Da Socialdemokratiets noget overraskende valgsejr ved folketingsvalget den 11. marts 1998 var en realitet, og det fortsatte regeringssamarbejde med De Radikale dermed sikret, kom en triumferende statsminister til syne med fire fingre rakt i vejret. Det signal fangede de unge socialdemokrater øjeblikkelig. „Four more years, four more years,” lød det taktfast fra begejstrede partikammerater, da Nyrup endelig nåede frem til partiets valglokale gennem det store presseopbud.

.

En tydeligt skuffet og rystet Per Stig Møller efter det konservative katastrofevalg i 1998. „Jeg kan ikke se, det skal have konsekvenser for mit formandskab,” udtalte han. Men det fik det. Hans formandskab havde hele tiden været omstridt i partiet. Nu fik kritikerne held til at vælte Per Stig Møller. I baggrunden taler Holger K. Nielsen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

.

Endnu en taber på valgaftenen den 11. marts 1998. Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen ligner en mand, der med ét ved, at han aldrig skal blive statsminister. Ellemann-Jensen tog da også hurtigt konsekvensen og overdrog posten som partiformand og dermed også borger lig statsministerkandidat til Anders Fogh Rasmussen.

.

Under de borgerlige regeringer havde en sund samfundsøkonomi været det mål, som hele tiden var blevet fremhævet, og som et flertal af vælgerne øjensynligt havde accepteret som det væsentligste. Hvis det fortsat forholdt sig sådan, skulle SR-regeringen stå stærkt. Dens „kickstart” havde givet nogle resultater, som blev understøttet af det internationale økonomiske opsving, der i løbet af 1996 også kom Danmark til gode. Selv landets største dagblad, den borgerligt orienterede Morgenavisen Jyllands-Posten, kunne den 16. oktober 1996 med jubel melde, at man var gået ind i „Danmarks nye guldalder”. Det glade budskab byggede på en læsning af Danmarks Statistik, hvis tal afslørede, at BNP dette år ville runde 1000 milliarder 1996-kroner, svarende til 190.000 kroner per dansker fra nyfødt til olding, at både formueopsparingen og privatforbruget satte nye rekorder, samt at uddannelsesniveauet var højere end nogensinde. Og selvom det offentlige budget var i vækst, faldt udlandsgælden oven i købet. „Opsvinget brager af sted. Og det er bredt fordelt. Den økonomiske fremgang mærkes af stort set alle danskere. Der er ikke store samfundsgrupper, som opsvinget kører forbi,” var avisens kommentar.

Men i EU-politikken var det socialdemokratiske vælgerkorps mere splittet end noget andet partis. I takt med at indvandrerproblemerne trængte sig på som det spørgsmål, der optog de danske aviser mest, blev Socialdemokratiet også her genstand for større splittelse end andre partier. De stramninger vendt mod flygtninge og indvandrere, som Socialdemokratiet tog initiativ til i regeringssamarbejdet, blev af nogle i partiet og blandt dets vælgere set som inhumane, mens andre fandt dem utilstrækkelige. Den for Socialdemokratiet utraditionelle borgerlige økonomiske politik var endnu en kilde til splittelse, og alt i alt tegnede der sig et billede af et parti, hvis historiske arv var vanskelig at forvalte under de gældende forhold.

En regering, hvis støttepartier spændte fra Centrum-Demokraterne til Enhedslisten, havde også mange hensyn at tage, og i det største støtteparti SF herskede ufreden. Skiftet fra et nej ved unionsafstemningen i 1992 til et ja i 1993 havde skærpet de europapolitiske modsætninger i partiet. De fleste af SF's vælgere havde heller ikke fulgt kursskiftet, men ifølge valgundersøgelser stemt nej igen. Uenighederne, som også drejede sig om, hvordan velfærdsstaten skulle udvikles og graden af samarbejde med regeringen, førte til, at mange i ledelsen i løbet af de næste år meldte sig ud af SF.

Resultatet af folketingsvalget den 11. marts 1998:
Parti Andel Mandater Ændring
Centrum-Demokraterne 4,3 % 8 mandater (+ 3)
Dansk Folkeparti 7,4 % 13 mandater (+ 13)
Det Konservative Folkeparti 8,9 % 16 mandater (÷ 11)
Det Radikale Venstre 3,9 % 7 mandater (÷ 1)
Enhedslisten 2,7 % 5 mandater (÷ 1)
Fremskridtspartiet 2,4 % 4 mandater (÷ 7)
Kristeligt Folkeparti 2,5 % 4 mandater (+ 4)
Løsgængere/andre partier 0,4 % 0 mandater (÷ 1)
Venstre 24,0 % 42 mandater (+ 0)
Socialdemokratiet 35,9 % 63 mandater (+ 1)
Socialistisk Folkeparti 7,6 % 13 mandater (+ 0)

Regeringen med støtte i centrum-venstre kunne dog manøvrere sig igennem. Valgkampagnen op til Edinburgh-afstemningen skulle netop starte, da Poul Nyrup Rasmussen i februar 1998 overraskende udskrev valg til afholdelse allerede den 11. marts. Den pludselige udskrivning og den korte valgkamp var ment som et overrumplingsangreb på et tidspunkt, hvor regeringen stod en anelse bedre i meningsmålingerne, end den længe havde gjort, men alligevel blev der tale om et næsten fuldstændig dødt løb. Først sidst på valgaftenen, da det stod klart, at det ene færøske mandat ville gå til regeringssiden, fik den sin sejr i land.

SR-regeringen kunne fortsætte på det snævrest mulige parlamentariske grundlag, dvs. 90 mandater, og så viste Færøernes socialdemokratiske medlem sig endda meget vægelsindet.

For Venstre var valget en eklatant skuffelse. Med de gode meningsmålinger for den borgerlige opposition i ryggen havde partiet optrådt så sejrssikkert, at det nærmest kunne se ud, som om valghandlingen blot var en formalitet, der skulle overstås, førend Uffe Ellemann-Jensen kunne sætte sig til rette i statsministerstolen. Bitterheden på valgaftenen, da det stod klart, at der manglede blot et enkelt mandat, var tilsvarende stor. For Uffe Ellemann-Jensen personligt var det særlig slemt. Han havde i efterhånden mange år været i en position som kommende statsminister. Han var nu 56 år og følte selv, at tiden efterhånden var løbet fra ham. Han tog konsekvensen og gik kort efter af som formand for Venstre. Nu overtog Anders Fogh Rasmussen posten, og samtidig også kandidaturet til statsministerposten.

Venstres popularitet voksede yderligere under den 45-årige Anders Fogh Rasmussens lederskab. Man kunne tro, at Venstre nu ville markere sig med en endnu skarpere opposition, for Anders Fogh Rasmussen havde hidtil markeret sig som en af sit partis mest renlivede liberalister. Berømt og berygtet var han især blevet efter udgivelsen af det stærkt ideologiske skrift „Fra socialstat til minimalstat” fra 1993, hvori han beskyldte det danske velfærdssystem for at have ført til, hvad han betegnede som „slavenatur”. Men Venstre skiftede taktik. Den hårde kritik af den danske velfærdsstat blev noget nedtonet, og Anders Fogh Rasmussen søgte i de næste år at fremstå som en midtsøgende politiker, der nok ville reformere, men dog grundlæggende gik ind for det danske system. Denne taktik gav resultater. Venstre havde altid været troværdigt som et økonomisk ansvarligt parti, nu blev det også et parti, mange havde tillid til ville og kunne sikre velfærdsstaten, og det stod efterhånden i alle meningsmålinger som landets største parti, med Anders Fogh Rasmussen som landets populæreste politiker.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hvor længe holder centrum-venstre?.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig