Guldhalssmykke fra Grevinge Mark i Odsherred. Sådanne halssmykker, der er fremstillet af det første guld, der kom til Danmark i oldtiden, kaldes af arkæologerne lunula, det latinske ord for halvmåne.

.

Kort over fund af metaløkser fra bondestenalderens slutning. Deres geografiske fordeling viser dels hvilke dele af landet, der var de rigeste, dels hvilke egne, der opretholdt forbindelser med de metalproducerende områder i Europa.

.

De tre vigtigste typer af metaløkser fra bondestenalderens slutning. Til venstre en økse af vesteuropæisk oprindelse, i midten en økse, som er fremstillet i Danmark og til højre en økse, hvis hjemsted er det centraleuropæiske område, sandsynligvis Mellemtyskland eller Tjekkiet/Slovakiet.

.

Det største offerfund af metalsager fra bondestenalderens slutning fundet i Gallemosen nordøst for Randers. Fundet rummede en blanding af fremmede og hjemligt fremstillede metalgenstande, først og fremmest økser men også tre tunge, mærkeligt formede stænger, muligvis beslag til åget fra et forspand til en vogn.

.

Også til Danmark nåede metalteknologien omkring 2000 f.Kr. Det skete i den sidste del af den periode, der kaldes den sen-neolitiske eller dolktiden. Traditionelt sætter man bronzealderens begyndelse til 1700 f.Kr., men den kunne lige så vel sættes til 2000 f.Kr., for på det tidspunkt begyndte den første lokale bronzeproduktion. Og det skete med dybtgående forandringer af samfundet som følge. Metallet blev den katalysator, der satte en ny samfundsudvikling i gang.

Med bronzealderen trådte det enkelte menneske så at sige ud af den anonymitet, det havde levet i stenalderen igennem. I modsætning til stenalderens gruppeorienterede samfund var det, som kom til at kendetegne bronzealderens samfund, forskellene i rang imellem mennesker. Rangforskellene var igen forbundet med magt og prestige, hvis forudsætning var en vedvarende cirkulation af værdigenstande, som efter en vis tid blev destrueret eller taget ud af omløb ved at indgå i grav- og offerritualerne.

Det var her, at kendskabet til metal fik så afgørende en betydning for oldtidssamfundene. For metallet var et vigtigt middel til at demonstrere velstand. Både guld og bronze var en slags fælles værdimåler. Man kan næsten sige, at metallet var som et sprog, der blev forstået og accepteret overalt. Naturligvis kan også andre ting, såsom jord og kvæg, markere velstand.

Men det var først og fremmest metallet – samt en række andre eksotiske materialer, f.eks. rav – der blev udvekslet mellem de enkelte samfund. Og kontrollen med denne udveksling skabte nye former for magt og prestige, som igen påvirkede den sociale orden og førte til nye former for samfundsdannelser.

At metallet virkelig spillede denne rolle for oldtidssamfundene, ser man bl.a. af, at samtidig med at guld og bronze kom i omløb i storre mængder, da dukkede også de kæmpemæssige langhuse op: huse med en længde på over 40 m. De er et udtryk for, at noget grundlæggende i hele samfundets måde at organisere sig på var ved at blive ændret. Men herom senere.

Bronzen var altså mere end blot et nyttemateriale. Det kan være svært for et nutidsmenneske at forstå. Og man har da også tidligere mest hæftet sig ved, at bronzen helt enkelt var flinten overlegen som råmateriale. Den var mere effektiv, bl.a. til praktisk træarbejde. Men bronzen havde også en symbolsk og social betydning.

Det viser sig ved, at den i udstrakt grad blev brugt i forskellige sociale og rituelle sammenhænge. De to funktioner, den praktiske og den sociale, skal derfor ses i sammenhæng med hinanden. Og forstå bronzealderens samfund kan vi kun, hvis vi ser på de kulturelle sammenhænge, bronzen optrådte i.

Langt hovedparten af de første metalsager, som kom i anvendelse i Sydskandinaviens bondesamfund, var økser. Ja, det var i begyndelsen næsten den eneste genstandsform, som blev fremstillet herhjemme. Hvis man undersøger disse tidlige metaløkser for spor efter slid, viser det sig, at en tredjedel af dem har fået forkortet øksebladet som følge af opskærpning. Og to tredjedele af dem har skader på æggen som følge af, at de har været brugt til huggearbejde. Det taler naturligvis for, at okserne var praktiske redskaber, der bl.a. blev brugt til fældning af træer.

På den anden side er der også klare tegn på, at okserne blev brugt som symboler i forskellige sociale sammenhænge. Mange af dem har aldrig været brugt til praktisk huggearbejde, og mange er dekorerede på en måde, der viser, at selve fremvisningen af oksen har været af stor betydning.

Heri ligner metaløkserne de flintøkser, som var i brug hos de tidlige agerbrugssamfund i bondestenalderen. Og ligesom flintøkserne blev også bronzeøkserne i stor udstrækning nedlagt som rituelle ofre i søer, moser og engdrag. De indgik altså i en rituel praksis, som havde rødder langt tilbage i tiden.

