Frederik 6.s sidste år

Den stigende økonomiske aktivitet, der prægede hele Europa i 1830'rne, øgede skibsfarten gennem Øresund og dermed også irritationen i handelskredse og hos regeringer over den fortsatte opkrævning af Øresundstolden. Tendensen overalt i Europa gik mod afvikling af slige hindringer for den frie omsætning, og ikke mindst Sverige og Preussen beklagede sig til stadighed.

Det danske monarki var fortsat placeret mellem øst og vest i Europa. Efterhånden som mindelserne om krigen 1807-14 fortabte sig, foregik der en langsom, forsigtig tilnærmelse til Storbritannien. I forretningsverdenen og i liberale kredse sympatiserede man med de britiske samfundsforhold, og da man i 1833 udarbejdede en instruks til en ny dansk gesandt i London, lod man forstå, at 1807 ikke skulle stille sig hindrende i vejen for gode relationer.

Fædrelandet mente i 1836, at man i en engelsk-russisk konflikt måtte tage parti fur den første, men fra regeringens side var man fast besluttet på, at der aldrig officielt måtte skabes nogen tvivl hos de østlige magter – Preussen, Østrig og først og fremmest det russiske rige – om Danmarks neutralitet.

Kort efter nytår 1839 skrev hertug Christian August til den københavnske professor Laurits Engelstoft, at der i politisk henseende var mørke skyer i horisonten i hertugdømmerne. Man var stærkt optaget af den nye toldforordning fra 1838, hvis indgreb var langt mere dybtgående her end i kongeriget på grund af de mange traditionelle privilegier, der også eksisterede på dette område – „Ønskeligt var det at man i København gjorde sig lidt nøjere bekendt med stemningen i hertugdømmerne, end dette synes at være tilfældet”.

Hertugens ønske var berettiget. De første stænderforsamlinger i Itzehoe og Slesvig havde ikke kaldt på særlig opmærksomhed uden for de områder, de omfattede. Og da man i kongeriget i 1838 havde spørgsmålet om foreningen af Roskilde og Viborg stænderforsamlinger, gav det tilsyneladende ikke anledning til særlige overvejelser, at det også kunne rejse et spørgsmål om sammensmeltning af de to andre forsamlinger. Det nationale problem var endnu ikke blevet levende i den offentlige opinion.

Det store flertal af befolkningen både i Slesvig og Holsten opfattede sig på dette tidspunkt som undersåtter i det monarki, der havde Frederik 6. som konge. Ikke mindst hos bondestanden var kongetroskaben indgroet. Hermed forbandt man en udpræget lokal identitet, borger i Åbenrå eller bonde i Ditmarsken. Der var i byerne og i akademiske kredse omkring Kiels Universitet en liberal bevægelse, hvor man opfattede sig som forbundsfæller med oppositionen i hovedstaden.

En dansk-tysk nationalitetskamp lod endnu vente på sig, selv om hertugen af Augustenborg i 1837 trådte anonymt frem med et skrift, hvori han hævdede kravet om hertugdømmernes statsretlige forbindelse og sin slægts arveret til begge hertugdømmer, hvis den nu regerende linie af det oldenborgske hus uddøde – hvad prins Frederiks barnløshed kunne tyde på.

I de slesvigske stænder var spørgsmålet om overensstemmelse mellem folkesproget og retssproget fremme på ny i 1838 og blev her kædet sammen med et forslag af modsatrettet karakter, nemlig at der i alle skoler i hertugdømmet skulle undervises nogle timer om ugen i tysk.

En dansk national strømning var dog ved at blive mærkbar. Centralt stod her de to professorer i Kiel, den i Flensborg fødte Chr. Paulsen og Chr. Flor. Paulsen var juristen, der i 1832 som et svar til Uwe Jens Lornsen havde udsendt Ueber Volksthümlichkeit und Staats-recht des Herzogthums Schleswig, hvor han forsvarede helstatens opbygning, understregede Slesvigs stilling som dansk len og i denne sammenhæng pegede på misforholdet mellem det danske sprogs udbredelse i den nordlige del og dets officielle stilling.

