Kriminaliteten

De få retsprotokoller, som er bevaret fra 1500-tallet, kan give os et vist indblik i kriminalitetens karakter. Gældssager og andre økonomiske stridigheder er langt de hyppigst forekommende, men også sager om fredsbrud, vold, slagsmål og drab samt injurier hører til de største grupper. Sammenlignet med fordelingen et par århundreder senere er sager, der drejer sig om vold eller injurier, stærkt repræsenteret. Selv når vi tager hensyn til de vanskeligheder for sammenligninger, som forskelle i kildematerialets art og omfang giver, må vi slutte, at der ligger noget bag, som vi har svært ved at gennemskue. Mentaliteten har været en anden i 1500-tallet end senere og også nu. De destruktive tendenser har på ingen måde været større dengang, men stærke følelsesudsving, voldsomhed og spontan aggressivitet kom mere til direkte udtryk hos den enkelte. Høj og lav, præster og lægfolk, kvinder og mænd gik let over til håndgribeligheder. Vi må antage, at alt dette har været udtryk for en psyke, hvor indre disciplinering og selvkontrol har været svagere udviklet end i de seneste århundreder. Det samme er konstateret i andre lande. Det, der i international forskning er blevet kaldt civilisationsprocessen, var ikke så langt fremskredet. Det moderne europæiske menneskes overjeg med dets indre disciplinering af følelsernes direkte udslag var endnu i sin vorden.

Straffene spændte fra henrettelse ved halshugning, hængning, ild eller drukning over vanærende lemlæstelse som afhugning af fingre, hænder eller øre, brændemærkning og piskning til de mildere former som gabestok, offentligt skrifte, bøder og anbringelse i „hægte og jern”. Det sidste havde mest karakter af varetægtsfængsling. Ofte kombineredes straffen med udvisning af købstad eller herred, som i tilfældet med de illegale tiggere. I slutningen af århundredet kom også strafarbejde i anvendelse.

Sammen med lutherdommens fremhævelse af, at Guds lov var beregnet på at vise menneskets totale syndighed og afmagt, kom den gammeltestamentlige Moselov efter 1536 til at øve stærkere indflydelse med dens princip øje for øje og tand for tand. Der blev dødsstraf for blodskam og homoseksualitet og anden „omgængelse imod naturen”. Også udenlandsk ret fik virkninger i Danmark i retning af hårdere straffe. Allerede i 1537 dømte kongens retterting under påberåbelse af „kejserretten” en kvinde til at puttes i en sæk og druknes, fordi hun havde været sin mand utro.

Strafferettens overordnede formål blev i mindre grad end tidligere at skaffe den forurettede oprejsning. De hårde straffe tog mere og mere sigte på at virke disciplinerende og afskrækkende som et led i regeringens ønske om at styre ved lov og orden. Det blev følt som en nødvendig beskyttelse af det kristne fællesskab, for hvis man ikke skred strengt ind over for forbrydere, ville man nedkalde Guds straf over hele samfundet. Hver gang lovene indførte skærpede straffe eller fastsatte straffe for overtrædelser, der hidtil havde hørt under den nu afskaffede kirkeret, blev det fremhævet, at dette var nødvendigt for at afvende Guds vrede. Da der f.eks. i 1537 indførtes verdslig straf for mened, skete det med den begrundelse, at „Gud er hårdelig fortørnet over de mange meneder, som forekommer, og derfor straffer det ganske rige med krig og dyrtid”.

Lovgivningen fik således et stærkere moralsk præg. Hårdest gik det til omkring kønslivet. Ægteskabsbrud skulle straffes med døden, og det gjaldt begge de skyldige. Senere blev denne barske bestemmelse dog mildnet, således at den først kom til anvendelse tredje gang, vedkommende blev dømt skyldig i ægteskabsbrud, mens man de to første gange konfiskerede den skyldiges ejendom og anden gang desuden dømte ham eller hende til at forlade landet, hvad mange ikke efterkom. Lejermål, dvs. kønslig omgang mellem to ugifte, hvor det hellige ægteskab altså ikke blev krænket, kostede første gang bødestraf, anden gang eventuelt kagstrygning og tredje gang uden nåde kagstrygning. Kirken bevarede sin direkte indflydelse på ægteskabssagerne, idet der oprettedes særlige domstole, tamperretter, bestående af stiftslensmanden og de gejstlige ved domkirkerne.

Tyveri betragtedes fra gammel tid som et alvorligt brud på samfundets normer. Landskabslovenes regler stod stadig ved magt her, men inflationen havde ført med sig, at rene småtyverier nu medførte dødsstraf. Tyveri førte til „galge eller balje”, som Palladius sagde, dvs. at mænd skulle hænges, mens kvinder skulle begraves levende under en balje.

Men her som i andre tilfælde ser vi mange eksempler på, at straffene ikke udførtes efter lovens strenge bogstav. Der var en påfaldende modsætning imellem lovbuddenes hårde og brutale straffe og virkelighedens retspraksis. Det skyldtes ikke alene, at håndhævelsen var forbundet med mange praktiske problemer, der fulgte med det svagt udviklede retslige apparat, mangelen på en fast offentlig påtalemyndighed og de private retskredse, som godsejernes birkeret skabte. Der kom også en voksende afstand mellem den lovgivning, konge og rigsråd og deres teologiske vismænd satte igennem, og den almindelige retsbevidsthed, som også prægede store dele af den verdslige underøvrighed, der skulle føre lovene ud i livet. Sagsbehandlingen havde stadig overvejende karakter af forhandling imellem to parter. Det medførte også, at mange sager slet ikke kom for retten, men blev afgjort direkte f.eks. mellem en bonde og godsejerens foged. Og af de sager, der kom for retten, førte antagelig de fleste aldrig til domfældelse. De endte med forlig mellem sagsøger og den sagsøgte og med en bøde til den skadelidte og eventuelt til øvrigheden, også selv om der var tale om overtrædelser, hvor loven hjemlede langt strengere straffe. For offeret kunne det være bedre at få en form for erstatning, end at den skyldige fik en hård legemsstraf, og det var også et synspunkt, som de, der indkasserede bøderne, havde megen forståelse for. Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af de nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer – som når Ribe ret gav hjemmel for, at horkarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med en snor i penis.

Mange nye love, f.eks. de, der var rettet imod de fattige, kostede penge og besvær at føre ud i livet. De lokale øvrigheder skulle selv bekoste dommenes eksekvering. Desuden var det en gammel tanke i retsopfattelsen, at der skulle være en konkret forurettet part, og det var ikke altid tilfældet i de nye lovbestemmelser. Alt dette måtte føre til store forskelle, hvor de lokale øvrigheder eller de enkelte købstæders gamle stadsretter og retspraksis stadig satte deres præg på forholdene. Også benådning spillede en stor rolle. Kongen kunne benåde, men de lokale myndigheder kunne ligeledes vælge en mildere straf, ofte på forbøn fra gode borgere eller fra den forurettede selv.

Men naturligvis satte lovgivernes holdning og de strenge straffebestemmelser deres spor. Døds- og legemsstraffe blev bragt i anvendelse i et omfang, der nok kunne have afskrækkende virkning. Den offentlige henrettelse med radbrækning og rig brug af mishandling var anskuelsesundervisning for børn og voksne. I hvert fald var troen på den præventive virkning stærk. Den blev ofte fremhævet i domme, som da en falskner i Odense i 1545 dømtes til at piskes ved byens kag og miste to fingre, „og samme to fingre slås på kagen, at andre, som sådant ville sig fordriste, må deraf lære, sådan forræders stykke ikke at bruge”.

Måske var den præventive virkning allermest knyttet til den udstødelse af samfundet, som ikke mindst straffene ved kagen førte med sig. Byens kag kom til at indtage en central rolle i de små samfund. Den offentlige straf, der fulgte med dom for tyveri, løsagtighed og mange andre forbrydelser, klæbede bagefter til synderne, og mærkningen med brændjern eller ved lemlæstelse blev en del af kroppens sprog, som trak en klar grænse mellem samfundet og de vanærede. Kagen var udtryk for købstadens vilje til at opretholde kristelig orden og skille sig af med alle elementer, der kunne udgøre en trussel mod den kollektive sikkerhed. Selve pælen blev befængt med uærlighedens forbandelse, hvad der med tidens mangel på adskillelse mellem tingen og det, den symboliserede, kunne give sig udslag i, at det var vanskeligt at få håndværkere til at holde den ved lige. Uærligheden sivede over i kagen og kunne brede sig til dem, der berørte den. Undertiden måtte et helt lav udskrives til det farlige arbejde, for at ingen enkelt skulle blive uren. I hvert fald fra slutningen af århundredet blev piskestraffe imod børn og unge undertiden udført af en slægtning på rådhuset, for at undgå den forbandelse, der ville klæbe til barnet, hvis straffen blev fuldbyrdet af bøddelen ved kagen. Bøddelen, der udførte tortur, legemsstraffe og henrettelser, var naturligvis i særlig grad ramt af kagens forbandelse. Det var undertiden en dødsdømt, der havde påtaget sig hvervet imod benådning. Når bødler undertiden kunne drive lægepraksis, var baggrunden en blanding af frastødning og tiltrækning på grund af de stærke kræfter, de var i kontakt med.

Rakker- eller natmandserhvervet udøvedes for det meste af folk, der var dømt for tyveri eller havde anden vanærende dom. Rakkeren skulle bistå bøddelen og fjerne og flå selvdøde dyr, indfange herreløse hunde, kastrere heste og fjerne natrenovation. Det var alt sammen urent arbejde, og uærligheden ramte både rakkeren og hans familie. Blandt de kriminelle var der hjemløse børn, som søgte at slå sig igennem i regulære tyvebander. Fra Helsingør hører vi i 1563 om en sådan bande, at den „lå til herberge” hos rakkerne, inden den blev bragt for retten. Disse børn har fra en ganske ung alder været under uærlighedens forbandelse.

En gruppe, der helt fra fødselen stod uden for det kristne fællesskab, var sigøjnerne, taterne. Straks i 1536 blev det bestemt ved lov, at de skulle udvises af riget. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre, men flere gange i løbet af århundredet blev det fastslået i kongebreve, at de var fredløse, enhver kunne frit slå dem ihjel og tage deres ejendele. Det blev strafbart blot at huse dem. I lovgivningen skærpedes kursen stadig, og også kirken fastholdt, at de var uden for samfundet. I 1578 befalede bispen på Fyn sine præster, at de ikke måtte døbe eller vie tatere, ej heller give dem sakramentet, „men lade dem dø, som var det tyrker og begrave dem uden for kirkegården som hedninger”. Hverken sognepræsterne, lensmænd eller befolkningen har åbenbart efterlevet det officielle syn på dem i praksis. Og da Fyns næste biskop i 1595 visiterede sognekirken i Stubberup, noterede han lakonisk i sin visitatsbog: „Mange tatere i sognet, nogle i kirken samme dag.”

Uærlighedens forbandelse var livslang og skabte en gruppe af marginale eksistenser, som samfundets krav om godt rygte dømte til vedvarende elendighed. De forliste skæbner kender vi fra spredte notitser i kilderne, undertiden i form af udgifter til deres begravelse, når de var fundet døde. De blev kulet ned „i høj og hedensk jord” sammen med selvmordere, ofte i selve galgebakken. De blev i bogstaveligste forstand givet Djævelen i vold. Til det sidste tjente de deres formål: at underbygge det svagt udviklede retssystem og medvirke til, at befolkningen ikke ignorerede det kristne samfunds krav. Selve eksistensen af en udstødt, æreløs og fordømt gruppe, der blev oplevet som en trussel imod hele samfundet, bidrog til, at pæne mennesker bestræbte sig på at overholde de nye normer og regler for et kristeligt levned og rettede deres følelser af synd, skyld og angst imod syndebukkene uden for samfundet. Tidens sociale spændinger, regeringens holdning og kirkens fordømmelse virkede her i samme retning.