Middelklasse i dødskamp

Da Det konservative Folkeparti tilbød sig som værn for middelstanden, spurgte mange både i og uden for partiet sig selv, om ikke partiet dermed havde hægtet sig på en døende klasse. Siden det industrielle gennembrud havde næsten alle samfundsteoretikere været af den opfattelse, at de mindre selvstændige næringsdrivende, håndværkere og detailhandlere, gik deres undergang i møde. Både liberalister og marxister forudså, at de ville blive knust af storindustri og storhandel. I årene før verdenskrigen havde den socialistiske økonom Jakob Kristian Lindberg indledt en langvarig debat ved at hævde, at hverken håndværk eller detailhandel ville kunne overleve. Den store handelskapital og den monopoliserede industri ville langsomt kvæle de mindre selvstændige. Det var kun for en overfladisk betragtning, at de to sektorer kunne udvise levedygtighed, for håndværkets vedkommende forårsaget af mulighederne for mekanisering med elektromotorens fremkomst og for småhandelens ved mindre avancer og som udsalgssteder for storindustriens mærkevarer.

Trods de dystre spådomme udviste den lille selvstændige bedrift en forbløffende smidig tilpasningsevne til den kapitalistiske udvikling. Der var modsat teoretikernes forudsigelser en evne og vilje til at modstå pres og finde nye veje til at bevare denne typiske danske produktions- og handelsenhed. Dertil kom, at netop den udvikling, som man formodede ville true de mindre virksomheder, skabte behov for nye specielle færdigheder hos håndværkerne, f.eks, reparations- og vedligeholdelsesarbejde. Et eksempel med virkning helt til vore dage er cykel- og automobilbranchen og fra 1920'rne radiobranchen.

Håndværkets overlevelse som helhed dækkede imidlertid over nogle forskydninger internt i standen. De helt små virksomheder, de „halve husmænd”, der på landet havde forenet håndværk med driften af et husmandssted, oplevede tilbagegang. De kunne ikke klare den professionalisering og mekanisering, som håndværket undergik. Der var en tendens til styrkelse af byernes håndværk, hvor både mestre med få svende og de helt store mestre havde fremgang i f.eks. byggebranchen. Den blev næsten ikke berørt af industrialiseringen. Andre havde problemer med at fastholde et lokalt marked over for en industri, der søgte at slå igennem på hele det nationale marked.

Blandt de gamle fag, der oplevede den største tilbagegang, var bødkerne og træskomagerne. Begge fag blev næsten halveret mellem århundredskiftet og 1925. Bortset fra de karakteristiske smørdritler overtog de industrielt forarbejdede emballageformer bødkernes produkter, og træskomagerne måtte se i øjnene, at bykulturen krævede andre former for fodtøj end landboernes traditionelle træsko. Til gengæld skabte de nye livsmønstre, kravene til personlig hygiejne og hyppigere modeskift grundlag for en eksplosiv vækst i antallet af barbersaloner. Deres antal blev næsten firdoblet i samme periode. Nye krav til boligstandarden med vandklosetter og bad gav blikkenslagerne en kraftig fremgang.

Bag de nøgne tal for tilbage- eller fremgang for håndværkerne skjulte sig også i disse samfundsgrupper mange individuelle skæbner. Fallitter var hyppige i de fleste brancher, således også i byggeriet under byggekrisen i 1908. Der er ikke tvivl om, at det blev oplevet som personlige katastrofer, når mestrene gik fallit. De havde ikke som lønarbejderne indlevet sig i den stadige risiko for arbejdsløshed, og modsat arbejderne fik de ingen økonomisk støtte i tilfælde af arbejdsløshed.

Blandt andet derfor fulgte de mindre selvstændige næringsdrivende den generelle danske tendens til at organisere sig. De opbyggede fra de sidste årtier af 1800-tallet et fintmasket net af organisationer, der skulle beskytte deres interesser både som arbejdsgivere over for arbejderne og som stand over for industrien, storhandelen og statsmagten. Som faglig interesseorganisation havde de Fællesrepræsentationen for dansk Haandværk og Industri, der efter dannelsen af Industrirådet næsten udelukkende varetog håndværksmestrenes interesser. Imidlertid var Fællesrepræsentationen i modsætning til Industrirådet ineffektivt og tungt arbejdende. Den blev i vid udstrækning negligeret af myndighederne, og den blev f.eks. ikke repræsenteret i Den overordentlige Kommission.

Mens håndværkerorganisationerne ofte havde betydelig indflydelse i lokalsamfundene, havde detailhandlerne langt ringere gennemslagskraft. De havde ganske vist også opbygget deres lokale organisationer, men andelen af organiserede var langt ringere end blandt håndværkerne, og det var ikke lykkedes at skabe en slagkraftig fælles sammenslutning. Købmændene havde i 1907 dannet De samvirkende Detailhandlerforeninger i Danmark, men for mange af de øvrige brancher var der kun lokale foreninger eller landsdelsorganisationer. Deres modstandere var de fremvoksende stormagasiner og de hastigt ekspanderende brugsforeninger, som de forgæves forsøgte at få pålagt de samme betingelser for næringsvirksomhed, som købmændene havde.

Det kendetegn, som det nye konservative parti fremhævede som enestående for denne middelklasse, var først og fremmest selvstændigheden og familien. Trods store indbyrdes forskelle baserede den sit virke på en forening af privat ejendom og hårdt arbejde, ofte af alle familiemedlemmer. Det udgjorde på mange måder et sidestykke til det ideelle familiebrug i landbruget, et livsmønster der blev betragtet som kernen og sammenholdskraften i det danske samfund.

Det var hovedpointen for Asger Karstensen og hans meningsfæller i den strid, der kort efter dannelsen af Det konservative Folkeparti truede dets enhed og fremgang. Middelklassens mulighed for at skabe et harmonisk samfundsliv var i lige grad truet af de „modsat snurrende kæmpemøllestene”, kapitalismen og socialismen. Storkapitalen åd de tusinde små virksomheder med sin koncentration af kapitalen på få hænder, og socialismen ved sit krav om overførelse af al virksomhed til statsmagten. De konservatives fremtid som vælgerparti var at blive et liberalt, demokratisk middelklasseparti og ikke et halehæng til det „storkapitalistiske trossamfund, hvor man daglig svinger røgelseskar for den sakrosankte Alex. Foss”, som Karstensen hævdede i sin polemiske efterskrift til striden. Da havde han tabt den, symbolsk ved partiets kamp mod et forslag om indseende med truster og monopoler og en fortsættelse af den stramme reguleringspolitik ud over krigen. Karstensen fandt en allieret i den utrættelige revser af de kapitalistiske udskejelser, L. V. Birck, der efter Foss' mening arbejdede rent „socialistisk forklædt som konservativ”. For Foss og Industrirådet gjaldt det om ikke at hæmme industriens bevægelsesfrihed. Det ville betyde dens død i den internationale konkurrence. Foss' linie sejrede, og det så ud til, at det skulle få alvorlige vælgermæssige følger for de konservative.

To år efter dannelsen af Det konservative Folkeparti var der i dele af middelstanden så stor utilfredshed med dets politik, at der blandt detailhandler- og håndværkerrepræsentanter blev taget initiativ til en ny partidannelse. Detailhandlerne følte sig ramt af den faldende realløn og krigens mange restriktioner for prisfastsættelse, og håndværkerne ønskede beskyttelse mod storindustrien og socialisterne. Håndværkernes Fællesrepræsentation var ganske vist delt, men dens mangeårige drivkraft, den konservative folketingsmand Julius Wulff, fandt sammen med flere af detailhandelens organisationsfolk om at grundlægge Erhvervspartiet i januar 1918. Under feltråb om personlig frihed og borgerlig selvstændighed kastede partiet sig ud i en kamp mod alle de tendenser, der kunne true middelstanden og „hjemmets og arnens ukrænkelighed”.

Helt på linie med de konservative appellerede det nye parti til standens selvbevidsthed om at udgøre „det danske samfunds marv og kerne”, til skaberglæden i den lille selvstændige familievirksomhed, hvis grundlag var flid, sparsommelighed, ansvarlighed og faglig dygtighed. Modsætningen var de fagligt organiserede arbejdere, hvis ansvarsfølelse og initiativ blev undergravet af organisationerne og den lette adgang til understøttelse.

Erhvervspartiet var frem for alt antisocialistisk, vendt især mod „kommunesocialismen”, men også mod brugsforeninger og kapitalkoncentration i form af monopoler og truster. Partiet blev imidlertid hurtigt ramt af indre modsætninger mellem detailhandlerne, der var stærkt liberalistiske, og håndværkerne, der ønskede beskyttelse af deres fag. Partiet forblev et næsten udelukkende københavnsk anliggende. Derfor lykkedes det aldrig at samle den store klasse af mindre selvstændige bag det. Tilslutningen kulminerede i 1920, hvor partiet fik fire mandater, men efter et fuldstændigt nederlag i 1924 gled det ud i glemslen. I kampen om middelklassen fik Det konservative Folkeparti i mellemkrigstiden alvorligere konkurrenter.