Klagen over Danmark

Krigene efter Erik Klippings drab havde bragt Danmark på randen af undergang. Men landet var rigt, og der var virkelig noget at kæmpe om. Det viste sig da fyrsterne reves om Danmark.

Rigdommen var alt det som landets natur og folkets arbejde kunne frembringe. Velstanden voksede i et vekselspil med udlandets økonomi, men denne befandt sig i 1300-årenes første årtier på vej mod et vendepunkt. Den store befolkningsvækst indtil midten af 1200-årene begyndte at afløses af tilbagegang. De udenlandske konjunkturer gjorde sig stærkt gældende i Danmark, til gavn for nogle, til skade for andre.

I en økonomisk vækstperiode er der altid dem der peger på at det ikke kan blive ved at gå. Henvisning til nøjsomhed og gamle dyder, advarsler mod nymodens skikke og fremmed ødselhed i levevis og klædedragt er også et af de gamle mønstre i litteraturen og historieskrivningen. Vi møder dem i en poetisk skildring af 1300-årenes Danmark skrevet i 1329, i et dagsaktuelt polemisk ærinde, og vi kan ikke tage det helt bogstaveligt. Men som en ideologisk tolkning af situationen har Danmarks Klagedigt som det kaldes, interesse. Det er en skildring af sædernes forfald, løsagtighedens indvandring fra udlandet, luksuskulturen og blødsødenheden. I den begyndende krisetid viser det sig at erobringsperioden er til ende, krigslykken er vendt, og rigets fyrster eller stormænd i strid med hinanden. Nu kommer der kulturhistoriske og samfundsmoralske overvejelser ind, i forsøg på at gøre indtryk på opinionen. Det interessanteste er måske, at der på dette tidspunkt altså må have været et miljø for politisk meningsdannelse i Danmark, af en størrelse og en bredde som det var værd at gøre indtryk på.

Digtet stammer fra de år da Erik Menved og hans broder Christoffer havde ført deres krige uden at få den sejr de håbede på. Det digtedes, velsagtens i Ribe, af en jysk kirkens mand, og var en klagesang over Danmark i fine latinske vers. „Suk og vrid kun dine hænder / sorgbetyngte fædreland!” Modet svigter, en værge for riget savnes, hedder det. Christoffer var i landflygtighed og den sønderjyske hertug Valdemar sad på den danske trone som marionet for de holstenske magthavere. Første vers henviser til, hvorledes danskernes manddom i gamle dage havde været vant til at strække fjenderne, overvundne, i støvet for danskernes fødder. Men nu er rigets grænse sønderslidt, det er tegn på rigets fattigdom, og der er kommet nyt i sæd og skikke, umandighed og blødsødenhed. Fattigdom skal nok forstås i overført betydning, for hvad angår kvindernes klædedragt er den i det mindste ikke præget af armod, derimod af ødsel letfærdighed. „Thi de gode danske fruer / elsker skøgens løse skik / hvad de lære kan i Tyskland / mer end hjemligt huer dem / lange ærmer smykt med tunger / kåbens kant med frynser bræmmet / bærer de som letfærds skrud.”

Digtet må være blevet skrevet i en kreds der havde stået kong Erik Menved nær. Det indeholder mindelser om hofpoesien omkring ham. Han er Herrens yndling, hærens fører, lovens vogter, kong Valdemars efterligner, han er gavmild, retfærdig og sandhedskærlig, kysk. Efter ham er dåd afløst af svig, kærligheden til fædrelandet svigter, ingen vover at kæmpe. Trængsler til alle sider, til vands og til lands. Tusind baghold.

Engang gik riget til Ejderen, så til Slien, og nu inden længe til Kongeåen. Rugen gik tabt, og Venden, Skåne, Sjælland, Falster, Femern, også Angel, Holsten og Sønderjylland. Og det var det folk der engang havde sejret over saksere, longobarder, anglere og andre folkeslag samt flere kongeriger.

Digtet er ikke en økonomisk eller politisk-teoretisk afhandling, men et stærkt temperaments kunstneriske udtryk for oplevelsen af Danmarks situation i 1300-årenes begyndelse. Grundtonen er givet med det citat fra Prædikerens Bog der før var brugt af danske historieskrivere „Ve dig, du land, hvis konge er en dreng!” Hvilke ånder digtet har skullet vække, hvilke hjerter det har skullet styrke, ved vi ikke længere. Det slutter med at opfordre danskerne til at aflægge overmodet, sone synderne og lære sig selv at kende, det munder ud i en bøn til Gud om lys og lykke, fryd og fred.

Klagedigtet bærer et stærkt vidnesbyrd om tidens forhold, med sin høje stil og sine eksempler fra den materielle kultur. Dets anliggende, at vise hvorledes hovmod står for fald og timelig velstand er skrøbelig, for fattigdom at regne når det kommer til stykket, har krav på opmærksomhed. I forståelsen af tidens forhold er dette måske vigtigere end digtets bestemte ideologiske eller politiske budskab.