Synet på kvinder og mænd

Man må nok spørge, hvor forelskelsen blev af i alt dette. Nu – efter ændrede vilkår for arbejde og produktion og efter romantikkens tidsalder – er vi vant til at opfatte følelsesfællesskabet som en dominerende side af parforholdet, og det er ikke umiddelbart tilgængeligt for os, hvordan forholdene dengang har været, så meget mere som vi måske har svært ved at få øje på de normer og tilvante synsmåder, der er med til at skabe de følelsesmæssige betingelser for os.

Naturligvis kendte man til forelskelse og både lykkelig og ulykkelig kærlighed dengang og det i alle samfundslag. Det var et udbredt tema for fortællinger og viser, og vi kender en række signeformler, der skulle vække kærlighed. Men vi må sikkert forestille os, at følelserne ikke har været uden forbindelse med, at det var bestemte egenskaber, der gjorde et menneske attraktivt, og at begrebet ægteskabelig lykke har haft andre dimensioner end i dag. Den almindelige kollektive holdning har – i forhold til vores individualisme – været mere åben for følelsen af, at andre – Gud, familien, slægten – måtte være indforstået eller måske endog bedre kunne vurdere, hvad der var godt og rigtigt.

Forelskelsen og kærligheden har i det hele taget haft andre betingelser end i dag. Mænd og kvinder blev opdraget til at opfatte parforholdets og ægteskabets vilkår som selvfølgelig virkelighed, og kærligheden som en følelse, der voksede frem af fællesskabet om børn og arbejde. Allerede fra små indgik næsten alle i arbejdsfællesskabets opdeling af kønnene. Små piger passede deres mindre søskende og lærte helt naturligt alle de færdigheder, en gift kone skal have. De lærte hurtigt, at deres personlige værdi – både i egne og i andres øjne – stod i nær forbindelse med deres evne til at fungere effektivt og gnidningsløst i husstanden.

Hvis pigen blev gift, blev hun også knyttet til mandens slægt. Hun fik nu den respekt og anerkendelse, der fulgte med, men manden var herefter hendes overhoved, juridisk og ud fra almindelig tankegang. Dette aspekt blev kraftigt understreget i den officielle kirkelære. Ved århundredets slutning brugte teologen Niels Hemmingsen den samme argumentation som skriftet Sydrak et århundrede tidligere: Eva er taget af Adams side, fordi hun hverken skulle være over eller under ham. Og „heri består mands og kvindes lighed, at han er hovedet og hun er hovedet underdanig, ellers var de ulige”. Lighed ville nemlig sige, at begge parter var på deres rette plads i Guds ordning. Mand og kvinde dannede i ægteskabet en helhed og enhed, hvor de begge havde deres faste plads anvist af Gud, ligesom herremand og bonde havde det i samfundet. Det er i bogen Om ægteskab fra 1572, Niels Hemmingsen forklarer dette. Bogen er en praktisk og moralsk vejledning, som blev genoptrykt så sent som i 1653. Også i andre skrifter kommer han ind på disse vigtige emner. Han fremhæver, at enhver økonomi, altså også enhver husholdning, må deles op i dem, som befaler, og dem som adlyder; „men nu befaler ægtemanden, og hustruen adlyder, eller faderen befaler, og børnene adlyder, eller herren befaler, og tjeneren adlyder”. Manden skal befale over konen som sin fælle og medbærer af åget, for „det er den naturlige orden hos mennesker, at kvinderne skal tjene mændene. Thi naturen kræver, at den mindre tjener den større”.

Dette gamle tema i kirkens lære var en del af den belæring, som efter 1536 med større ihærdighed blev søgt banket ind i folks – og ikke mindst i børnenes – hoveder. Ligesom Luther havde de nye øvrigheder et skarpt blik for sammenhængen mellem orden og disciplin i familien og stabiliteten i hele samfundet. Lutherdommen understregede stærkt den kristne traditions kvindesyn. Kvinden havde et svagere sind, var lettere tilgængelig for Djævelens anslag, og hendes rette virkeplads var i hjemmet som hustru og moder under ægtemandens kontrol. I katolsk tid stod ved siden af dette Jomfru Maria og de kvindelige helgener som udtryk for sider af de kvindelige egenskaber og værdier, der herved fik en central plads i den officielle kirkelære. Kvinder fandt deres egne tanker og følelser udtrykt inden for dens rammer. De ofte meget handlekraftige kvindelige helgener bidrog til dette. I den nye kirkes lære var Jomfru Maria ikke længere personlig formidler til Gud og garant for forståelse og tilgivelse. Tilbage var et totalt patriarkalsk univers med en fjern og almægtig fadergud. Kun den skyldbetyngede Eva var der stadig.

Cølibatet forsvandt som ideal, og ægteskabet blev fremhævet som en kristen pligt. Det var det sikre værn imod de syndige drifter, det trygge fællesskab i lille format, et led i det store kristne fællesskab. Ægteskabet var mandens kontrol med kvinden. Seksualkontrol blev lig med effektiv kvindekontrol. Peder Palladius var fuld af råd og vejledning om disse ting. En hustru skulle hellere være død end fortørne sin mand med et ord, men ægtemanden skulle leve med sin hustru som med et skrøbeligt kar og bære over med hende. Kvinden skal tænke på sit kald. Dør hun i barselsseng – „som det hænder ikke nær alle kvinder, men nogle få” – får hun større løn i himlen, end hvis hun døde på anden vis, for så dør hun i sit rette embede. Det er almindelig bekendt, at ingen kvinde kan komme til sin førlighed igen før seks eller syv uger efter en fødsel, og i mangen en barselsseng går det så hårdt til, at kvinden ligger endnu længere syg. Det skal ægtemænd tage hensyn til og „vide at holde sig udi sin hud så længe og have sin seng for sig selv”.

Det blev ikke ved formaningerne. Også gennem lovgivning søgte magthaverne at regulere kønsliv og ægteskab. Efter 1536 var der brug for verdslig lovgivning på området, men det var først, da der afsløredes store lokale forskelle i den måde, ægteskabsdomstolene håndterede problemerne på, at der i 1582 kom en ægteskabsordinans. Den blev for en stor del til på grundlag af Niels Hemmingsens skrifter. Det havde hidtil været skik, at ægteskabsaftalen førte til trolovelsen, der fulgtes af brylluppet, en ren verdslig fest. Morgenen efter brylluppet begav parret sig til kirke og blev viet af præsten foran kirkedøren. Det var ikke vielsen, men parternes egen aftale, der havde juridisk betydning, og som i katolsk tid etablerede ægteskabet som et sakramente. Det var løftets, ordets, kraft, der bandt. Jyske Lov havde desuden den bestemmelse, at når en kvinde i tre år havde levet fuldt ud sammen med en mand, skulle hun betragtes som ægtehustru (se afsnittet Fra æblebarn til olding), og den regel bestod i praksis til ind i 1600-tallet. Nu søgte ægteskabsordinansen at ændre på dette. Ingen trolovelse måtte ske, uden at præsten og fem vidner overværede det, og efter trolovelsen skulle der lyses tre søndage for dem fra prædikestolen. Det blev forbudt de forlovede at gå i seng med hinanden, før de var „viet og gift sammen” i kirken. Overtrædelse kunne føre til udelukkelse fra nadveren og, hvis de fremturede, til bandlysning. Hemmelig trolovelse uden forældres eller værges samtykke var ugyldig, men forældrenes nægtelse af samtykke skulle have en vægtig grund, og tvungen forlovelse var ikke bindende, dersom tvangen åbenbaredes før vielsen skete. Trolovelsen kunne hæves, hvis man opdagede, at partneren havde en farlig smitsom sygdom, der var blevet fortiet ved aftalens indgåelse. Skilsmisse efter vielsen kunne ske på grund af hor, eller hvis den ene forlod den anden i mere end tre år, samt på grund af impotens, hvis den stammede fra tiden før vielsen, og først efter at man i tre år havde set, om sagen skulle bedre sig. Hvis skaden derimod kom efter vielsen, skulle ægtefolkene bære den som et kors, der tilkom dem. Man kunne heller ikke få skilsmisse, hvis ægtefællen pådrog sig spedalskhed eller syfilis eller blev sindssyg.

Prostitutionen, som man stort set havde affundet sig med i den katolske tid, måtte naturligvis være en torn i øjet på dem, der mente, at kønslig omgang kun kunne foregå i ægteskabet. Palladius opfordrede i kraftige vendinger de verdslige myndigheder til indgreb, og han gik hårdt i rette med de ugudelige byfogeder i købstæderne, der holdt hånden over luderne, og truede adelsfolk og herredsfogeder, som tog imod afgifter fra pigerne for at tillade dem at virke. Også pigernes kunder skulle Gud nok straffe.

Syfilissen var en slem forskrækkelse i begyndelsen af århundredet. I købstæderne førte den til lukning af badstuerne. Sammen med reformationens nye tankegange var den med til at ændre holdningen til prostitutionen, selv om denne fortsat trivedes. I sidste halvdel af århundredet blev der gjort noget ved den fra regeringens side, især dér, hvor den florerede særlig voldsomt. Det gjaldt navnlig havnebyen Helsingør, hvor opkrævningen af Øresundstolden bragte talrige søfolk i land. I 1574 fik byens øvrighed et kongebrev med besked på, at byen skulle renses for løsagtige kvinder. De skulle piskes ved byens kag og derpå udvises. Kom de igen, skulle de have begge ører skåret af, og blev de derefter antruffet i byen, skulle de puttes i en sæk og druknes. Det sidste var den straf, der var foreskrevet for ægteskabsbrydersker, uden den dog synes at være anvendt i større udstrækning. Bystyret i Helsingør tog også mere afslappet på sagen. Der blev udvist adskillige, efter at de var blevet pisket, men det forekom, at en luder, der for længst havde opfyldt betingelserne for at blive sækket og druknet, på menighedens forbøn slap endnu en gang med at blive pisket og udvist. I 1591 kom man op på at udvise ikke mindre end 22 prostituerede. Også i andre købstæder satte man i århundredets slutning langt strengere ind end tidligere. Kampagnens ofre havde ikke andre muligheder end at slutte sig til de hjemløses forhutlede skarer.

