Et stykke af hunden

Siden 1541 havde forholdet mellem Danmark-Norge og Sverige været reguleret af Brømsebro-traktaten (se afsnittet Udenrigspolitik), der med sine bestemmelser om forhandling og voldgift tog sigte på at sikre freden mellem de to stater. Det samarbejde over for fælles modstandere, som traktaten også talte om, blev ikke til noget, og selv om forbundet afpolitiserede en række stridsspørgsmål, kom en kold krig til at præge hele dets levetid.

Gustav Vasa var fuld af mistro til de danske hensigter. Hans kongemagt var stadig ny og ikke fuldt befæstet indadtil eller anerkendt udadtil. Danmark var fjenden, der troløs og grusom altid var ude på at „toe sig i det svenske blod”. Dette fjendebillede, som Gustav Vasa stadig vendte tilbage til, var måske også til indvortes brug og tog sigte på at retfærdiggøre hans eget selvherskerstyre og samle nationen. Danmark var stadig i besiddelse af Gotland, og mistroen til danskerne fandt yderligere næring i den danske konges provokerende anvendelse af tre kroner i sit kongevåben. De tre kroner havde under dronning Margrete vistnok været et unionsvåben, men efter unionens opløsning førtes det alene af den svenske konge som symbol for Sverige. At den danske konge nu begyndte at bruge de tre kroner blev i Sverige opfattet som udtryk for, at danskerne var ude på at genoprette den gamle union under den danske konge. Foreløbig indskrænkede man sig til litterær polemik og propaganda, men samtidig opbyggede Gustav Vasa en stående national hær og en orlogsflåde, der formentlig blev Østersøområdets mest slagkraftige. Ikke mindst den svenske udvinding af sølv, jern og kobber gjorde dette muligt. Den forskydning mellem Danmark og Sverige på det statsfinansielle og militære område, der skete i 1550'erne til Sveriges fordel, var i færd med at ændre hele den strategiske situation i Østersøområdet. At Gustav Vasa ikke var fremmed for tanken om at udnytte situationen fremgår af et brev, han i 1558 skrev til sin søn, tronfølgeren hertug Erik. Her lufter han den mulighed, at Sverige kom det ondsindede Danmark i forkøbet: „Det var dog bedre og mere tilrådeligt at tage i rette tid et stykke af hunden, end at hunden skulle bide og sønderrive én siden og æde det hele op.” Hertug Erik mente dog, at man skulle vente med at partere den danske hund, til Sveriges beredskab var blevet bedre. Han anbefalede, at der blev anbragt spioner i Danmark på centrale steder, i kancelliet og i hær og flåde.

Endnu ved midten af 1500-tallet var de skandinaviske lande kun i begrænset omfang inddraget i den mere omspændende europæiske politik. Det sammenhængende europæiske balancesystem, som vi er vant til at betragte udenrigspolitiske forhold ud fra, hørte fremtiden til. Det nordeuropæiske område dannede et selvstændigt system med sin egen problematik, men vi kan dog spore tendenser til, at de to nordiske magter inddrages i nye politiske konstellationer. Det skyldes især den vesteuropæiske handels vækst, og at andre lande end Danmark og Sverige var ved at udvikle sig til centraliserede nationalstater, der gjorde sig stærkere gældende i området: Polen og Rusland. Samtidig var de middelalderlige organisationer Hanseforbundet og Den tyske Ordensstat i Livland i tilbagegang. Det blev ordensstatens opløsning, der satte gang i begivenhederne.