Fabrikslove, barselshvile og børnearbejde

Hjemmesyning var alternativet til arbejde på en større systue. Aksel Jørgensens tegning fra Klods Hans 1909 illustrerer, hvor udslidte kvinderne kunne blive af hjemmearbejdet. Det var oftest ringere betalt end arbejdet på systuerne. Men mange kvinder var henvist til hjemmearbejde for at kunne passe børn og hjem samtidig.

.

Fanny Annette Vedel, der i 1901 blev udnævnt som den første kvindelige fabriksinspektør. Hun var vokset op i et miljø fjernt fra fabrikker og arbejderkvinder, idet hun var datter af Peter Vedel, Udenrigsministeriets direktør gennem en menneskealder. Hun kastede sig over studier i matematik og økonomi, hvilket dengang var usædvanligt for kvinder. Efter en ansættelse ved Stockholms Högskola som amanuensis i matematik blev Annette Vedel i 1896 knyttet til Statens statistiske Bureau. Her medvirkede hun ved en undersøgelse af danske arbejderfamiliers forbrug.

.

Artikelstart

Kvinde- og børnearbejde var i 1800-tallet både i de store industrilande og herhjemme blevet fremhævet som en af de store sociale svøber i industrialiseringens kølvand, men samtidig af de fleste anset for nødvendigt for både industrien og arbejderfamilierne. I industrikredse og navnlig blandt arbejderne var der en stigende opmærksomhed om det, vi i dag ville kalde arbejdsmiljøet. Det var en erkendelse af, at lange arbejdsdage og dårlige arbejdsforhold virkede fysisk nedbrydende.

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet havde gennem 1890'erne presset på for at få skærpet fabriksloven af 1873 og maskinbeskyttelsesloven fra 1889. I 1899 tog regeringen sagen op, og umiddelbart før systemskiftet i 1901 vedtoges en ny fabrikslov, der samlede de to tidligere love i én og udvidede antallet af virksomheder, der kunne komme under Arbejds- og Fabrikstilsynet. Nu kunne også håndværks- og mindre industribedrifter inddrages. Byggefagene og navnlig landbruget var imidlertid fortsat uden for tilsynet. Virksomheder, der var omfattet af loven, fik nu pligt til selv at anmelde sig til tilsynet. Der blev ansat væsentlig flere fabriksinspektører ved Arbejds- og Fabrikstilsynet, og i de virksomheder, der overvejende beskæftigede kvindelige arbejdere, skulle tilsynet varetages af den første kvindelige fabriksinspektør, frk. Fanny Annette Vedel.

Stadig flere kvindearbejdspladser blev inddraget under tilsynet, i 1901 f.eks. de mange systuer, og ved revisionen i 1913 omsider også det kvindelige arbejdes hovedbastion, hjemmearbejdet.

For de kvindelige arbejdere var en anden af lovens bestemmelser af betydelig større principiel rækkevidde. I den nye lov blev der givet kvinderne mulighed for fire ugers barselsorlov efter fødslen. Orloven skulle holdes, medmindre kvinden med lægeattest kunne godtgøre, at det ikke ville skade barnet eller moderen, at arbejdet blev genoptaget tidligere. Den økonomiske hjælp, der blev ydet i orlovsperioden, skulle i modsætning til andre offentlige ydelser være uden fattighjælpens retsvirkninger.

Barselsbestemmelsen blev vedtaget trods modstand fra liberalistiske kredse og trods betænkeligheder fra nogle af kvindesagens forkæmpere. De mente, at særbestemmelserne ville stille de kvindelige arbejdere ringere end mændene på arbejdsmarkedet. I de første år var barselsorlov måske mere en mulighed for kvinderne end en praktisk gennemførlig sag. Den økonomiske hjælp var på kanten af eller under eksistensminimum og blev administreret af fattigvæsenet, selv om den altså ikke havde fattighjælpens virkninger. Både kvindernes og fagforeningernes kendskab til loven og deres vilje til at udnytte den var ringe, og der lå et stærkt pres på mange arbejderkvinder for at genoptage arbejdet før udløbet af de fire uger. Presset var størst for de enlige kvinder, for hvem en afskedigelse ville være en katastrofe. Loven rummede nemlig intet forbud mod, at arbejdsgiverne afskedigede gravide eller kvinder, der gik på barselsorlov efter fødslen.

Mens kvindernes stilling ved lovændringerne i 1901 ikke blev afgørende forbedret, fik de nye skærpede regler om børns arbejde i industrien umiddelbart stor virkning. I det oprindelige lovforslag havde hensigten været at sætte lavalderen op fra 10 til 14 år, blandt andet fordi det havde vist sig, at børnearbejdets omfang efter et fald i 1870'erne og 80'erne igen var på vej opad i 1890'erne. Børnene skulle sikres en skolegang, som levede op til lovens krav, og for bybørnenes vedkommende vendte man sig mod forestillingen om, at børns opdragelse til arbejde bedst skete gennem arbejde. Det blev også fremført, at arbejderfamiliernes stigende realløn havde gjort børnenes indtjening mindre påkrævet, og at de fleste vest- og nordeuropæiske lande havde indført en lavalder, der var højere end den danske på ti år.

De fleste industriledere var positive over for tanken om at hæve lavalderen, men i den offentlige debat kunne der endnu høres røster, der bragte mindelser om industrialiseringens barndom. Lederne fra nogle industrier, f.eks. glasværkerne, hvor børnearbejdet var udbredt, søgte at gøre deres modstand gældende med argumenter om børns fine trivsel ved industriarbejdet. „De arbejder med fornøjelse, og de lærer at tænke sig om og at tage fat,” hævdede fabriksbestyreren ved Holmegaards Glasværk Erik Pontoppidan, og han blev suppleret af ingeniør Conrad Zahrtmann, der kritiserede skolen for at proppe viden i børnene. De skulle have noget mere selvarbejde, for kun ved selvarbejde lærer man at arbejde. De fleste fandt dog, at skolegang var vigtigere end arbejde, og flere anså det for nødvendigt at bryde med princippet om den personlige frihed og lade samfundet sætte lidt snævrere grænser på dette område, fordi, som direktør Carl Slomann udtrykte det, „samfundet har interesse af, at børnene får en god opdragelse, selv om forældrene af snæversynethed skulle foretrække, at børnene fik lejlighed til at tjene penge”.

På Rigsdagen blev der i 1901 indgået et kompromis. Lavalderen blev fastsat til 12 år, og arbejdsdagens længde måtte maksimalt være seks og en halv time, indbefattet en halv times hviletid. Desuden måtte der kun arbejdes mellem seks morgen og otte aften, og det måtte ikke foregå i skoletiden eller under konfirmationsforberedelsen. Senere ved lovrevisionen i 1913 blev aldersgrænsen hævet til 14. Det blev lakonisk begrundet således: „Børn, der endnu ikke er lovligt udskrevet af skolen, må ikke anvendes til arbejde i de tilsynet undergivne virksomheder.”

Når indgrebene fik en så forholdsvis let gang gennem Rigsdagen både i 1901 og i 1913, skyldtes det til dels et massivt pres fra arbejderbevægelsen og Det radikale Venstre, men beroede måske dog især på, at loven udelukkende omfattede børnearbejde i industrien og større handelsvirksomheder. Det lettede sagen betragteligt for Venstre og godsejerfløjen i Højre, at børns arbejde i landbruget ikke blev berørt. Det udnyttedes i rigt mål i endnu mange år.

Loven af 1901 medførte et drastisk fald i omfanget af børns arbejde i de virksomheder, der var underlagt fabrikstilsynet. Mens der i 1897 havde været godt 4600, svarende til to og en halv procent af den samlede arbejdsstyrke, var der i 1914 ca. 1200 eller blot en halv procent af den da stærkt forøgede industrielle arbejdsstyrke. I mange brancher hørte børnearbejdet næsten fuldstændigt op, f.eks. i væverierne, i glasfabrikkerne og i emballagevirksomhederne. Behovet for billig arbejdskraft forsvandt selvfølgelig ikke på en studs, og hvor børnene gik ud, kom kvinderne ofte ind. Det var tilfældet i tobaksindustrien, hvor langt de fleste børn havde arbejdet. Her arbejdede nu kun godt tre procent børn, mens kvindernes antal voksede meget kraftigt.

Afviklingen af børnearbejdet i industrien betød ikke, at børn holdt op med at arbejde. Som vi har set i forbindelse med lærernes undersøgelse i 1908 (se Barnets århundrede), søgte de andre græsgange som avisbude og mælkedrenge, og for pigernes vedkommende inden for børnepasning, rengøring og medhjælp i mindre butikker, alt sammen hverv der fortsat berøvede dem meget af deres fritid, måske en del af nattesøvnen og i hvert fald deres koncentration i skolen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fabrikslove, barselshvile og børnearbejde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig