Den rige enke

Didrik Mahr tilhørte en af byens mest formuende købmandsslægter. Og da hans svigermoder, Maren Klavsdatter, enke efter en velhavende købmand, døde i 1620, blev hans formue øget betydeligt. Boskiftet efter salig Maren fortæller om en efter tidens målestok anselig borgerlig rigdom.

Maren efterlod sig ud over en guldkæde af firkantede murstensformede led 22 guldringe, en signetring og adskillige sølvkander og sølvbægre. I købmandsgården fandtes 17 sengedyner, 8 dundyner, 20 hoveddyner, 16 par lagener, 9 damaskduge og 37 andre duge. Blandt salig Marens klædninger var der, foruden en fin kåbe med blomstret fløjl under, en kørekåbe med fløjlskrave og adskillige silkeskørter. Stuerne var møbleret med to sengesteder, to kister fra Danzig, et rødfarvet bord af løn, malerier og spejle.

Hovedgården, i hvilken fru Maren selv havde boet, blev vurderet til 2000 daler, et beløb, der svarede til værdien af de allerstørste af byens købmandsgårde. Derudover ejede enkefruen en gård til en værdi af 350 daler, der var udlejet til Reinholdt Vagtmester, tre andre boliger, en gård næst op til Hans Olsens, værdi 250 daler, og endelig nogle bindingsværkshuse med lerklinede vægge – fattigfolks våninger.

Ud over inventaret havde fru Maren også en pæn formue i penge. Ved sin død skyldte hun ganske vist 1200 daler væk, men til gengæld havde hun et udestående på over 3000. Blandt hendes kreditorer var adelsmanden Christoffer Ulfeldt, der alene skyldte hende 2000 daler plus renter – et forvarsel om den likviditetskrise, som efterhånden skulle gøre dele af adelen stadig mere afhængige af borgernes evne til at låne rede penge ud.

Desuden oplyser skifteprotokollen, at fru Maren havde en andel i et skib, der var solgt til Hamburg, og at hun havde investeret 100 daler i Det ostindiske Kompagni, som Christian 4. havde grundlagt i 1617. Endelig blev der som følge af fru Marens testamentariske bestemmelser givet 200 daler til de fattige.

Det var et hus som salig fru Marens, den franske gesandtskabssekretær Charles Ogier besøgte, da han ledsagede sin herre, gesandt Claude de Mesme, greve af Avaux, der i 1634 ankom til Danmark for at repræsentere den franske konge i anledning af brylluppet mellem Christian 4.s søn, den udvalgte prins Christian, og Magdalena Sibylla, kurfyrsten af Sachsens datter.

„Jeg har besøgt flere privathuse,” skriver Ogier i sin rejseberetning, „og fundet dem særdeles smukke, overalt smykkede med malerier og prydede med de skønneste kister. Alle vegne ser man det fineste linned, og jeg undrede mig over selv i barberernes bod at finde fine og kostbare håndklæder til brug for håndværkere og daglejere, skønt der ingen overflod dér i landet er på hør og hamp. I intet andet land har jeg set så store og smukke sengelagener som her”. Ogier syntes dog, at sengene var alt for korte og fjerdynerne alt for tætstoppede. Han fik kvælningsfornemmelser, når han gik til sengs.

Men byen betog Ogier. Den er ganske vist „mellem de mindre, eller rent ud sagt lille”, men han roser den for dens lige og brede gader. Husene er anselige både udvendig og indvendig og næsten alle bygget af røde sten – gesandtskabssekretæren har som den ægte turist glemt at kikke ned i sidegyderne og ganske overset småkårsfolkenes boliger. Men de huse, han har lagt mærke til, er velholdte. De får deres lys gennem vinduer af det klareste glas, som bliver pudset hver ugedag, og dørene er overbygget med bislag, som rager ud på gaden, og under hvilke der findes både bænke og søjler, så de ligner korthuse.