Familien

I 1500-tallet brugte man ikke ordet familie på samme måde som i dag. Man talte om hus eller husstand, og dermed mente man en gruppe mennesker, som levede under samme tag og stod under husfaderens autoritet. Husstandene var naturligvis meget forskellige, men det afgørende element var, hvad vi i dag kalder kernefamilien: far, mor og et skiftende antal hjemmeboende børn. Der kunne også høre forældre og enkelte fjernere slægtninge til samt et større eller mindre antal tjenestefolk. I håndværkerfamilierne hørte svende og lærlinge normalt til mesterens husstand.

Bonde- og håndværkerfamilien var en lille produktionsenhed. På landet var det normalt en forudsætning for at stifte familie, at man kunne fæste en gård eller et hus, og det førte med sig, at ægteskabsalderen normalt var ret høj. Bondefamilien var stort set selvforsynende. Arbejdsdelingen var en nødvendighed og naturligt bestemt af mandens fysiske styrke og kvindens hyppige graviditeter. Begge parter havde deres vigtige opgaver at varetage, og ingen kunne undværes. Det var derfor afgørende, at man fik en dygtig ægtefælle, der var i stand til at tage sin del af det hårde og mangeartede arbejde. Døde ægtefællen var det nødvendigt at gifte sig snart igen. Det førte med sig, at der tit kunne være ret stor aldersforskel på ægtefællerne. For en ung mand var det en vej til tryghed at gifte sig med en ældre enke og overtage fæstegården med dens husdyr og redskaber og samtidig få en erfaren medhjælp. Når hun så døde, kunne han tage sig en ung pige, der så på samme måde kom sikkert i havn. Tilsvarende giftede en sognepræst sig tit med den afdøde præsts enke, som han i alle tilfælde var forpligtet til at forsørge.

Datidens parforhold var altså for de allerfleste et arbejdsfællesskab. Det var en del af det kollektive mønster af husstand, slægt og landsby eller købstad. Samtykke fra toneangivende medlemmer af familie og slægt til trolovelse og ægteskab var nødvendigt. En kvinde skulle altid have en fars eller værges tilladelse. Parternes forudgående kendskab til hinanden var ikke en afgørende side af sagen. At blive ægtepar, de ledende i husstanden, var virkeligt noget at stræbe efter. Mange nåede det aldrig. Landevejens usle proletariat var en stadig påmindelse om, hvor vigtigt arbejdsfællesskabet i det etablerede ægteskab var, og hvor afgørende det var for den ugifte at høre til i husstandens relative tryghed. Så havde man i hvert fald kost og tag over hovedet, og det var dyrtidssikrede goder, hvad der var af betydning i disse tider med faldende realindtægter.