Harald Blåtands vejforbedringer

Mod slutningen af 900-tallet blev der gjort en stor indsats for at forbedre færdselsforholdene i Danmark ved bygningen af træbroer og brolagte veje som gjorde det muligt at komme tørskoet over vadesteder og moser. Mest imponerende er broen over Ravning Enge i Vejle Ådal som er dateret dendrokronologisk til årene 979-80. Den var 760 m lang og godt 5,5 m bred. Vejbanen havde et areal på ca. 3800 m² og understøttedes af rundt regnet 280 rækker á fire lodrette egestolper, som i tværsnit målte ca. 30 x 30 cm.

Næppe nogen anden bro i Danmark var så stor og kompliceret som den i Ravning. Men der blev ved samme tid bygget flere mindre broer rundt omkring i landet; to af dem lå på Sjælland, nemlig ved Bakkendrup Bro mellem Gørlev og Tissø og ved Risby ca. 7 km vest for Præstø. Resterne af en bro over Gudenåen ved Falgård syd for Ry Møllesø er dateret ved kulstof-14 til ca. år 1000. Disse næsten samtidige broer indgik antagelig i en velorganiseret plan, hvor brobygningen var samordnet med opførelsen af befæstningsanlæg ved Fyrkat, Trelleborg og andre steder – vi ved at Trelleborg og sikkert også Fyrkat blev bygget af træ, som var fældet i vinteren 980-81. Tanken om en sådan sammenhæng støttes af det faktum, at hverken broer eller borge blev vedligeholdt, men fik lov til at forfalde hurtigt. De fleste broer erstattedes omkring år 1000 af vadesteder, hvilket igen kan tyde på at de havde en militær funktion. Denne tanke vil blive uddybet siden hen. Broerne forudsætter en effektiv centralorganisation og styrker derved Harald Blåtands påstand om, at han vandt sig magten over hele Danmark. Også de stenlagte vadesteder repræsenterede en stor indsats. Lokalbefolkningen har sikkert været villig til at udbedre broer og vadesteder til eget brug, men de smukt og omhyggeligt lagte kampestensveje over bløde enge som ved Risby forudsætter styring og måske endda tvang.

Fra tid til anden må vadestederne have stået helt under vand; derfor skulle deres plads markeres. Ofte har de meterhøje kantsten vel været nok til i det mindste at angive overgangens ydersider. En stolpe af træ kunne eventuelt bruges, men som et mere permanent og tydeligt tegn kunne man rejse en høj sten, som ved Bakkendrup Bro hvor hver ende af overgangen blev markeret på denne måde. På sådanne sten kunne der være en runeindskrift til minde om den der havde taget initiativet til at lave broen eller vadestedet, som ved Fjenneslev øst for Sorø, „Sasser rejste stenen og gjorde broen”, eller den der havde tilegnet værket til en andens ihukommelse, som ved Källstorp i Sydskåne, ca. 15 km øst for Trelleborg „Thorkil, Thords søn, gjorde denne bro efter sin bror Vrage”.

Der er ingen inskriptioner som identificerer dem som var ansvarlige for den store bro ved Ravning eller for de andre samtidige broer. Ravning Bro var bestemt ikke nogen privat mands værk, men givetvis et kongeligt foretagende, og også andre broer kan være bygget på kong Haralds bud. Det vides ikke om hans søn Sven Tveskæg havde noget at gøre med bygningen af de stenlagte vadesteder som erstattede broerne ved Risby og Bakkendrup Bro, men man kan ikke udelukke muligheden af at de to bygningsværker blev udført efter ordre fra kongen eller hans lokale repræsentanter.