Fiskerieventyret

Oliekrisen i 1973-74 havde ramt det færøske fiskeri hårdt, hvorfor den færøske regering, kaldet Landsstyret, i 1975 havde grebet ind med en helhedsløsning, der blandt andet indebar støtteordninger. Den vigtigste var Råfiskefonden, som på samme tid sikrede fiskerne minimumsindtægter og fiskeindustrien lave priser på råvareindkøbet. I realiteten betød det, at fiskesektoren ikke kunne gå fallit, så længe der var penge i den offentlige kasse. Det medvirkede til, at det i forvejen helt dominerende fiskerierhverv ekspanderede kraftigt op gennem 1980'erne. Fiskefiletindustrien investerede i større anlæg, og det medførte investeringer i trawlere, der kunne sikre en stabil, stor fangst. Begge dele skete med kraftige offentlige tilskud, især for skibenes vedkommende. Der forlangtes af køberen kun 10 procent i egenkapital, de resterende 90 procent blev givet som lån på meget favorable vilkår og med den færøske landskasse som garant. Finansieringsinstitutterne risikerede således ikke noget og fik følgelig også interesse i ekspansionen.

Den forøgede aktivitet i fiskesektoren gav en større omsætning i det færøske samfund. Det resulterede i et stærkt stigende privat forbrug af materielle goder spændende fra et bredt udenlandsk fødevaresortiment over biler til moderniserede huse, samtidig med at også det offentlige forbrug steg. Vejnettet og flytrafikken blev stærkt udvidet, det offentlige tv Sjónvarp Føroya startede i 1984, og det velfærdsstatslige apparat kom på højde med det danske. I beskæftigelsesmæssig henseende kom de tertiære erhverv i vækst og blev af betydning på lige fod med fiskeriet, fiskeindustrien og de private følgeerhverv inden for byggeri, skibsbygning, handel osv. På samme måde som det var gået i Danmark i 1960'erne, søgte flere kvinder ud på arbejdsmarkedet og skabte en endnu større pengeøkonomi. Tiderne var i 1980'erne så gode, at den fraflytning, der i årtier havde plaget Færøerne, ikke blot standsede, men blev vendt, således at emigrerede færinger vendte hjem og fremmed arbejdskraft endda søgte til landet. Det bidrog alt sammen til, at befolkningstallet i 1990 nåede op på 48.000.

De ændrede erhvervsstrukturer og den generelle efterspørgselsstigning satte deres præg på de 18 øers bosættelsesmønster. Folk flyttede fra de mere traditionelle landbrugsbygder ind til fiskeribygderne eller de større byer, og jo større en by var i forvejen, desto mere voksede den. Hovedstaden Torshavn befæstede med knap 15.000 indbyggere i 1990 sin førerstilling, mens den største fiskeriby Klaksvík nærmede sig 5000 indbyggere.

Den stærke udvikling var naturligvis ikke lige velkommen blandt alle færinger. De småbønder og traditionelle kystfiskere, hvis livsform kom under pres, reagerede ofte med forståeligt forbehold, ligesom de tilbageblevne i de affolkede bygder sjældent så moderniseringen som noget plus. Hvad uligt alvorligere var, byggede moderniseringen på et yderst usikkert fundament.

Følgen af fiskeriets ekspansion blev nemlig, at det samlede fangsttryk steg, og det reducerede ret hurtigt fiskebestandene og gav færre fisk til det enkelte skib, hvorfor produktiviteten faldt. Selvom verdensmarkedspriserne på fisk efter nogle års afmatning steg noget fra 1985, var den uundgåelige følge, at det blev vanskeligere at forrente investeringerne. Allerede i 1982 var den samlede fiskeflådes driftsresultat efter renter, afdrag og driftsstøtte negativt, og i 1985 androg underskuddet et sådant omfang, at problemerne var åbenlyse. Alligevel var det politiske svar en øget støtte, for på den måde at opretholde erhvervets rentabilitet. I et samfund, hvor fiskeriet dannede grundlag for mere end 90 procent af den samlede eksport, var Landsstyrets dispositioner nok forståelige, men katastrofale. Det ville også have været vanskeligt at gribe ind, idet en stor del af fiskeindustrien var etableret gennem kapitalindskud fra kommuner, lokale fagforeninger og bygdeboeres opsparing. Det var magtfulde instanser i det færøske samfund. Det ses da også af efterfølgende studier, at Landskassens udbetalinger steg mærkbart, hver gang et lagtingsvalg nærmede sig.

Støtten nåede i 1990 op på at udgøre over halvdelen af fiskesektorens samlede omsætning og blev finansieret gennem en stigende offentlig lånoptagning. Udlandsgælden voksede katastrofalt fra at udgøre 1,6 milliard kroner eller 47,9 procent af BNP i 1982 til ved udgangen af 1988 at runde 7,7 milliarder kroner, svarende til 118,9 procent af BNP. Herefter faldt bruttonationalproduktet, men udlandsgælden steg fortsat, indtil den i 1992 udgjorde 150,7 procent af BNP. Målt pr. indbygger var det tre gange så meget som den danske udlandsgæld, og den blev endda regnet for at være faretruende stor.

Samtidig forsvandt nogle af de vigtigste fiskebestande i nogle år. Færøernes økonomi var faldet i et dybt hul.