Lensreformer endnu en gang

Syvårskrigen havde klart demonstreret de finansielle problemer, der var forbundet med opretholdelsen af landets position udadtil og gennemførelsen af den nye statsmagts mange gøremål indadtil. Da krigen sluttede i 1570, var gælden stor. Det var navnlig danske adelige, der havde lånt staten penge, og de fik pant i lenene som sikkerhed. Staten skyldte også mange penge til Markus Hess og Oluf Bager og andre købmænd, som havde givet kredit mod vareleverancer af korn fra lenene. Lolland og Falster var sat som sikkerhed for et krigslån hos kurfyrsten af Sachsen.

Indløsningen af lenene og betalingen af den øvrige krigs-gæld kom til at strække sig over hele resten af Frederik 2.s regeringstid. Fra 1571 til kongens død i 1588 blev der opkrævet ekstraordinære skatter til et samlet beløb på mindst 3,4 millioner daler, hvoraf adelen betalte én procent. Der blev lavet en møntreform i 1572, som fastholdt det kursniveau, hvortil mønten var faldet under krigen. Devalueringen betød, at der nu gik fire mark á 16 skilling på en daler mod tidligere tre mark.

Som storgodsejer havde kronen nu mulighed for at høste fordel af den økonomiske højkonjunktur. Også staten ønskede at gøre sig sit gods så indbringende, som den kunne. Lensreformerne blev genoptaget efter krigen, men nu delvis ad nye baner. Regnskabslenene blev reduceret til fordel for afgiftslenene, som gav stabile indtægter, mens det økonomiske ansvar for driften blev lagt på lensmanden. Det kunne være en fordel for kronen i en tid med svingende konjunkturer. Samtidig blev hovedlenene, især de tilbageværende regnskabsien, gjort større, ved at smålen blev lagt ind under dem eller mageskiftet med gods, der lå bekvemt for sammenlægning med eksisterende hovedlen. Ved disse byttehandeler med adelige samlede kronen sine besiddelser og fik derved bedre muligheder for at gøre godsdriften mere rentabel. Også registreringen af lenenes afkast og kontrollen med lensmændene blev øget. I de fleste regnskabsien blev regnskabsformen ændret. Det blev fastsat, hvor mange penge og naturalier, der måtte gå til lensmanden selv og til slotsfolkenes løn og underhold. Kun denne sum, genanten, dvs. det opregnede, måtte trækkes fra, mens resten af lenets indtægter gik til kongen. Men de større len var stadig en fordel for den lille del af adelen, som fik lensmandsposterne, for selv om deres andel i overskuddet blev beskåret, var det bedre at indkassere en mindre brøkdel af overskuddet fra et stort len på mange herreder end en stor brøkdel af et len på måske kun ét herred.

Gennem disse reformer og stærkt hjulpet af de gunstige, om end vekslende, konjunkturer lykkedes det efterhånden kronen at øge og stabilisere sine indtægter. Ikke blot blev gælden næsten betalt, men der blev også råd til at modernisere og udvide flåden og til ombygninger af slotte og fæstninger. Kronborg var kronen på dette værk.

De folk, der gennemførte dette program i nært samarbejde med kongen, var ledende medlemmer af rigsrådet, som var enige i den linie for samarbejde mellem konge og råd, som var lagt i Christian 3.s tid. Kansler Johan Friis døde i 1570 og blev afløst af Niels Kaas. Christoffer Valkendorf blev rentemester i 1574, og da Peder Oxe døde i 1575, og der ikke blev udnævnt nogen ny rigshofmester, fik Christoffer Valkendorf stor selvstændig indflydelse på finanssagerne. Valkendorf blev optaget i rigsrådet og blev tillige statholder i København, når kongen ikke var til stede i byen. Både Niels Kaas og Valkendorf havde fået deres uddannelse i Johan Friis' kancelli som hans betroede medarbejdere. De var så at sige vokset op under den nye stat og repræsenterer en generation af adelige, for hvem der ikke var noget nyt og mærkeligt ved, at det nære samvirke med kongen var trådt i stedet for tidligere tiders voldsomme konflikter om magtfordelingen.

Frederik 2.s forhold til rigsrådet blev i det hele taget bedre efter krigen. Som tidligere nævnt havde en del af råderne været imod hans krigspolitik over for Sverige, og fra krigens sidste år og frem til 1581 holdt han rigsrådets antal nede på mellem 11 og 18. De folk, han udnævnte, var hovedsagelig mænd, som havde udmærket sig under krigen. I 1581 udnævnte han pludselig 13 nye råder, uden at vi kan se, hvad baggrunden egentlig var. Svagheden ved systemet, set fra rigsrådets side, var stadig, at rådet ikke var samlet hele tiden, og at det var kongen, der indkaldte til møderne. Kongen havde på forhånd en meget central placering i systemet som leder af den daglige administration og den, der i det omfang, han selv ønskede, traf kancelliets afgørelser. Det var også fortsat ham og hans nærmeste medarbejdere, der bestemte herredagenes dagsorden. Den kongelige indflydelse blev dog i nogen grad afbødet ved, at mindre grupper af rådet i kortere eller længere tid opholdt sig hos kongen, og at rigsembedsmændene altid var råder. De var på én gang kongelige embedsmænd og rigsrådets og hele adelens faste repræsentanter i regeringen. Tilsyneladende var der nu også ved at være indarbejdet en fast praksis i administration og regeringsførelse, som i sig selv virkede stabiliserende. Frederik 2. holdt meget til på sine jyske slotte, og en del af kancelliet og normalt også kansleren opholdt sig samme sted. Kun rentekammeret lå nu fast i København. Der var også en rentemester for det vestdanske område, men den østdanske i København var den vigtigste, bl.a. fordi han varetog flådeforvaltningen. Som for de andre rigsembeder gjaldt det, at embedsområderne ikke var klart definerede, og det var i vid udstrækning indehaverens dygtighed og energi, der bestemte, hvor meget embedet kom til at fylde i regeringsførelsen.

Det er Christoffer Valkendorf et godt eksempel på. I hans tid kom rentemesteren til at betyde næsten lige så meget som tidligere rigshofmesteren. Embedet som marsk var i modsætning til de andre rigsembeder blevet tømt for sit oprindelige indhold som militær chef af den tekniske udvikling. Professionelle landsknægte med specialiserede afdelinger, først og fremmest artilleri, havde gjort det gamle adelsopbud med de pansrede ryttere forældet. De embedsmænd, der tog sig af statens finanser, var nu også blevet de vigtigste for militærvæsenet, for det, der var brug for, var penge til at betale de professionelle soldater med. Stillingen som marsk var reduceret til en art æreshverv, men efterhånden med den betydning, at marsken var anerkendt som adelens talsmand over for kongemagten.

I tiden efter 1570 kan vi således konstatere en ret elastisk magtbalance imellem konge og rigsråd og en stabilitet i forholdet mellem konge, råd og lensadministration, der skyldes gensidig samarbejdsvilje og enighed om at videreføre den linie, der var blevet lagt i Christian 3.s tid. Lov og orden skulle råde, og statens magtmidler bruges til, at herrestanden kunne styre og regere over de stænder, der var sat i verden for at arbejde og adlyde.