J. C. Christensen forlader Kirkeministeriet og regeringen den 15. august 1922. Hvis han i samtiden for mange fremstod som lidt af en gådefuld skikkelse, har det for eftertiden ikke været mindre vanskeligt at vurdere hans personlighed og virke. „Kakkelovnen er mit arkiv,” erklærede han i sine sidste år og bestemte, at alle hans papirer skulle brændes efter hans død. Blandt de mange, der kom i nærheden af ham, er der dog enighed om, at „naturen i ham var så almægtigt stærk”, som præsten Oscar Geismar har skrevet. Men også, at der „fra denne fredsommelige og vennesæle mand udgik noget faretruende … Syv mands styrke er det ikke enhver givet at have”.

.

J. C. Christensen havde vistnok udelukkende overvundet sin ulyst ved igen at blive minister for at fuldende sin kirkepolitiske lovgivning fra 1903. Anledningen hertil gav genforeningen. I 1922 gennemførtes en række kirkelove. Der blev oprettet et stift i Haderslev, og det store sjællandske stift blev delt, således at Roskilde også fik en fastboende biskop. Ved revision af menighedsrådsloven skete der en udvidelse af rådenes beføjelser. De kunne nu med få indskrænkninger bestemme, hvem der skulle være sognets præst, og de fik ansvaret for præstegårdsjorderne samt kirkernes og kirkegårdenes vedligeholdelse. Mod en betydelig uvilje især fra grundtvigiansk side gennemtrumfede Christensen, at menighedsrådene skulle medvirke ved valg af biskopper. Modstanderne frygtede for en partipolitisering af valgene, og at bisperne ville blive bundet af det flertal, der stod bag deres valg. Derved ville vi få et „konstitutionelt bispedømme”, der tog magten fra ministeren og Rigsdagen og ikke sikrede en beskyttelse af kirkelige mindretal. J. C. Christensen betegnede dette som en „spøgelsesfrygt” og fik sin lov igennem med et lille flertal.

I august 1922 udtrådte han af regeringen, og Jacob Appel overtog Kirkeministeriet. Hermed sluttede J. C. Christensens uomtvisteligt store, men også omtumlede og omstridte parlamentariske indsats. Med sin magt- og målbevidsthed og sin enestående taktiske evne bidrog han mere end nogen anden til at forme dansk politik fra midten af 1890'erne til 1920. Med hele bondekulturen i ryggen udstrålede han, som Svend Thorsen har skrevet, „den ubestemmelige myndighed, der udgik fra hans naturstyrke”. En kraft, der i 1900-tallet vel kun fandt sin lige i Thorvald Stauning. Nu ville J. C. Christensen med Jeppe Aakjærs ord „hjem, inden det bliver for mørkt”. Ved valget i 1924 forlod han Folketinget. Sine sidste år helligede han ledelsen af Det danske Hedeselskab.

J. C. Christensens afsked med den politiske scene kom til at symbolisere det magtskifte i dansk politik mellem bondebevægelse og arbejderbevægelse, som netop fandt sted i 1920'rne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet J. C. Christensen fuldender sin mission.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig