I hertugdømmerne var enevældens helstatspolitik langt mindre konsekvent og dens resultater mindre markante.

Slesvig og Holsten havde en godsstruktur som den danske, og i de to hertugdømmer fulgte den danske konge den samme uddelegeringspolitik som i Danmark. Politisk havde han så meget mere grund til at gøre det, som godsejernes magtposition i kraft af gamle privilegier var stærkere syd for Kongeåen end i kongeriget. Endvidere svækkedes kongens autoritet ved, at mange godsejere havde ejendomme både i de kongelige og i de hertugelige dele – nogle af dem endda også i de små selvstændige fyrstendømmer – og dermed mulighed for at spille deres landsherrer ud mod hinanden. Hertil kom, at hertugdømmerne som de eneste af rigets statsdele besad en politisk institution, som den danske enevælde ganske vist formelt afviste at anerkende, men dog reelt så sig nødsaget til at forhandle med og tage hensyn til. Det var sammenslutningen af de store godsejere i Slesvig og især i Holsten: det såkaldte Ridderskab, der oprindelig var den adelige repræsentation på 1600-tallets skattebevilgende stænderforsamlinger. Enevældens faktiske accept af Ridderskabet som forhandlingsberettiget institution i en stat, hvor samtlige undersåtter ellers stod politisk retsløse over for enevoldsmonarken, beroede på godsejernes stærke lokale magtposition. For landsherren var deres loyalitet en politisk nødvendighed. Men Ridderskabet rådede også over et formelt magtmiddel. Det kunne indklage kongen for kejserens domstol, fordi Holsten var en del af Det tyske Rige, og over for styret i København spillede Ridderskabet i kritiske situationer bevidst på denne mulighed.

Denne politiske konstellation prægede helstatspolitikken over for hertugdømmerne. I København blev hertugdømmernes anliggender ikke behandlet sammen med de danske og norske. De havde deres eget kollegium, Tyske Kancelli, samt særlige kontorer i de øvrige kollegier. Modsat Norge havde de endvidere en statholder, deres eget universitet i Kiel og egen bank i Altona.

Eftertidens danske historikere har bittert bebrejdet Frederik 4. og hans efterkommere, at de ikke fulgte inkorporationen af Slesvig i 1721 op med en administrativ helstatspolitik i hertugdømmerne, og at de ikke førte en national dansk politik i Slesvig. På baggrund af begivenhederne i 1848 og i 1864 er denne kritik forståelig. Men den afspejler eftertidens mål og holdninger, ikke samtidens, og i virkeligheden er den meningsløs. Frederik 4. og hans samtid vidste simpelt hen ikke, hvad nationalfølelse var, og hvad sproget kunne betyde for mennesker. Og hvis enevælden i slutningen af 1700-tallet, hvor den vågnende nationalfølelse begyndte at få politisk betydning, havde indledt en kurs til fordel for de dansktalende bønder i Nordslesvig, ville den have bragt sig på en kollisionskurs i forhold til den tysk-kulturelle godsejeroverklasse i Slesvig og bragt den friktionsfrie helstatspolitik, der var dens mål, i fare.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ridderskabet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig