Efter krisen

Fra 1994 gik det igen fremad på Færøerne. Først langsomt, men efterhånden i et så voldsomt tempo, at man i 1998 kom i en økonomisk situation, der mindede om højkonjunkturen midt i 1980'erne. Faresignaler kom der også denne gang. Færøernes eksport bestod stadig for 97 procents vedkommende af fiskeprodukter eller produkter relaterede til fiskeri. Det betød, at Færøerne nu som før var yderst sårbar over for fluktuationer i både fiskemængder og handelspriserne på fisk. Et uheldigt pres for at øge fiskeriet blev dermed også bibeholdt. Uden de finansielle problemer, der ti år havde hobet sig op, lykkedes det dog at styre fri af nye problemer, og Færøerne stod ved årtiets udgang atter som et velfungerende og attraktivt land. De fleste af de unge emigranter fra kriseårene vendte da også tilbage.

Også med hensyn til den politiske styring stod Færøerne stærkere end før krisen. Bankvæsenets adskillelse fra snævre politiske interesser var i sig selv af afgørende betydning. Men også Landsstyret havde undergået en vigtig forandring. Tidligere havde det været et kollektivt styre, hvor alle medlemmerne var ansvarlige for de beslutninger, der blev taget. Denne styreform gjorde det svært at placere et ansvar, når noget gik galt, og det medførte, at sager, som strengt taget ikke havde noget med hinanden at gøre, kunne blive knyttet sammen i problematiske aftaler for at tilgodese de mange stærke interessegrupperinger i det færøske samfund. Efter krisen overgik Landsstyret til ministerstyre med individuelt ansvar og beslutningskompetence inden for veldefinerede områder. Det var et stærkt slag mod det, der indimellem blev betegnet som klientelisme på Færøerne. I samme retning virkede også afskaffelsen af kravet om absolut flertal i Lagtinget og opstramningen af grænserne mellem den udøvende og lovgivende magt. En længe efterlyst forenkling af den kommunale struktur blev det dog ikke til.

I kølvandet på krisen var der på Færøerne en almindelig stemning for, at den danske indflydelse skulle fjernes eller i hvert fald mindskes drastisk. Denne holdning gjorde ikke blot det borgerlige parti Fólkaflokkurin og det republikanske Tjó veldisflokkurin, men også det socialdemokratiske Javna arflokkurin til deres. Det var tre ud af de fire store partier i færøsk politik. Det fjerde, „danskepartiet” Sambandsflokkurin, havde vanskelige tider.

Efter lagtingsvalget den 30. april 1998 gik Fólkaflokkurin og Tjó veldisflokkurin i koalition med det lille Sjálvstýrisflokkurin på et program om selvstyre. Det førte til, at lagmand Anfinn Kallsberg fra Fólkaflokkurin den 25. november 1998 nedsatte en kommission til at udrede grundlaget for en traktat mellem Færøerne og Danmark, der skulle etablere Færøerne som en suveræn stat i personalunion med Danmark.

Resultatet forelå et lille år efter. Forhandlinger med Poul Nyrup Rasmussen om selvstyret var da allerede gået i gang, men efterhånden kølnedes de færøske vælgeres interesse noget. I 1990'ernes stærkere internationale konkurrence var den ensidige erhvervsstruktur mere sårbar end tidligere, især fordi den største aftager EU, som Færøerne stod udenfor, lagde begrænsninger på Færøernes fiskeeksport. Bloktilskuddet fra Danmark, der i 2000 var på omkring 1,3 milliard kroner, gjorde også større indtryk, jo længere væk fra de forbitrede kriseår man kom. Det svarede trods alt til 17 procent af det færøske BNP. Den 26. oktober 2000 brød selvstændighedsforhandlingerne med Danmark sammen, og derefter blev der kun holdt mindre formelle møder om sagen. En vejledende folkeafstemning om Færøernes fremtidige status skulle have være afholdt i 2001, men blev opgivet. Den blev skønnet overflødig, så længe Danmark stod fast på, at selvstændighed ville medføre en afvikling af bloktilskuddet over blot fire år.

Efter valget i 2002 var der igen ligevægt i Lagtinget mellem tilhængere og modstandere af fuld færøsk selvstændighed.

Politiske iagttagere var dog enige om, at skulle man en dag finde større mængder olie på færøsk territorium, ville selvstændigheden hurtigt blive en realitet. Færøerne havde vundet sig ejendomsretten til deres undergrund i 1992. Det var sket uden stor bevågenhed i Danmark, men var ikke desto mindre et skridt, der kunne få vidtrækkende følger.

En stærkere orientering mod andre nordatlantiske samfund var samtidig under udvikling. Det resulterede i et større samarbejde med først og fremmest Norge, Island og Grønland på grundlag af de fælles økonomiske og kulturelle træk, som resulterede i det nordiske atlantsamarbejde NORA fra 1996, men også Shetlandsøerne, Orkneyøerne, det nordlige Canada og dele af Skotland blev der rakt ud efter. Den langsigtede betydning heraf var det dog vanskeligt at spå om.

Det færøske samfund udviklede sig både under og efter den store krise. Det var en stor dag, da man i juni 1993 kunne meddele, at Færøerne var blevet selvforsynende med mælk, også selvom betydningen heraf ud fra en økonomisk betragtning var marginal. Det var vigtigt at vise, at man kunne blive selvberoende, og landbruget spillede stadig en vigtig rolle i den færøske selvforståelse. Selvom traditionel kultur spillede en større rolle på Færøerne end i Danmark, blev storbyliv alligevel den fremherskende norm. Torshavn var magneten, som tiltrak mennesker fra alle øerne. Her kunne man gå i biografen, til koncerter, teaterforestillinger og kunstudstillinger, studere ved højere læreanstalter og frekventere kinesiske og franske restauranter.