Flor var blevet påvirket af Grundtvig (se afsnittet Grundtvigianerne) og engagerede sig i løbet af 1830'rne i et udadvendt arbejde for at vække og organisere en bevidst danskhed i de egne, hvor den jævne befolknings sprog var dansk. Et af midlerne hertil var skabelsen af en dansksindet og -sproget presse, hvilket skete ved udgivelsen af Dannevirke i Haderslev fra sommeren 1838.

Der var dog også folk i København, der interesserede sig for hertugdømmernes forhold. Sidst på året 1836 rejste Orla Lehmann på Trykkefrihedsselskabets generalforsamling spørgsmålet, om dettes oplysende virksomhed burde udstrækkes til den dansktalende del af Slesvig. Det blev vedtaget, og selskabet bestilte og fik distribueret et skrift af Chr. Paulsen, der skildrede det danske sprogs stilling i hertugdømmet Slesvig.

Som en slags knopskydning dannede slesvigere i København med tilknytning til selskabet en Forening til dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig, der hurtigt fik ca. 900 medlemmer og fik skabt et net af læseforeninger, som man forsynede med dansk litteratur.

I august 1839 kunne Otto Müller, nu avanceret til overauditør, gentage sin tidligere melding til Jacob Aall i Norge. Der var stilstand i det politiske liv. Hverken regeringens tryk eller opmuntringer fra anden side var så markante, at frihedsideerne derfra kunne hente næring: „… man indser nu mere og mere, at der under den nærværende konge ikke er at vente nogen gennemgribende forandring”.

Det var dog en udbredt forventning, at der måtte ske forandringer. Det langsomme, men mærkbare økonomiske opsving førte tillige med de stadig stærkere udtrykte krav om ændringer i de forfatningsmæssige forhold til en udbredt kritisk indstilling over for det bestående system i de ledende meningsdannende kredse. Det var ikke nødvendigvis ud fra egentlige liberale ideer, men mange steder i lige så høj grad ud fra en fornemmelse af, at systemet blot ikke længere slog til over for tidens krav.

Der var en svigtende tillid til, at kongen, hans ministre og kollegier kunne varetage landets og samfundets interesser på forsvarlig vis. Det var i så henseende karakteristisk, at den udpræget konservative biskop Mynster i et brev til lektor Peder Hjort i Sorø – skrevet under en for biskoppen trættende debat om brandforsikringsforhold i stændersalen i Roskilde – i oktober 1838 kunne udtale sig yderst kritisk om den øverste styrelse af de højere uddannelser og mene, at det kunne „være gavnligt, at sagen bliver underkastet en offentlig drøftelse”.

Men man måtte vente. Frederik 6. havde et godt helbred, trods sin stadige hosten, og først så sent som i 1837 var han syg i længere tid. Sommeren 1839 rejste han til Holsten, og om efteråret overværede han hærmanøvrerne. Ind i november måned blev det dog åbenbart, at helbredet svigtede. Hosten tog til, og han var træt.

Han forsømte ikke at modtage sine ministre og adjudanter om morgenen iført fuld uniform, og arbejdede med de løbende sager endnu om formiddagen den 2. december. Næste dags morgen ved 8.30-tiden døde han under et særlig ondartet hosteanfald.

Der var uro i de københavnske gader, da kongens kiste skulle føres til Roskilde. Men på det sidste stykke havde de sjællandske sognefogeder fået organiseret, at kisten blev båret af bønder som udtryk for standens taknemmelighed over for den konge, der som kronprins løste stavnsbåndet for mere end et halvt århundrede siden. Nu var det så blot spørgsmålet, hvor hurtigt og på hvilken måde man fik fuldført det reformarbejde, der dengang blev indledt.