Frederik 2.

Den 1. januar 1559 døde Christian 3. og blev afløst af sin søn Frederik 2. Den håndfæstning, han beseglede for at blive konge, var en konsolidering og fortsættelse af det hidtidige styre ved konge og rigsråd. Adelens privilegier blev bekræftet, og nu blev det bestemt, at slotslovene ved kongens død skulle holdes til rigsrådets hånd.

Mens rigsrådet altså bevarede sin veldefinerede indflydelse på de indre forhold, var dets kompetence i udenrigspolitikken fortsat mere uklar i håndfæstningens bestemmelser. Skatter og krigserklæring krævede rådets samtykke, og sædvanemæssigt indgik udenrigspolitik og diplomati i en vis udstrækning i dets arbejde. Men normalt havde kongen en friere stilling i udenrigspolitikken, og kongeskiftet har næppe været uden betydning for det, der nu snart skete, så meget mere som der også i Sverige kom et generationsskifte på tronen: Gustav Vasa afløstes i 1560 af hertug Erik, der kaldte sig Erik 14. med baggrund i en lang række svenske sagnkonger. Erik satte straks yderligere gang i den svenske oprustning.

Frederik 2.s farbror, hertug Adolf af Gottorp, havde fattet den plan at erobre Ditmarsken. Det, der var mislykkedes for kong Hans i 1500, skulle nu gennemføres. Kansler Johan Friis var imod, men kongen for, og det var kongen, der fik sin vilje. Han kunne gå i krig som fyrste i hertugdømmerne. Den gamle erfarne Johan Rantzau udfoldede igen sine taktiske talenter, og Ditmarsken blev erobret i sommeren 1559.

For den 25-årige Frederik 2., der i krigen selv havde været med helt fremme, var det en vigtig begivenhed. Ved at gå med havde han undgået det prestigetab, det ville have været, hvis onkel Adolf var løbet med hele gevinsten. Nu havde han selv vundet ære. Hans høje tanker om kongemagten formede sig efter de af tidens idealer, der fordrede militære bedrifter til at kaste glans over rigerne, og mange unge adelige har uden tvivl følt det samme som deres konge. Det var en politisk tankegang, som adskiller sig fra nutidens, selv om den drejede sig om det samme, indflydelse og interesser. For Frederik 2. var f.eks. spørgsmålet om de tre kroner i kongevåbnet uløseligt forbundet med de magtpolitiske forhold. Det var en æressag, der faldt sammen med landets interesser på en måde, der bedst forstås ud fra tidens ridderidealer og den meget konkrete betydning, symboler generelt havde i bevidstheden, således som det også var tilfældet med de religiøse symboler. Men i rigsrådet og andre indflydelsesrige kredse sad der folk, som nok hyldede sådanne idealer, men også så meget på, hvad statskassen kunne bære, og hvilke konkrete gevinster, der var forbundet med idealerne. Det var nogle af de vurderinger, der stod over for hinanden i kongens samarbejde med rigsrådet. Foreløbig blev et betydeligt antal af de landsknægte, der havde været hyret til Ditmarskentoget, liggende i indkvartering rundt i købstæderne. Det belastede statskassen, og det belastede borgerne. De skulle give de indkvarterede soldater og deres hustruer mad og drikke; eventuelle friller, børn og tjenere skulle knægtene selv betale for.

Frederik havde to brødre, som skulle forsørges. Den yngste, Hans, fik en del af de kongelige områder i hertugdømmerne, herunder Sønderborg og Als, men for at undgå endnu mere opdeling valgtes en anden løsning for den anden bror, Magnus. I 1557 havde den russiske zar Ivan den Grusomme indledt en offensiv imod den svage livlandske ordensstat og erobret Narva, hvorved Rusland fik sin længe ønskede havn ved Østersøen. Ledende folk i Den tyske Orden henvendte sig til Danmark, Sverige og Polen om hjælp og søgte i øvrigt at redde mest muligt for sig selv. I denne situation fandt den danske regering det ønskeligt at købe Øsel Stift, omfattende det meste af øen samt kyststrækningen Wiek på fastlandet. Her skulle Magnus være biskop og fyrste mod til gengæld at give afkald på sine arvekrav i hertugdømmerne.

Magnus mente at kunne benytte ordensstatens almindelige opløsning til at udvide sine besiddelser på fastlandet, men russerne plyndrede i hans landområde, og svenskerne satte sig i besiddelse af Tallin og omliggende landskaber og fortsatte videre mod Riga. Russerne sad på den østlige del og Polen på resten. Den danske regering støttede ikke Magnus, men satte ham tværtimod under administration af en statholder.

Forholdene i Livland skærpede i høj grad modsætningsforholdet mellem Danmark og Sverige. Erik 14. var ret imponeret af sine egne bedrifter i Livland og havde samtidig alt andet end høje tanker om Danmarks militære og finansielle formåen. Han lod sit diplomati spille med musklerne ved at søge alliancepartnere imod Danmark hos dronning Elizabeth af England og i Hessen, begge steder i form af ægteskabstilbud. Til gengæld gav netop disse forsøg sammen med den svenske oprustning og den aggressive fremfærd i ordensstaten næring til den danske mistro til hans hensigter. Ved påsketid 1563 holdtes der møder om den spændte situation. Frederik 2. gik ind for krig. Rigsrådet var delt. Antagelig var mindst en tredjedel, fortrinsvis de yngre råder, på kongens side, mens de ældre råder var imod. Det lykkedes for krigstilhængerne at presse beslutninger igennem, som førte over i militære aktioner.