Esbern Skrivers „frivole appel”

Ved et rent lykketræf er den bedst overleverede retssag fra senmiddelalderen samtidig den eneste nogenlunde velbelyste kirkeretssag, og den giver os på én gang et godt indblik i dagligdagens problemer og i den kirkelige procesform.

Da den københavnske rådmand Esbern Skriver sin vane tro ville gå til alters i påsken 1482, mødte hans sognepræst ham på kirketrappen og gjorde ham opmærksom på, at før han havde fået sit forhold til de kirkelige myndigheder afklaret, var det ikke muligt for nogen præst at give ham sakramentet.

Der lå ganske givet meget bag denne affære. Rådmandens svigerfader havde skænket flere ejendomme til Sankt Mikkels alter, og alterpræsten hr. Morten Mogensen plejede derfor at besøge familien ved juletid. Her hævdede præsten, at han i 1479 var blevet gennempryglet under en juleleg, der gik over gevind, og da han havde klaget sin nød til sin foresatte, det københavnske kapitels dekan, havde denne talt alvorligt med Esbern, hvorefter sagen blev anset for ordnet.

Men nu hævdede Esbern Skriver, at det var ham selv – og ikke den for længst afdøde svigerfader -, der var den rette ejer af alterets gårde i Bennikestræde (det nuværende Brolæggerstræde) og i Hyskenstræde. Og sideløbende med de kirkelige stridigheder fulgte retssager for verdslig ret, hvor man dog helt og fuldt erklærede gårdene for kirkens ejendom.

I marts 1482 bad hr. Morten om at få nøglerne udleveret, da man ellers ikke kunne indsætte nye lejere; men rådmanden svarede blot: „Ikke desto mindre tilhører huset mig, og jeg henholder mig til Københavns byting”, hvor han antagelig har ventet at finde kollegial forståelse.

Det er på denne baggrund, at nadversuspensionen i påsken 1482 skal ses. Nu var Esbern som rådmand noget af en jurist, der ikke lod sig det mindste imponere af dette „lille band”. Han opfattede det ganske enkelt som led i en retssag og appellerede derfor til højere instans, dvs. til Roskilde generalofficial. I maj 1482 kom sagen da for i Roskilde, hvor den københavnske gejstligheds repræsentanter erklærede at have appelleret sagen videre til ærkebispen i Lund, hvorfor officialen ikke kunne realitetsbehandle den. Men man kunne dog ikke lade Esberns sjæls salighed afvente udfaldet af den snart langstrakte proces, hvorfor domstolen midlertidigt gav Esbern lov til at modtage nadveren i Roskilde, en kendelse, som den københavnske gejstlighed straks appellerede. Dette besvarede rådmanden omgående med en kontraappel, idet han nu ønskede sagen indbragt for paven!

Alligevel udpegede ærkebispen den 4. juni 1482 fire lunde-kanniker til at optage forhør m.v., samtidig med at Esbern stævnedes for ærkebispens domstol i Lund. Men skønt man mærker rettens harme over „denne frivole appel, der groft strider imod den danske kirkes privilegier”, endte sagen allerede den 21. juni 1482 med et forlig. Det fik den næsten klassiske form, at Esbern Skriver fik lov til at beholde de omstridte ejendomme imod en fast og uforanderlig leje til alteret, og først ved hans død skulle de frit overgå til alterets fulde besiddelse. Ydermere føjede kapitlet Esberns navn til listen over dem, for hvis sjæle der skulle holdes årtid og messer, hvad man vel også har fundet hårdt tiltrængt.

Der kan ikke være tvivl om, at det meget gammeldags danske retsvæsen havde meget at lære af det kirkelige retssystem. Kirkeretten var langt mindre formalistisk, og de kirkelige domstole havde i bandet det tvangsmiddel, som de verdslige domstole så hårdt savnede. Og længe før verdslig ret anerkendte krav om erstatning for retsomkostninger, var dette selvfølgeligt i den kirkelige retspleje. Her kunne vidner tvinges til at give møde, og man anbefalede parterne advokatbistand, alt sammen træk, som først lidt efter lidt slusedes ind i dansk ret i tiden frem til reformationen.

Især på ét punkt havde kirkens domstole stor succes, nemlig når det drejede sig om at få udestående fordringer indkrævet. Med stigende handel og begyndende pengeøkonomi blev problemet først presserende i købstæderne, og her begyndte stadsretterne med nogen tøven at tillade gældseksekution, dvs. at man gav kongens foged lov til at trænge ind i private hjem for at lede efter værdier til fyldestgørelse af gælden. Men da snart også bønder begyndte at handle på kredit, stod man over for det besværlige problem, at man ikke effektivt kunne tvinge dem til at betale. De havde jo deres herredsting som værneting, og det anvendte de ældgamle landskabslove, der aldrig havde kendt til gældseksekution.

Derfor forsøgte Lollands Vilkår af 1446 at løse problemet ved at lade landsdommeren udpege fire mænd, der efter en proces, der kan minde om den besværlige rigskanslerrets, kunne foretage tvangsfuldbyrdelse af dommen, specielt når det drejede sig om gæld. I 1452 gav kongen Kolding købstad en stadsret, der ganske enestående tillod, at den bonde, der skyldte en borger penge, kunne stævnes for bytinget, hvis ret gav mulighed for, at der blev afsagt en tvangsfuldbyrdelses-dom. Det var dog for groft et brud på alle regler om korrekt værneting, hvorfor stadfæstelsen af 1483 tilføjede, at denne ret kun gjaldt, når gælden var stiftet i selve Kolding by.

Ellers er der så stor tavshed i vore kilder om dette problem, at vi har grund til at formode, at man her som i udlandet normalt henvendte sig til en gejstlig dommer. Da et lån gerne forudsætter en indbyrdes forståelse om dets tilbagebetaling, var en undladelse heraf at opfatte som løftebrud, i kirkelig forstand mened, og dette hørte helt og fuldt under kirkens jurisdiktion.

Tilsyneladende har kirkens domstole nu og da kunnet virke lige vel anmassende, hvad der vel var baggrunden for den sammensværgelse, som i 1477 blev indgået på Langelands Landsting. Her lovede øens kompetente forsamling, at man ikke længere ville stævne hinanden for kirkens ret, hvortil man dog omgående føjede en række selvfølgelige undtagelser: medmindre sagen drejede sig om „børnegods, kirkegæld eller fattige enker”. I den slags sager faldt det ingen ind at benægte de kirkelige domstoles kompetence.

Først lige op mod reformationen mærker man tydelige tegn på, at det verdslige samfund omsider mente sig i stand til at kunne klare sig uden kirkens hjælp, i hvert fald uden for de rent åndelige områder, og den revolutionerende nydannelse, indførelsen af kongens foged, sker med den sigende begrundelse, „at ingen skal stævnes for kirkens dom for gæld eller andre sager, der bør at handles til herredsting eller landsting”.