En dansk offentlighed

Holberg havde hævdet den nyttige borgers og patriots ret og pligt til at ytre sig om samfund og stat. Selv havde Holberg oftest stået ene. Men i årtierne omkring 1750 blev hans tanker og holdninger i vid udstrækning offentligt fælleseje – hvad den gamle foregangsmand nåede ikke blot at glæde sig over, men også at ærgre sig over, når tingene ikke udviklede sig ganske, som han havde forestillet sig.

Et vigtigt træk ved gennembrudsårene og en afgørende forudsætning for dem var arbejdet på at gøre det danske sprog til et moderne tale- og skriftsprog på niveau med de lærdes latin og de dannedes tysk og fransk.

Arbejdet omfattede ikke blot en ordbog over det danske sprog – som det dog skulle tage generationer at udarbejde. Man ville også genfinde eller nyskabe danske ord, hvor man tidligere i rigt mål havde betjent sig af fremmedord. Selv rensede Holberg sit sprog, når hans værker blev genudgivet. Det latinske ord for ruiner: rudera, blev erstattet med det danske levninger, og det franske vivacitet med hurtighed.

En lang række ord, som i dag opfattes som oprindelige danske ord, er i virkeligheden konstruerede kunstord, der blev skabt under denne nationale sprogrensning. At ord som enkelhed, indbildningskraft, omkreds, overflade, personlighed og selvstændighed er sproglige konstruktioner af 1700-tallets lærde, tænker ingen på i dag.

Arbejdet med det danske sprog blev bevidst støttet af enevælden trods styrets eget udpræget tyske og franske kulturpræg med oprettelsen i 1745 af Det kongelige danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring. Klassiske forfattere blev på Holbergs opfordring oversat til et læseligt dansk. Og kildeskrifter til belysning af Danmarks historie blev offentliggjort af selskabet i den endnu eksisterende skriftrække Danske Magazin, hvis første bind udkom i 1745.

En betydningsfuld skikkelse i den kulturelle moderniseringsproces blev den unge Sorø-professor Jens Schelderup Sneedorff. Personlig var han stærkt præget af den moderne franske tænkning, som frem for alt Montesquieu repræsenterede. Oplysning og fornuft var kernebegreber i denne tænkning.

Men tolerance var det også. Den var et brud med de vante forestillinger om, at det kristne Europas normer var de eneste eksisterende eller i det mindste de eneste acceptable; og den åbnede øjnene for, at institutioner og love ikke var evigt gyldige, men afhængige af samfundsstruktur og af geografiske og klimatiske forhold. Idealfyrsten blev filosoffen på tronen: kejseren af Kina – en mand og et land oplysningstiden vidste tilstrækkeligt lidt om til, at man uforstyrret kunne danne og dyrke idealet.

Frugterne af sine pædagogisk helt moderne forelæsninger på Sorø Akademi om Montesquieu, om statsret og om økonomi offentliggjorde Sneedorff i 1757 i værket Om den borgerlige Regering. Størst indflydelse fik han dog med sit tidsskrift Den patriotiske Tilskuer, der udkom i 23 måneder fra 1761 til 1763.

Med forbillede i den samfundsdebatterende europæiske litteratur lod Sneedorff fire samfundstyper komme sammen for at drøfte moralske, sociale og økonomiske spørgsmål. Selskabet bestod af en oplyst og samfundsbevidst adelsmand, der var den borgerlige Sneedorffs ideal og talerør, en præst, en købmand og en bonde.

De fire patrioter ville ikke med deres samtaler ændre samfundet. Sneedorff stod helt og fuldt på det beståendes grund, og hans ideal var harmoni mellem klasserne. Det bemærkelsesværdige og på dansk grund nye var den konsekvente understregning af det enkelte menneskes og den enkelte samfundsborgers principielle ligeværd og betydning for samfundet.

Adelsmanden havde ret til de høje statsembeder, men samtidig havde han som godsejer ansvar og forpligtelser over for samfundet. Præsten skulle være sin menigheds milde vejleder – en oplysningsapostel som Sneedorff havde ikke meget at bruge religionen til. Købmanden havde gavnet samfundet med sin handel, og hans anseelse var tilstrækkelig stor til, at han ikke burde behøve at lade sig adle. Og bonden, som Sneedorff fremstillede helt i overensstemmelse med tidens reformtanker, var oplyst og fornuftig og kunne derfor betros frihed og ejendom.

Den form, Sneedorff benyttede sig af, var ligeledes ny på dansk grund. I bevidst modsætning til de lærdes tunge og knudrede sprog med dets lange og komplicerede latinsk-germanske sætningskonstruktioner indførte Sneedorff efter fransk forbillede det lette og utvungne sprog med korte sætninger og med rigelig brug af pædagogiske spørgsmål. I virkeligheden var det lige så meget formen som indholdet, der repræsenterede det nye.

Hér var han foregangsmanden, ligesom han var det ved indstiftelsen i 1759 af Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, hvis navn udtrykte tidens nationale og kulturelle optimisme, og hvis formål var at opmuntre og præmiere ny dansk poesi og prosa. For den første danske digterskikkelse, Johannes Ewald, skulle selskabet blive en afgørende støtte i en kritisk fase af hans liv.