Krigsforberedelser

I „Fyrstelig Tankering” havde forfatteren formanet kongen, at riget først skulle sikres en stærk flåde og faste udenrigske alliancer, før man tænkte på den krig, som siden 1660 bestandigt spøgte i hovederne på de danske politikere, og som skulle føre til generobringen af de tabte østdanske provinser.

Genrejsningen af det dansk-norske rige efter Karl Gustavkrigene havde slugt alle kræfter i 1660'erne. Først med Christian 5.s tronbestigelse begyndte revanchepolitikken for alvor at tage form. Spørgsmålet var så, hvem man kunne alliere sig med for at opnå en styrke, der kunne hamle op med den svenske stormagt. I det virvar af modsætninger, der fandtes mellem de europæiske stater, var det Frankrigs stilling, som var den egentlig afgørende. Ludvig 14.s solkongedømme var kontinentets stærkeste magt, og derfor kom den interne danske regeringsdebat om udenrigspolitikken til at dreje sig om forholdet til Frankrig.

Til ulykke for Danmark sluttede Sverige og Frankrig forbund, og det gav Sverige et stærkt udgangspunkt, da det i 1674 angreb Brandenburg, rivalen om herredømmet i Nord- og Østtyskland. I juni 1675 lykkedes det imidlertid brandenburgerne at slå en svensk hær, og det gav det danske krigsparti, der havde sikret sig en alliance med blandt andet Brandenburg og Nederlandene, blod på tanden. Til krigspartiet hørte Christian 5. selv og en række fremtrædende officerer, mens Griffenfeld ønskede at forhindre en krig, i hvert fald så længe der var risiko for, at Danmark kom til at kæmpe mod både Sverige og Frankrig.

Kongen besluttede sig imidlertid til at slå til. September 1675 angreb danske og brandenburgske tropper svenskerne i Nordtyskland, og i december blev den stærke svenske fæstning Wismar erobret. Også det svenskbesatte Bremen måtte overgive sig.

Dermed var revanchekrigen blevet en kendsgerning, og både Sverige og Danmark forberedte sig på at landsætte tropper henholdsvis på Sjælland og i Skåne. Men Griffenfeld var ikke tryg ved situationen. Han søgte at bevare en vis forbindelse med Frankrig, og Danmarks allierede fik fornemmelsen af dansk dobbeltspil. Men det var først, da der blev opsnappet et brev fra den danske gesandt i Paris, Henning Meyercrone, til den franske gesandt i København, at de allierede for alvor blev ophidsede, thi brevet mere end antydede, at det snart ville komme til en forståelse mellem Frankrig og Danmark, og eftersom Meyercrone var en af Griffenfelds slægtninge, kunne der næppe herske tvivl om, hvem der stod bag den forventede fransk-danske forbindelse.

Via den spanske gesandt, der havde fået fingre i brevet, blev det bragt direkte til kongen af en af Griffenfelds argeste fjender, hertug Johan Adolf af Plön, der var den danske hærs øverstkommanderende. Kongen besluttede straks at lade Griffenfeld arrestere. Det skete den 11. marts 1676, da storkansleren på vej til sit sædvanlige møde med kongen trådte ind i drabantsalen på Københavns Slot.

Griffenfeld måtte i sit varetægtsfængsel på Kastellet i København sande, at den, der tog magten fra den enevældige konge og selv gjorde sig enevældig ved systematisk at fjerne alle sine rivaler i kampen om magten, faldt dybt, når han faldt. Siddende bag Kastellets tykke mure havde han ikke den fjerneste mulighed for at dæmme op for de mange anklager for bestikkelse, svindel, landsforræderi og majestætsforbrydelse, hans fjender samlede sammen, og som blev ham forelagt ved den proces, der blev indledt imod ham.

Kongen havde nedsat en særlig kommissionsdomstol, hovedsageligt sammensat af medlemmer af Højesteret og stats-kollegiet. Den fandt frem til, at Griffenfeld foruden at have modtaget bestikkelser havde tjent rigets fjender bag kongens ryg og ikke holdt kongens sager hemmelige. Christian 5. selv havde han fornærmet ved i sin skrivekalender at notere, at kongen under et møde med en udenlandsk gesandt havde svaret denne som et barn, og blandt Griffenfelds ejendele havde man desuden fundet et udkast, kongen havde gjort til sit testamente, og som kongen havde bedt ham om at brænde, hvad Griffenfeld havde undladt. Disse to majestætsfornærmende sager blev dog ikke taget med i dommen, men dommerne minus én fandt de øvrige misgerninger så graverende, at de dømte den faldne storkansler til at miste ære, liv og gods.

Kongen fik dog i sidste øjeblik skrupler og benådede Griffenfeld, nu atter Peder Schumacher, da denne knælende ventede på mestermandens sværdhug på retterstedet i Kastellets gård. Og mens den tidligere storhed blev genindsat i Kastellet for at afsone den livstidsstraf, han var blevet benådet til, skænkede kongen Samsø, som Griffenfeld havde erhvervet, til sin elskerinde Sophie Amalie Moth, og Ulrik Frederik Gyldenløve lagde sin tidligere vens norske gods til sit eget. 1680 blev fangen fort til fæstningen Munkholmen i Trondhjemfjorden. 1698 fik han lov at bo i selve Trondhjem, hvor han døde året efter.

Griffenfelds fængsling, domfældelse og benådning var naturligvis godt stof for rygtesmede. „Den danske Mercurius” kunne da også berette, at man gennem længere tid havde hørt folk mumle om, hvorledes „en høj betjent” til skade for fattige folk havde taget imod „stikkepenge”; men nu var det omsider kommet til kongens kundskab, og han ville med sikkerhed straffe alle, der i fremtiden gav sig af med sligt.

Og en anonym digter sammenfattede sit syn på Griffenfeld i disse knappe strofer:

"Vidtløftig i sæder tvetydig i ord mangetydig i sind borgerlig af oprindelse adelig af nåde greve ved tilsnigelse en fyrste i rigdom en konge i hovmod en uven af alle sig selv nærmest trofast mod ingen."

Det var en karakteristik, der såmænd kunne hæftes på mange af de folk, der nåede til tops inden for det enevældige statsmaskineri. Forskellen var blot den, at de vidste at sætte grænsen. Man skal helt frem til Struensees korte vælde hundrede år senere for at finde en mand, der som Peder Schumacher i forfængelig selvsikkerhed dristede sig til at sætte sig selv over systemet uden at støtte sig til en bestemt samfundsklasse eller blot nogenlunde betydende samfundsgruppe. Griffenfeld hævede sig højt over det borgerskab, han var udsprungen af, og han skød den adel til side, han var blevet en del af. Derfor kunne grev Griffenfeld blive forvandlet til livsfangen Peder Schumacher, uden at nogen løftede en finger for at forsvare ham, mens den gamle danske adel fornøjede sig over opkomlingens fald, og kongen underholdt sine omgivelser med, hvor herligt det var igen at være blevet konge.