Hvor store mængder bronze, der fra begyndelsen var i cirkulation herhjemme, er svært at sige. Men fra tiden mellem ca. 2000 og 1700 f.Kr. kender vi ca. 300 metalgenstande – langt størsteparten okser, der var støbt herhjemme. Det var altså til en begyndelse en meget ensidig produktion, der udgik fra bronzestøbernes værksteder. Det metal, man fik udefra, bestod ganske vist af ret varierede former. Men når man støbte herhjemme, holdt man sig som regel til økserne.

Økserne kunne dog have forskellige former, en halv snes forskellige varianter er der i alt tale om; alle tilhører de den gruppe, man kalder randlisteøkser. Men i detaljerne var der mange variationer. Endnu var metalhåndværket ganske nyt, og der var – modsat flinthåndværket – ikke særlig faste normer for, hvordan økserne skulle se ud. Mejsler fremstillede man også, men sammenlignet med økserne kun yderst sjældent. Der kendes fra hele perioden kun et par mejsler.

Også dolke og dolkstave blev fremstillet. De sidste kender man fra ca. 20 fund i Danmark. Heraf er ca. halvdelen fremstillet herhjemme. Dolkstavene havde man fælles med bronzealdersamfundene over store dele af Europa. I meget beslægtet udførelse og i store antal kan man finde disse dolk-stave i Irland, Mellemtyskland og Sydvestspanien.

De kendes endvidere fra England, Skotland, Bretagne, Brandenburg, Mecklenburg, Pommern og det centrale og nordlige Polen og viser således, i hvor høj grad man brugte de samme statussymboler over store dele af Europa. I Danmark blev de altid nedlagt som offergaver enkeltvis i vådområder. Længere sydpå finder man dem både nedlagt som offergaver og som statussymboler i de rigt udstyrede grave.

Der er ingen tvivl om, at langt hovedparten af den bronze, der nåede til Danmark i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr., kom fra det rige center i Mellemtyskland, få hundrede kilometer syd for Danmark. Fra Únetičeregionens nordlige del gik en strøm af metalsager mod nord. Også tidligere havde man modtaget metal herfra, men i tiden efter 2000 f.Kr. øgedes tilførslerne betydeligt.

Et enkelt fund kan belyse dette. Det er det store offerfund, som blev fundet i en mose ved Randers, den såkaldte Gallemose. Her var en fornem samling af metalgenstande blevet nedlagt i det, der dengang var en åben sø. Formentlig er nedlæggelsen sket fra en båd.

I fundet indgik nogle mærkelige, krogformede beslag, der er blevet tolket som metalbeslag til åget på et forspand til en vogn. De er efter alt at domme blevet fremstillet i Únetičeområdet sydpå. Dekorationen af sildebensbånd og zonerne af lodrette og skråt skraverede bånd har paralleller i det mellemtyske bronzehåndværk.

Sammen med krogene fandt man ni randlisteøkser. En af okserne havde et skeformet ægparti. Dens form viser, at den var støbt i det centraleuropæiske område. En anden havde et såkaldt ”regnmønster”, der viser, at dens oprindelsesområde var De Britiske Øer. Endelig er der de resterende okser, hvoraf nogle var forsynet med tværriller på ægpartiet. De synes at være fremstillet herhjemme. Desuden rummede Gallemosefundet syv åbne, ovale ringe og to såkaldte blodigelringe. Også de var fremstillet i Únetičeområdet på den anden side af Østersøen.

21 genstande med en samlet vægt på 12 kg rummede fundet. Det tegner så at sige et billede af den tidligste metalproduktion herhjemme: Hovedparten af inspirationen til formgivningen samt råmaterialerne kom fra kontinentet i syd, medens en mindre del var fra det angloirske område i vest. Endelig var en ikke ubetydelig del hjemligt arbejde. Bestemmelserne af, hvor genstandene kom fra, støttes også af analyser af metallets sammensætning.

Det metal, som disse tidlige genstande var støbt af, var næppe bronze i den forstand, man senere i det 2. årtusinde f.Kr. brugte det. Den egentlige tinbronze, en legering af ca. 90% kobber og 10% tin, gik man først helt over til i tiden omkring 1700 f.Kr. Her i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. var endnu kun en tredjedel af det anvendte metal en egentlig tinbronze. Resten var mere eller mindre urent kobber.

At man med tiden begyndte at tilsætte tin til kobberet, havde formentlig noget at gøre med opdagelsen og udnyttelsen af tinforekomsterne i Erzgebirge. Legerede man de to metaller, fik man nogle åbenlyse forbedringer: dels et hårdere produkt, dels et lavere smeltepunkt. Det var en forbedring, man tidligere nåede frem til i Vesteuropa, hvor man allerede i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. udnyttede tinforekomsterne i Bretagne og Cornwall. De vesteuropæiske metalgenstande blev således på et tidligt tidspunkt fremstillet af bronze med et meget højt tinindhold, 9-14%.

Herhjemme var det heller ikke rent kobber, man anvendte til støbningen. Kobberet var nemlig fuld af urenheder som arsen, antimon, nikkel og mange andre stoffer. Disse urenheder kan man bestemme med moderne naturvidenskabelige metoder, og de viser det samme som studiet af metalgenstandenes former, nemlig at metallet for størstedelen kom hertil sydfra.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det første metal i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig