Enevældens kulturpolitik

Den kulturelle udvikling foregik i fuld forståelse med enevælden og med demonstrative loyalitetserklæringer over for styret og dets mænd. På sin side understøttede enevælden liberalt de kulturelle initiativer. Samtidig førte den selv en aktiv kulturpolitik, der skulle kaste glans over kongen og staten og fremskynde omdannelsen af Danmark fra en kulturel provins til et land, der i kunst og videnskab var jævnbyrdigt med det øvrige Europa.

Stiftelsen i 1742 af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab var udtryk for en professionalisering snarere end en egentlig modernisering: en koncentration af allerede igangværende aktiviteter. Oprettelsen i 1754 af kunstakademiet – Det kongelige danske Maler og Skulptur Akademi – var i højere grad en nyskabelse i overensstemmelse med de nye strømninger. Tanken bag kunstakademiet var – ligesom den havde været det bag tilløbene til et akademi allerede omkring 1740 – at gøre sig uafhængig af fremmede kunstnere i kongens og statens tjeneste.

I princippet var der tale om den samme nøgternt jordnære selvforsyningstankegang som manufakturpolitikken, der ligeledes sigtede mod uddannelsen af en hjemlig arbejdskraft, der kunne erstatte udlændinge. Nationale motiver lå ikke bag Frederik 5.s kulturpolitik. Kunstakademiet indgik derimod i styrets kulturelle prestigepolitik, idet de fremragende kunstnere, der blev kaldt til Danmark, sikrede den danske enevælde portrætter og skulpturer på et europæisk niveau. Som i Paris, men måske ikke helt så højt som i Versailles.

Takket være de fremmede professorer og rundelige stipendier til årelange studierejser til Paris og Rom blev der uddannet danske malere og billedhuggere, som i løbet af en 15-års periode næsten helt afløste de indkaldte fremmede: malerne Peder Als, Vigilius Erichsen, Nicolai Abildgaard og Jens Juel og billedhuggeren Johannes Wiedewelt.

På det tidspunkt udvidede akademiet endvidere sit virkefelt ved at undervise unge håndværkere i den gode smag – en forudsætning for det enkle og velproportionerede klassicistiske byggeri, der mod århundredets slutning skulle sætte sit præg på hovedstaden og de større købstæder.

En anden form for kulturpolitik engagerede enevælden sig i ved udsendelsen af en videnskabelig ekspedition til Arabien i 1761, hvorfra Carsten Niebuhr var den eneste, der vendte tilbage. Ekspeditionen var en videnskabelig manifestation over for oplysningstidens Europa.

Enevældens kulturpolitik omkring 1750 rummede intet nationalt. Holdningen blandt de styrende var kosmopolitisk. De levede i en fælles europæisk kultur, ubundne af fødested og sprog og uden forståelse for de nationale tanker og følelser, der i de år var ved at udvikle sig. I borgerlige kredse i København begyndte det derimod allerede i 1740'rne at blive betydningsfuldt at være dansk: at være født i samme land, tale samme sprog og have samme fortid. Alt sammen modsat mændene i den politiske ledelse og i den aristokratiske overklasse.

Endnu havde den borgerlige nationale selvforståelse dog ikke udviklet sig så langt, at en konflikt var mulig. Det gamle samfunds verdensborgerholdning kunne stadig eksistere side om side med det nye samfunds nationale engagement. Derfor var der heller ikke nogen brod i den epistel, Holberg skrev netop i året 1750 – men nok et forvarsel for dem, der kunne høre græsset gro – da han udtrykte sin glæde over dronning Louises opdragelse af den lille kronprins Christian og hans søstre: „Det er ikke at beskrive, med hvilken inderlig fornøjelse menige mand hører Hendes Majestæt, skønt engelsk prinsesse, at tale dansk med de kongelige børn.”