Rigdomskilden Øresund fremstillet allegorisk af maleren Isaac Isaacsz i 1622. Havguden Poseidon og al frugtbarheds moder, gudinden Kybele, læner sig til krukken, det herlige vand vælder ud af. Kybeles løve, der altid følger hende, vogter Sundet, og Triton, Poseidons søn, udblæser Sundets ry med sin konkylie. I baggrunden Helsingør, Kronborg og forbisejlende skibe. Motiver fra den græske gudelære var meget populære i 1600-tallet, inspireret af renæssancens dyrkelse af oldtiden.

.

I Helsingør tingbog, købstadens retsprotokol, anførte skriveren i margen tegninger, der henviste til de sager, der blev ført, så man let kunne finde frem til den sag, man søgte. Træet, ud for hvilket står „skov” refererer til en sag, hvor der ulovligt var hentet brænde i skoven, og den anden sag handlede om en mand, der var anklaget for at slå og trække sin kone i håret, ja, han havde næsten myrdet hende.

.

Maleriet her er fra en af tidens store handelsstæder, Antwerpen i Nederlandene. Bebyggelsen med huse, hvis gavle vendte ud mod gaden, blev efterlignet flere steder i Danmark. Fra 1600-tallets begyndelse findes ingen billeder med Helsingør som motiv.

.

Det var dog ikke de sidste tiders grumme bæger, en fremmed sømand drak ud, da nogle af Helsingørs bytjenere opsøgte ham på Maren Sneverlings værtshus. Han var rømmet fra sit skib, og skipperen havde bedt købstadens myndigheder om at fange ham. Men sømanden var ikke til sinds at lade sig føre bort. Han slog bysvendene blå og blodige, så selveste fogeden måtte hentes for at få ham fjernet.

Helsingør var Danmarks port til den store verden. Alle skibe, der sejlede til Østersøen fra Vestersøen, som alle have vest for indsejlingen til Øresund kaldtes, og tilbage igen, måtte kaste anker på reden ud for Helsingør. De skulle betale told til kongen.

Efter tidens danske målestok var Helsingør en stor købstad med sine mellem 5000 og 10.000 indbyggere. Det var en livlig by, hvis befolkning var sammensat af oprindelige helsingoranere, folk fra det øvrige Danmark og udlændinge, der enten lå over for en stund eller slog sig ned for stedse. Blandt købstadsboerne kunne man møde Maren Snekkersten og Peder Espergærde fra stadens nærmeste opland, Hans Køge og Niels Læssøe fra fjernere landsdele, Jørgen Luneburg og Peder Svenske fra udlandet – og Tyske Margrete.

Byens indvånere blandede sig med de mange fremmede matroser, købmænd og lykkejægere, der blev sejlet i land fra de udenlandske skibe. Og de fremmede kunne besøge værtshuse, som var ejet af folk, der stammede fra deres eget land. Men ingen god rus måtte få skipperen til at glemme at melde sig ved Øresunds toldkammer for at deklarere sine varer og betale told til Kongelig Majestæt.

Helsingørs indbyggere levede af at handle med de fremmede. Skibene skulle have proviant – brød, ost, øl, grøntsager, smør, tovværk og andet – for de kom langvejs fra og var længe undervejs. Så de helsingørske skudeskippere sejlede med deres små fartøjer til andre dele af Danmark og hentede korn og anden fetalje, vendte tilbage og solgte det til deres udenlandske kolleger, fra hvem de købte fremmede varer, som de solgte indenlands.

Det var en god forretning, og derfor måtte de lokale købmænd bestandigt slås med folk, der kom til byen, gjorde en god handel og derefter drog bort, når de havde „fået posen fuld”. Men de lokales interesser stred mod kongens. Især efter bygningen af Kronborg, der skulle våge over indsejlingen til Øresund, ønskede slottets bygmester, Frederik 2., at Helsingør formerede sig med stadigt nye tilflyttere. På borgmestre og råds indstændige henstilling måtte kongen dog love, at kun de, der nedsatte sig i købstaden på livstid, skulle få lov til at drive købmandskab. Samtidig indskærpede han, at de tilkommende ikke måtte fare med nogen sekt eller anden kættersk lærdom.

Selv om kongen på forskellig vis søgte at ophjælpe byens handel, sørgede han dog for selv at have den absolutte forkøbsret, som skaffede ham den bedste vin, de herligste krydderier og de fineste sydfrugter. Han opkøbte malerier, olie, øl og glas og kostbare rariteter såsom elfenben, papegøjer og marekatte.

Dog hændte det, at de lokale handlende prøvede at komme kongen i forkøbet. I 1628 skrev Christian 4. således til lensmanden på Kronborg, at han havde erfaret, hvorledes høkersker og andre fra Helsingør dristede sig til forlods at drage ud til skibene, når de ankom udi Øresund fra Spanien og andetsteds med pommerantser, citroner og andet sligt, og opkøbte varerne. Så når skibene endelig opkom til toldboden, fik kongen ikke andet end det, andre havde vraget. En sådan urimelig handel skulle der straks sættes en stopper for.

Men alene Helsingørs placering gjorde, at borgerne tjente godt, selv når de ikke gik kongen i bedene. Og det smittede af på købstadens udseende og indretning. Ganske vist bevarede byen sit middelalderlige præg med snævre og mørke stræder, der klemte sig inde mellem de smalle og langstrakte huse, hvis cirka 10 meter brede facader lå ud mod gaden. Men de formuende købmænd byggede prægtige gårde af røde mursten med pynt og forsiringer.

Indvånerne grupperede sig i kvarterer og gader efter stand og erhverv. De rige boede helst ud mod hovedgaden, det styrkede deres forretning og rygte. De mindre håndværkere samlede sig i bestemte gader, og skilte med grovsmedens hestesko, skrædderens saks, klejnsmedens nøgle og bøddelens rødmalede sværd fortalte, hvad hver især havde at byde på. Ved siden af købmændene og håndværkerne var der de mange løse folk, som søgte til Nordsjællands eneste større bysamfund. De måtte leje sig ind hos de mere velhavende og ofte friste tilværelsen i små skidne og utætte våninger til en ublu husleje.

Navnene fortæller, hvad folk var beskæftiget med. Vi træffer Søren Grydestøber, Peder Støvlesmed, Jacob Eddikebrygger og Anne Løgkvinde. Den, der ville høre eventyr om det store udland, kunne opsøge Jacob Ostindiensfarer eller Jan Fransfar, der havde besøgt Frankrig. Der var de mere triste skæbner som Stodderkongen og Hovmodig Børges uægte barn. Og på de utallige værtshuse kunne man møde Den hvide Høne, Den blå Due, Hønsekød og Flækkesild, der hørte til blandt byens prostituerede.

Det kunne være besværligt at finde frem til den helsingoraner, man ønskede at træffe. Der fandtes enkelte faste gadenavne såsom Slotsgaden, Brøndstrædet, Kirkestrædet og Torvet, hvor slagterboderne var rejst, men ellers måtte man, når man spurgte sig for, nøjes med angivelser som stedet „imod kongens plankeværk”, „tværs over for Anne Trommeslagers” eller blot „den anden gade, som går på skrå”.

Og det kunne være sin sag at nå frem til den, man søgte. Gaderne var fyldt med skidt og skarn, og overalt stødte man på omkringløbende svin, hunde og geder. Fra slutningen af 1500-tallet, da kongen og de fornemme herskaber efter bygningen af Kronborg kom oftere til Helsingør, fik myndighederne stribevis af ordrer om at holde byen mere ren. Bøddelen fik besked om at fange de omstrejfende hunde og slå dem ihjel. Svinene blev gennet ind på kirkegården, så ejerne kunne hente dem mod bøde og formaning. Og for at de kongelige vogne ikke skulle sidde fast i gadernes mudder og det, der var værre, begyndte man en brolægning. Men byens borgere, der havde vedligeholdelsespligten, sad ordrerne overhørig og nøjedes med at kaste grus oven på skarnet, når det havde nået en alt for ulidelig højde.

Der fandtes således de bedste betingelser for pest og andre smitsomme sygdomme, der da også med mellemrum reducerede befolkningstallet betragteligt. Men til trods herfor levede og virkede tusinder af mennesker på et uhyre lille byområde, og de udenlandske skibe, der lagde sig ud for toldboden, spyede atter og atter fremmede søfolk ind i den overbefolkede kyststad.

Det måtte nødvendigvis føre til klammerier og slagsmål, især når gæster såvel som hjemmefødninge fik mere end en tår over tørsten. Mord, knivstikkerier og brodne pander hørte til dagens og byens orden, og det skete ofte, at et af ofrene lod sig „bese” af en nysgerrig flok, der skulle ynke den sårede og være vidner for ham, når han stævnede den, der havde forulempet ham.

For at dæmpe gemytterne var strafferedskaberne blandt byens mest iøjnefaldende vartegn. Uanset om man kom fra sø- eller landsiden, fik man som første velkomst synet af galgen med de dinglende kroppe, på torvet var rejst en kag, hvortil delinkventen blev bundet og pisket, og både på skibsbroen og på torvets fire hjørner fandtes der halsjern, hvori den, der havde forbrudt sig mod loven og torvefreden, blev anbragt til spot, spe og advarsel.

Det var byrådet med dets borgmestre og rådmænd, der var udvalgt blandt købmændene, som sad inde med domsmyndigheden, og det var byfogeden og bysvendene, forløberne for vore dages politi, der skulle bringe synderne til veje. Men det kunne være svært at opretholde ordenen, for det skete ikke sjældent, at borgerne satte sig til modværge, når bysvendene dukkede op for at foretage en arrestation. I 1606 meddelte seks borgere således bysvenden, der kom efter en eftersøgt, at myndighederne tog ganske fejl. „De vidste ikke, hvad øvrighed, de havde”, sagde de til svenden, „den ene borgmester er altid fuld, og den anden får de ond besked hos, og at 7000 djævle måtte have en sådan øvrighed”.

At der kunne være noget om de utilfredse borgeres snak, viser historien om borgmester Didrik Mahr, der engang slog Dorthe Clausdatter for munden, fordi hun havde nægtet ham en dans under en bryllupsfest. Borgmesteren mente dog, at han kun havde rørt hende med sin baghånd, og at hun hverken var blevet rød, blå eller blodig, men Didrik måtte trods alle forklaringer betale en bøde på tre mark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En broget købstad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig