landsbyform, som skulle blive så almindelig i Danmark igennem jernalderens mange århundreder.

I Grøntoft har man fundet sporene efter et eller måske snarere to små landsbysamfund, som fra det 5. århundrede til og med det 3. århundrede f.Kr. dvs. gennem ca. 300 år var blevet flyttet rundt inden for det territorium, der hørte til landsbyen eller landsbyerne. Mere end 250 hustomter spredt over et stort område måtte arkæologerne udgrave, før de kunne danne sig et billede af dette tre hundredårige forløb.

Husene har været lange, rektangulære bygninger, hvis tag blev båret af to parallelle rækker stolper, en tydelig videreudvikling af bronzealderens treskibede langhus men alligevel med påfaldende forskelle.

En bronzealderbebyggelse havde tidligere ligget i området. Den lå højt i terrænet, som det er typisk for bronzealderens bosættelser, og havde sikkert kun bestået af nogle få hushold. Den efterfølgende jernalderbebyggelse havde derimod rummet betydelig flere mennesker og lå anderledes placeret – på lavere eller jævnt skrånende terræn.

Henved 250 huse havde dette samfund opført, brugt og senere nedrevet i løbet af lige så mange år. Jernalderbebyggelsen begynder i det 5. århundrede f.Kr. med en landsby med ca. 20 huse, hvoraf halvdelen har været større langhuse placeret inden for et afgrænset areal men i øvrigt liggende uden nogen klar orden bortset fra, at de alle var orienteret øst-vest.

Bygningerne var ca. 7-11 m lange, de mindre havde haft plads til 6-8 opstaldede dyr, de større til 14-16 dyr. Hvor mange af gårdene, der har stået samtidig i denne første jernalderbosættelse, kan man ikke afgøre. Men der er ikke tvivl om, at der er tale om en lille landsby, i karakteren tydeligt afvigende fra den blot få hundrede år ældre bronzealderbosættelse.

Var konturerne af denne den ældste landsby ikke helt tydelige, så var de det til gengæld i en af de efterfølgende bebyggelser fra det 3.-2. århundrede f.Kr. Her lå nemlig et antal gårde inden for et indhegnet areal, ca. 2700 m² stort. Det gav et klart øjebliksbillede af landsbyen, som den havde set ud omkring 250 f.Kr.

Omkring bebyggelsen lå et palisadehegn med et par indgange i henholdsvis nord og syd. Det forholdsvis spinkle hegn havde næppe haft forsvarsmæssige formål men skulle nok snarere tjene til at markere et fællesskab og holde løsgående kvæg væk fra husene, hvis vægge og tag let kunne beskadiges af dyrene.

Landsbyen bestod af 12 bygninger, nemlig fem større gårde med plads til 8-18 kreaturer, to mindre med 3-4 kreaturer, tre langhuse som tilsyneladende ikke havde nogen stald, samt et par forrådshuse. Landsbyen må have rummet 8-10 hushold, dvs. omkring 50 mennesker og 70-80 kreaturer.

Ved udgravningerne var det muligt at skelne mellem to forskellige faser i de par generationer, den indhegnede landsby må have eksisteret. I den sene fase blev palisadehegnet bygget om, men der skete ikke større ændringer, hvad angik antallet af gårde. Det er karakteristisk for husene, at de alle ligger orienteret øst-vest.

Desuden at der ikke er hegn, som adskiller de enkelte gårdsenheder, som man ser det i senere landsbyer – og at gårdene havde fælles adgang til det omgivende land og ikke hver deres egen udgang gennem palisaden, som det også senere blev almindeligt.

Hele anlægget giver indtryk af, at der i landsbyen må have eksisteret et ret vidtgående fællesskab, ganske som man kan se det i de endnu større landsbyer, der kendes kun hundrede år senere.

Ser man ud over det vældige udgravede areal af Grøntoft-bebyggelsen, er billedet noget forvirrende. Kun få steder finder man mere eller mindre velafgrænsede landsbyer, som beskrevet ovenfor. Men der er ingen tvivl om, at de mange huse hører til en enkelt eller måske to små landsbyer, der med en eller to generationers mellemrum flytter rundt på den samme sandede bakkeø.

Hvorfor nu denne bestandige flytten rundt på landsbyen, som må være sket mindst en halv snes gange i løbet af de knap 300 år, den eksisterede? Forklaringen skal nok søges i jernalderbøndernes ønske om at udnytte landsbytomtens velgødede jord. Uden en fornuftig jordbearbejdning ville de små markstykker, som omgav landsbyen, hurtigt blive udpinte.

Gødskning i et vist omfang var altså en nødvendighed, men de plovtyper, man rådede over, gav ikke mulighed for at pløje gødningen ned og dermed udnytte den rimeligt. Jorden på selve landsbytomterne blev imidlertid til stadighed gødet af dyr og mennesker og havde altså en betydelig næringsværdi.

Det var derfor en enkel og økonomisk løsning at flytte husene, når de med tiden blev udtjente, og så pløje det forladte bopladsområde og udnytte det til planteavl.

Vi ved ikke, hvor almindelig denne fremgangsmåde var for landet som helhed. Men meget tyder på, at den var vidt udbredt, selv om der også i visse egne med høj jordbonitet må have eksisteret mere stedbundne bosættelser. Noget sådant kan i hvert fald konstateres lidt senere, i tiden omkring Kristi fødsel.

Men nu til de enkelte gårdsanlæg, som tilsammen udgjorde vandrelandsbyen. Her i det vestjyske område var husene i jernalderens første tid gerne ret små, ofte kun 8-10 m lange og ca. 5,5 m brede. De var altid treskibede, dvs. med to rækker indvendige, tagbærende stolper og med vægstolper, som stod med stor indbyrdes afstand.

Sammenlignet med bronzealderens huse var der både forskelle og lighedspunkter. Grundmønsteret, dvs. den treskibede opdeling, var det samme, men jernalderhusene var næsten altid kortere og indrettet således, at østenden havde været stald, mens vestenden havde tjent som beboelse. Indgange var der både i den nordlige og den sydlige langside.

I staldenden, som var adskilt fra de øvrige dele af huset med en væg, kan man ofte se spor efter båseskillerum – noget som kun sjældent sås i bronzealderhusene. På de ældste af jernalderhusene var gavlene derimod afrundede, ganske som på bronzealderens huse.

De tidlige jernalderhuse var dog ikke altid så korte som netop beskrevet. Nogle kunne nå op på 17-18 ms længde og rumme omkring 16 stykker kvæg. Til gengæld var bredden den samme, ca. 5,5 m sikkert bestemt af den måde, man opstaldede dyrene på.

Byggetraditionerne ændredes imidlertid hurtigt i denne tid. Snart forsvandt mange af fællestrækkene med bronzealderhusene, og man fik i stedet langhuse med lige afskårne gavle.

Ydervæggen med fletværk blev nu sat i en nedgravet grøft, og uden for den stod spredte stolper til støtte for taget. Denne konstruktionsform er bl.a. fundet helt ude ved Vestkysten, ved Klegod nær Ringkøbing, forbløffende velbevaret, idet dele af trækonstruktionen endnu var intakt.

Senere endnu kom nye konstruktive detaljer til, først og fremmest en kraftigere ydervæg sat i en bred og dyb grøft.

Antallet af støttestolper til taget øgedes også. Disse stod nu ikke blot tættere men var også kraftigere end tidligere.

I løbet af det 3. århundrede f.Kr. er man så nået frem til en vis forenkling af byggeskikken. Grundplanen er stadig den samme, to rækker tagbærende stolper, to indgange og lige afskårne gavle, men ydervæggene består nu kun af en enkelt stolperække sat i en grøft og uden støttestolper. Hermed var den hustype skabt, som skulle forblive i brug over størstedelen af landet igennem de næste århundreder frem til tiden efter Kristi fødsel.

Til disse beboelses- og staldbygninger kunne der knytte sig mindre, rektangulære bygninger, der blev brugt som forrådshuse eller værksteder. De mangler altid båseskillerum og er sjældent mere end 6-9 m lange. Enkelthederne i deres konstruktion er i øvrigt lidet kendt.

Størsteparten af de kendte hustomter fra jernalderens første århundreder er udgravet inden for et begrænset område af Vestjylland. Man kunne derfor spørge, hvor typisk er det nu tegnede billede af landsbyerne og deres huse for Danmark som helhed? Der er god grund til at tro, at vandrelandsbyen var et vidt udbredt fænomen. Men så omfattende udgravninger af de tidligste jernalderbosættelser som i Grøntoft er endnu ikke gennemført andre steder i landet.

Nogle steder har man fundet landsbyer af beslægtet karakter, f.eks. ved Drengsted syd for Ribe. Her lå i det 3. århundrede f.Kr. en landsby af samme type som i Grøntoft. Husene lå dog mere spredt, deres indbyrdes afstand var mellem 35 og 115 m. Efter alt at dømme må et fællesskab have eksisteret mellem disse hushold, men landsbyens karakter er endnu langtfra afklaret.

Det samme gælder ved Sarup på Sydvestfyn, hvor man på det næs, som i bondestenalderen rummede et stort samlingsanlæg (se illustration), fandt 6-7 gårde med 16-75 m indbyrdes afstand. Husene var mellem 13 og 22 m lange, og samlet kunne de rumme ca. 100 stykker kvæg.

Hele landsbyen dækkede omkring 3,5 ha, og der var antydninger af, at husene havde været opført omkring et fællesareal, måske i lighed med den forte, der forekommer i nogle landsbyer i de sidste århundreder f.Kr.

At Saruplandsbyen havde været en vandrelandsby, var der også tegn på. Inden for et noget større areal end det udgravede blev der fundet spor efter en vist nok ubrudt bosættelse fra 5. århundrede f.Kr. og frem til tiden efter Kristi fødsel. Baggrunden for denne kontinuerlige udnyttelse af området må bl.a. have ligget i de store omgivende engarealer, der var så velegnede til kvæggræsning.

Ved den udgravede Saruplandsby blev der i øvrigt også fundet svage spor efter en voldgrav. Det rejser spørgsmålet om nogle af disse de tidligste jernalderlandsbyer var befæstede? Enkelte var det vel, men et sikkert svar kan endnu ikke gives.

En fornyet undersøgelse af den berømte jernalderlandsby Borremose i Himmerland, som omtales nærmere i bind 2, kunne måske afklare problemet. Udgraveren beskrev i sin tid det ældste Borremoseanlæg som en tilflugtsborg omgivet af en voldgrav med en befæstningsvold og altså ikke som en egentlig beboelse.

Anlægget skulle kun have været i brug over en kortere periode, hvorefter det blev nedlagt – og en ubefæstet landsby blev senere, i tiden kort før Kr.f., anlagt på samme sted. Det er imidlertid sandsynligt, at den beskyttende voldgrav allerede fra begyndelsen har omgivet en landsby. At dette ikke er blevet dokumenteret skyldes måske snarest nu forældede udgravningsmetoder. Anlægget blev udgravet omkring 2. verdenskrig, og dets egentlige karakter må indtil videre betragtes som uafklaret.

Det er således et lidt spredt og usammenhængende billede, der tegner sig af den ældste jernalderbebyggelse i Danmark. Alligevel er det muligt at følge nogle hovedlinier fra omkring 500 f.Kr. og frem til det 2.-1. århundrede f.Kr., hvor den nye landbrugsform fremtræder i sin fulde bredde, og som det indgående skal beskrives i det efterfølgende bind.

Et radikalt anderledes bondesamfund var tydeligvis under dannelse. Den sluttede landsby drevet i et klart fællesskab må være opstået allerede kort efter 500 f.Kr. En del af landsbyerne var desuden vandrelandsbyer, der ligesom de mere stedfaste bosættelser byggede deres eksistens på en nøje planlagt udnyttelse af det omgivende ager- og græsningsland.

Gårdsanlæggene i disse samfund havde i deres form tydelige rødder i den forudgående bronzealder men peger på den anden side også i mange enkeltheder fremad mod byggeskikken i tiden omkring Kr.f.

Opstaldningen af kvæget var f.eks. blevet et fast træk ved langhusene – og bl.a. udnyttelsen af dyrenes gødning må dermed have fået afgørende betydning for hele driftsformen. Det er mod de håndgribelige spor efter denne, vi i det følgende skal vende blikket.