Hvordan teologernes råd og syn på kønsmoral og forholdet mellem hustru og ægtemand har fungeret ude i hjemmene, og hvordan regeringens holdning har virket, er en anden sag. Som vi har set, forsvandt Jomfru Maria og helgenerne på ingen måde ud af bevidstheden, og i den almene magiske tænkning havde kvinden fortsat en central plads. Hendes arbejde i hjemmet var knyttet meget direkte til de livsnære forhold. Hun havde ansvaret for maden, for pleje af børn og syge og mennesker og dyr. Hun samlede lægeurter og kendte råd mod sygdomme og midler for frugtbarhed. Det var hende, der først lærte børnene om disse ting. Det var hendes virke, der sammen med husstandens almindelige, daglige funktion skabte de små pigers og drenges billede af kvindens arbejde og centrale rolle. Dette billede har ikke været umiddelbart sammenfaldende med kirkens fremstilling af den svage, underdanige og samtidig farlige skabning. Mange kvinder var ikke svagere end deres mænd. I mange hjem på land og i by har kvindens vigtige stilling sikkert i praksis givet husmoderen en autoritet og en sikkerhed, der i den normale hverdag kunne være noget i retning af ligestilling.

I købstæderne ser det ud til, at når kvinder overhovedet optræder selvstændigt i det økonomiske liv, gør de det i praksis stort set på lige vilkår med mændene. De kunne ikke løse borgerskab, men de kunne godt blive betegnet borgerske. Vi kan finde nogle få enker og andre enlige kvinder blandt de større næringsdrivende i købstæderne, på linie med mor Sigbrit i Bergen. Et eksempel er Keluf Jens Nielsens, der var virksom i Malmø i 1550'erne. Da hendes mands skomagerforretning måtte ophøre, grundlagde hun en virksomhed og oparbejdede en fast kundekreds blandt bønderne i Malmøs opland. Hun købte deres overskudsproduktion og forsynede dem med salt, humle og jernsager, og jævnsides hermed solgte og udskænkede hun øl. I en bevaret regnskabsopgørelse har Keluf noteret på latin: „Du skal være imødekommende over for alle, hvis du vil behage de mægtige.” Trods denne indsigt i erhvervslivets vilkår gik hun konkurs i 1559.

Men ellers var de selvstændige kvinder i købstæderne mest småhandlende. Lavene havde særlige bestemmelser om enkers videreførelse af virksomheden. Fattige, hvoraf en stor del var enlige kvinder, fik lov at drive et nødtørftigt erhverv, så man undgik at forøge fattigdomsproblemerne.

Afgørende for kvinders forhold i det mandsdominerede samfund var naturligvis, at alle kvinder havde normer og jura og de gængse forestillinger om, hvordan det burde være, imod sig – også i deres egen bevidsthed, dannet som den var ud fra samfundets regler og almene kvindeopfattelse. Det var en styrkelse af disse tendenser, der efterhånden blev resultatet af det stadige pres fra oven gennem prædikener og undervisning og fremhævelse af kirkens krav. I den stærke understregning af autoriteten, der var et gennemgående træk i den nye statsmagts og kirkens bestræbelser på at styre meningsdannelsen, lå en tilskyndelse til også at styrke de patriarkalske og autoritære tendenser i familien. Myndigheden tilhørte kongen, staten, husbonden, gejstligheden, læreren, familiefaderen, hver på sit niveau. Undersåtterne var befolkningen som helhed, fæstebønder, menighed, elever, hustruer, børn, tyende.

Det er uden tvivl også i disse forskellige sider af synet på kvinder og kvinders syn på sig selv, at vi skal søge nogle af de vigtigste årsager til, at trolddomsprocesserne især gik ud over kvinder. Det patriarkalske samfunds normer har ikke været fremmende for en harmonisk udvikling af den følelsesmæssige tilknytning til kvinder, som enhver mand oplever fra fødselen og gennem opvæksten. Mange kvindelige egenskaber, også sådanne som manden fandt hos sig selv, var stridende mod det rigtige og gode og regelrette og kunne let forbindes med det negative og farlige. Enhver udfoldelse af kvindelig styrke og myndighed eller viden om naturens kræfter og dermed afvigelse fra idealbilledet af kvinden som den svagere skabning kunne forklares som udslag af omgang med farlige magter. De voksende sociale spændinger og den nye stats og kirkeledelsens systematiske understregning af skylden og af seksualitetens og sanselighedens farlighed kom til at virke i samme retning. Da øvrigheden i 1617 for alvor satte ind imod både den skadevoldende og den helbredende magi, var jorden gødet.