Helse for krop og sjæl

Den større velstand og fritid var også en del af baggrunden for befolkningens voksende engagement i sports- og idrætsaktiviteter. Fra 1970 til midten af 1980'erne steg antallet af idrætsudøvere med mere end 20 procent, svarende til at 65 procent af danskerne i 1986 dyrkede idræt under en eller anden form – de fleste for motionens og samværets skyld, ikke for konkurrencens. Efter 1975 voksede antallet af uorganiserede idrætsudøvere mere end antallet af organiserede, og kun et lille flertal af dem var mænd. Kropsudfoldelsen omfattede bl.a. jogging, cykling, badminton, svømning, boldspil, samt i mindre grad gymnastik. Det sidste skyldtes formentlig bl.a. skoleloven i 1975, som markerede sportens sejr over gymnastikken – 'idræt' erstattede legemsøvelser som den samlende betegnelse for faget. Leg, fantasi og bevægelsens karakter med eller uden rytmisk musikledsagelse fortrængte gradvis vægten på den ranke og stift disciplinerede bevægelse og kropsholdning. I øvrigt begyndte den aktive skiferie til Alperne eller til Norge fra sidst i 1970'erne at blive populær; midt i 1980'erne stod langt over 200.000 danskere på ski i udlandet hvert år, samtidig med at det årligt flere gange større antal af traditionelle charterrejsende til Sydens sol og strande fortsatte med at vokse.

Medvirkende til den øgede bevidsthed om kropsudfoldelse var også, at kurverne for hjerte-, kredsløbs- og kræftsygdomme med dødelig udgang fortsat voksede støt op gennem 1970'erne og frem. Middellevetiden var dog samtidig fortsat svagt stigende. I midten af 1980'erne var den godt 71 år for mænd og godt 77 år for kvinder – i øvrigt lidt lavere end i de øvrige nordiske lande. Mange begyndte i 1970'erne for alvor at interessere sig for sammenhængen mellem sundhedstilstanden og de mad- og drikkevarer, man indtog. Noget af inspirationen kom fra hippiefløjen af ungdomsoprøret, som prædikede sand sundhed og sjælefred ved at spise såkaldt mikromakromad eller andre former for helsekost, ofte med henvisning til forbilleder hentet i Østen, f.eks. indiske religiøse guruer eller tibetanske munke. „Spis brune ris og skab en revolution,” hed en artikel i ungdomsbladet „Superlove” i 1970.

Helsekostbutikkerne, som skød op overalt i de større byer i løbet af 1970'erne og 1980'erne, var en del af den helsebølge, som skyllede ind over Danmark og andre vestlige lande fra omkring 1970, da enkelte ugeblade begyndte at bringe artikler om naturmedicin og naturhelbredere og de første brevkasser om utraditionelle behandlingsmetoder. De nye strømninger på helseområdet vakte så stort røre, at Folketinget i 1973 nedsatte et udvalg under Indenrigsministeriet, som skulle undersøge naturpræparater og ikke-autoriserede helbredelsesmetoder. Det langsomtarbejdende udvalg var i 1977 nået til undersøgelsen af akupunktur, zoneterapi, plantemedicin og andre naturprodukter. I udvalgsbetænkningens konklusioner, som omsider forelå i begyndelsen af 1980'erne, afvistes det at give autorisation og offentlige tilskud til sygdomsbehandlinger, som ikke kunne vurderes efter alment anerkendte, videnskabelige kriterier.

Problemet var, at sådanne kriterier ikke nødvendigvis var og er statiske, men kan forskydes i takt med udviklingen. Denne havde netop overhalet udvalget, idet Dansk Selskab for Akupunktur, som blev oprettet af tre læger i 1974, i midten af 1980'erne var blevet den største videnskabelige fraktion under Dansk Medicinsk Selskab med ca. 800 læger, tandlæger og dyrlæger som medlemmer. Akupunktur var, ligesom visse andre alternative behandlingsmetoder, blevet udbredt også i lægekredse, og tusinder af patienter kunne rapportere, at de følte sig hjulpet af naturbehandlingen.

Midt i 1980'erne indledte apotekerne da også et samarbejde med Helsebranchens Leverandørforening om forhandlingen af visse naturpræparater efter nøje farmaceutisk vurdering. For naturligvis var der også inden for denne branche plattenslagere. Allerede i 1979 havde Miljøministeriet taget initiativ til en gennemgang af det florerende helsekostmarked, hvilket i 1980'erne førte til kontrolkampagner, som udpegede flere hundrede ulovlige produkter. Men det var symptomatisk, at en ernæringsekspert på Statens Levnedsmiddelinstitut i retten fik en generel, offentlig udtalelse i 1985 om, at mange helseprodukter var direkte humbug, kendt ubeføjet. Man måtte derimod godt, som Levnedsmiddelstyrelsen også havde gjort det, kalde konkrete naturprodukter humbug.

Det nye var, at mens de lægelige autoriteter i begyndelsen af 1970'erne så godt som enstemmigt havde afvist naturbehandling som eksotisk og i bedste fald virkningsløs, var den nye, mere forsigtige erkendelse i midten af 1980'erne, at nogle af de alternative behandlingsmåder notorisk havde positive virkninger på visse patienter og lidelser.

Der var givetvis hos nogle et element af tro, i visse tilfælde også af nyreligiøs art, i holdningen til de naturlige og alternative behandlingsformer. Et vidnesbyrd herom er også opsvinget siden begyndelsen af 1970'erne for de såkaldte healere, som i stedet for naturmedicin påkaldte sig kosmiske energier og aurastrukturer. I tidligere generationer talte man om håndspålæggere; i 1970'erne kaldte de sig undertiden også for magnetisører. Okkulte videnskaber som astrologien fik også lidt fastere fodfæste i Danmark i disse år. Tidligere blev astrologer uddannet i udlandet, men i 1970'erne og 1980'erne kunne man på nyoprettede private institutter følge et tre-fire-årigt uddannelsesforløb, der afsluttedes med en diplomeksamen i bl.a. horoskoplægning. I 1974 blev den første danske fagastrolog færdig. I lighed med andre vestlige lande blev der også i Danmark i 1970'erne åbnet hindu- og buddhistcentre, der havde yoga og meditation som fælles veje til nye åndelige erkendelser.

Selv om de nyreligiøse bevægelser og sekter i nogle medier blev fremhævet som et tidens tegn, forblev deres rolle marginal, i det mindste statistisk set. Men spørgsmålene om mental og fysisk sundhed og om eksistentielle værdier og moral syntes alligevel generelt at optage danskerne stadig mindre i en folkekirkelig og traditionel kristen sammenhæng. Fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne faldt dåbsprocenten i Jylland fra 94 til 88 procent, mens den i København faldt fra 65 til kun 51 procent. Antallet af konfirmationer faldt i samme periode fra 91 til 86 procent af en ungdomsårgang. Også her var der dog betydelige geografiske forskelle: mens godt halvdelen blev konfirmeret i Københavns Kommune, var det i dele af især Vestjylland næsten alle. Til gengæld lå antallet af kirkelige vielser og begravelser nogenlunde konstant på henholdsvis 55 procent og 92 procent af alle handlinger. Regelmæssig kirkegang om søndagen, dvs. uden for de kirkelige højtider og de store familiebegivenheder, omfattede mindre end en halv snes procent af befolkningen. Det er notorisk en vanskelig sociologisk opgave at kortlægge folks religiøse forestillinger og holdninger. I 1970'erne svarede 34 procent af 3.000 tilfældigt udvalgte danskere ja til spørgsmålet, om de anså sig selv for at være „religiøs”, mens 61 procent af samme gruppe svarede bekræftende på, om de anså sig selv for at være „kristen”. Det er dog usikkert, hvilke konklusioner der kan uddrages heraf, idet det ikke blev nærmere klarlagt, hvad de adspurgte forstod ved de to adjektiver. I en anden, større anlagt europæisk undersøgelse fra 1981 svarede 69 procent af de adspurgte danskere, at de troede på (en) Gud. Men i samme undersøgelse svarede kun 37 procent ja til, at den danske folkekirke gav svar på det enkelte menneskes moralske problemer og behov. Undersøgelsen viste samtidig, at i forhold til gennemsnittet af både de øvrige otte undersøgte EF-lande og Norge og Sverige var Danmark det land, hvor klart færrest bekendte sig til troen på Gud som en person eller en åndelig kraft. Danmark var tilsyneladende blevet det mest sekulariserede, mindst aktivt religiøse land i Europa. På den anden side var 91 procent af befolkningen i 1985 fortsat medlemmer af folkekirken.