Helstatens regnskab

Enevældens mål var at bevare helstaten imod ydre angreb og indre opløsning. Helstatspolitikkens midler var centralisering og enhed. Men politisk var der betydelig afstand mellem disse aspirationer og de faktiske forhold, og mellem enevældens forfatningsmæssigt stærke position og dens reelt begrænsede autoritet. Den enevældige konge rådede ikke over tvangsmidler, der satte ham i stand til at give love og stille krav, som i væsentlig grad stred imod de enkelte statsdeles traditioner, rettigheder og interesser. Derfor undgik enevælden bevidst konfrontationer, hvor valget kunne komme til at stå mellem magtanvendelse og et prestigeødelæggende tilbagetog. Ganske som den udviste den størst mulige tilbageholdenhed med at øge eksisterende byrder og pålægge nye. I virkeligheden kunne helstaten kun opretholdes, så længe de indflydelsesrige befolkningsgrupper i de enkelte statsdele følte, at deres interesser blev varetaget bedre inden for helstaten end udenfor- eller i det mindste lige så godt. Hvis denne grundlæggende forudsætning faldt bort, og hvis det sene 1700-tals nationale følelser fik lov at spille en politisk rolle, kunne helstaten ikke opretholdes. Det vidste den danske enevælde, og derfor førte den sin forsigtige helstatspolitik.

I Norge har man ofte spurgt, hvad helstaten og helstatspolitikken betød for landet, og i Slesvig og i Holsten har man hyppigt stillet det samme spørgsmål for hertugdømmernes vedkommende. I helstatens politiske kerneland har man derimod sjældent spurgt, hvad helstaten og helstatspolitikken betød for Danmark og for det danske samfund.

Spørgsmålet er imidlertid, om et sådant regnskab overhovedet kan gøres op, og om det i det hele taget er muligt at tænke 1700-tallets Danmark ud af helstaten. Hvordan skal man for eksempel måle betydningen af den værdifulde tyske kulturelle påvirkning, der kom fra hertugdømmerne, og de europæiske kulturforbindelser, der blev formidlet gennem hertugdømmerne? Og hvad ville 1700-tallets Danmark have været uden nordmænd som Holberg og Wessel, Tordenskiold og Colbiørnsen? Det forudsætter en kunstig opsplitning af statsdele, som dengang netop var dele af en helstat, og ikke selvstændige stater.

Der kan ikke herske tvivl om, at det danske landbrug havde fordel af sit kornmonopol i Norge, og at Københavns erhvervsliv nød godt af den udenlandske valuta, som norsk eksport og norsk international fragtfart indtjente. Ligesom Københavns udvikling til en europæisk storby forudsatte, at den ikke blot var hovedstad for Danmark, men også for Norge og hertugdømmerne.

Men Danmark bar også sin rigelige del af helstatens og helstatspolitikkens byrder. I forhold til folketallet ydede det et større bidrag til helstatens finanser end både Norge og hertugdømmerne. Det bar en væsentlig del af de økonomiske og militære byrder, der var forbundet med at gennemføre og fastholde inkorporationen af de gottorpske dele af Slesvig og foreningen af Holsten under den danske krone. Og Danmark bar betydelige økonomiske og militære byrder i forsvaret af Norge mod svenske forsøg på anneksion – en anneksion, ingen nordmand i 1700-tallet ønskede.

Regnskabet kan næppe meningsfuldt gøres op. Såfremt nogen frem for andre havde „fordel” af helstaten – ud over naturligvis den oldenborgske kongeslægt – var det den politiske og administrative overklasse i helstatens hovedstad og i de enkelte statsdele, samt de befolkningsgrupper, enevælden med sin helstatspolitik især begunstigede: godsejerne, købmændene og embedsmændene.