„Om hor og andre åndelige sager”

Ved siden af søndagsgudstjenesten kom de fleste mennesker regelmæssigt i kontakt med kirken gennem skriftemålet, hvor man fik absolution for begåede synder. Det var derfor især gennem bodsdisciplinen, at man havde forbindelse med kirkens retsvæsen. Det var nu engang således, at offentlige synder skulle sones ved offentligt skrifte sammen med en åbenbar bod, der ganske som i det verdslige retssystem oftest udmåltes i penge.

Gang på gang klager bisperne over, at der uretmæssigt bliver gjort indgreb i deres retspleje, især vedrørende den sikkert lukrative ægteskabsjurisdiktion. Det var dog næppe de verdslige domstole, der vovede at befatte sig med så helt igennem teologiske anliggender som hor m.v. Men bisperne havde mægtige konkurrenter inden for kirkens eget system, og som mange adelige og ikke mindst klostre skaffede sig birkeret til godset omkring deres hovedgård, søgte mange klostre at opnå privilegium på selv at måtte beholde de gejstlige bøder, som deres fæstebønder blev idømt.

Om det så er de verdslige godsejere, synes disse omkring 1500 i stigende grad selv at opkræve de kirkelige bøder fra deres bønder. Næsbyhoved lensregnskaber anfører således flere gange bøder for lejermål (førægteskabeligt samleje), og Mouritz Nielsen Gyldenstierne noterer i 1494 otte mark for „kætteri” (unaturlig sex af ikke specificeret art), medens Niels Clementsen (enten som godsejer eller som kronlensmand) modtog hele 30 mark fra en mand, der havde haft samleje med sit næstsøskendebarn, dvs. at de var for nært beslægtede efter kirkeretten, „og en mark, jeg gav provsten på hans vegne for biskops sag”. Så helt snydt blev kirken da ikke.

Netop fordi der var så megen strid imellem de forskellige kirkelige domstole indbyrdes, får vi et uventet godt indblik i kirkelig strafferetspleje. I Roskilde Stift havde fra gammel tid domkapitlets fire prælater sammen med det københavnske kapitels dekan delt hele Sjælland imellem sig i fem retskredse, hvor de i hvert enkelt herred holdt en lokalofficial eller provst. Derved blev de i stand til at behandle åbenbare synder langt mere effektivt end bispens generalofficial, der kun sjældent forlod Roskilde by. Men lidt over midten af århundredet blev det bispen for meget, og han begyndte en lang og sej kamp imod prælaterne, der efter hans mening havde overtaget sagsområder, der efter streng kirkeret alene hørte under den biskoppelige domstol, og hvor biskoppen derfor skulle modtage bøderne.

Takket være de mange akter, der er bevaret om denne strid, konstaterer vi, at bispen simpelt hen suspenderede de sognepræster, der hidtil havde virket som prælaternes herredsoffici-aler, og i stedet indsatte han sine egne funktionærer. Som modtræk lod Roskilde ærkedegn optage tingsvidner på flere lokale herredsting, og i 1459 udtalte Tybjerg herredsting (nord for Næstved),

„at i 40 år og mere, fra ærkedegn Niels Billes tid [dvs. fra før 1428], havde det tilkommet ærkedegnene og deres herreds-provster at give absolution i sager vedrørende „kætteri” eller „barleje frændskab” [dvs. teknisk blodskam eller unaturlig sex i videre forstand], åbenbar mened, hor, lejermål samt i andre biskopssager, om de kom førend bispens official.”

Dvs. at den retsembedsmand, der kom først til mølle, det være sig bispens eller prælatens, modtog bøderne i pågældende sag.

Vi hører ligefrem, at ærkedegnens provst i Alsted Herred ved Sorø havde modtaget en horsagsbøde på hele seks mark sølv, og den forlangte bispens kansler nu udleveret sammen med yderligere et pund (ca. tre tønder) korn, og det under trussel om suspension af provsten fra hans præsteembede. Helt galt var det i Løve Herred nord for Slagelse, hvor ærke-degnen havde „sat en mand uden kirke” for groft ægteskabsbrud, og da dette forbud (interdikt) ikke hjalp, var synderen til slut ligefrem blevet ekskommunikeret. Senere var den pågældende død, men som bandlyst måtte han ikke blive begravet i kirkegårdens indviede jord. Afdødes slægt og venner havde da givet ærkedegnens provst fire mark sølv, og efter denne posthume bøde fik liget alligevel en passende begravelse. Men takket være bispens indblanding blev liget nu gravet op og ned i takt med forløbet af striden om den juridiske kompetence.

Hvordan denne horkarl egentlig var død, ved vi ikke. Men det er værd at bemærke, at bandlysning på ingen måde var en ligegyldig kirkelig formalitet. Ikke blot støttede kirkens og rigets retssystemer gerne hinanden; men ligesom fredløse ikke kunne føre retssager, afgive vidnesbyrd eller påkalde sig domstolenes beskyttelse, stod den bandlyste på samme måde uden for samfundet. Normalt udstedtes først et forbud (interdikt) imod, at synderen gik i kirke; men hermed fulgte også et forbud imod, at hans omgivelser havde noget med ham at gøre. Hvis dette ikke hjalp, fulgte da den højtidelige udelukkelse af kirken (ekskommunikation), dvs. at vedkommende var på vej direkte til helvede, hvis han da ikke omgående lovede bod og bedring. Hvad dette betød, ser vi af Københavns stadsret, der snart blev normgivende for mange andre byer. Her meddeler paragraffen „Om hor og andre åndelige sager”, at man blot behøvede at fortælle kongens foged, at vedkommende havde været i band i år og dag. Så burde fogeden omgående lade den uforbederlige synder halshugge.

Disse glimt af det senmiddelalderlige retsvæsens dagligdag bliver bekræftet af de få bevarede regnskabsbrudstykker. Omkring 1500 ser vi Niels Clementsen oppebære fire mark for brud på kirkefred, ligesom han sørgede for, at en mand fik lov til at ægte sin afdøde hustrus næstsøskendebarn. Hertil kommer meget udførlige regnskaber dels fra lundeofficialen, dels fra Bornholm i årene frem til reformationen. Det var især kødets lyst, der var vanskelig at styre: fire lødige mark fra en kvinde, der løb bort med sin søsters fæstemand, hvortil kom 12 mark fra manden. Som mænd modtog dobbelt så stor arvelod som kvinder, var det tilsvarende reglen, at de betalte mindst dobbelt så store bøder.

Vi møder også det tekniske slægtskab, da en kvinde havde ligget med en mand, hvis barn hun havde stået fadder til. Dette kostede ikke blot to øksne og fire lødige mark; men hun skulle ydermere stå offentligt skrifte og love i fremtiden at holde sig fra samkvem med manden under 100 marks straf, „thi han havde sin hustru. Hende lod jeg føre til Verpinge bispegård, thi hun var udi råd dertil og kom dem i herberg sammen”. Det var en grim historie, ligesom da sognepræsten hr. Oluf i Bårslöv nær Helsingborg måtte af med 20 pund byg for at have ligget med sin tjenestepige, og så var de tilmed for nært beslægtede. Helt galt var det, når fader og søn havde haft samleje med samme pige, da dette ansås for teknisk blodskam.

Da ærkebispen også var storgodsejer, kan det nu og da være svært at skelne imellem den verdslige og kirkelige retspleje, idet drabs- og tyverisager anføres i samme bødeliste som de kirkelige affærer. Men var man for fattig til at kunne betale de store bøder, har man antagelig kunnet faste lidt længere. F.eks, blev en tyverisag afgjort således, at den tyvagtige kvinde skulle bøde til såvel den bestjålne som til ærkebispen, men dertil skulle hun „gå til hellige steder udenlands”, dvs. foretage en pilgrimsrejse.

Man har mærket kirkens indflydelse på dagliglivet i stort og småt. Men ligesom afladssystemet sammen med de udbredte bødestraffe giver os indtryk af et kontantbetalingssystem, hvor de velhavende så at sige kunne betale sig fra alt, viser de slagelsebageres skrå af 1471 os, at de hvert år gav bispens lokale funktionær en afgift, for at han ikke skulle gribe ind over for deres søndagsbagning. Blev en bager pågrebet i brud på søn-dagsfreden, har han oprindeligt skullet gøre kirkebod. Men nu virker det, som om bod via bøde er endt som forudbetalt licensafgift.