Storm over Caraibien

Ikke alene middelstandens ve og vel skabte splid i det nye konservative parti. Også et andet kernepunkt, den nationale stolthed, kom til at sætte sammenholdet på prøve. Den fornyede debat om afhændelse af De vestindiske Øer fik sat sindene i bevægelse og borgfreden på en hård prøve.

I årene efter at planerne om øsalget var faldet i 1902 (se Mange slags danskere), havde indbyggerne på de små øer haft store økonomiske problemer. Uvejr og tørke ødelagde gang på gang sukker- og bomuldsafgrøderne, de sociale og sundhedsmæssige forhold var temmelig elendige, navnlig for de sorte. Fra privat dansk side blev der sat ind for at udvikle øernes produktion og handel, mens den statslige indsats var beskeden. Plantageselskabet Dansk Vestindien og H. N. Andersens Dansk Vestindisk Kompagni investerede en del, men kunne ikke hindre, at arbejdere fra øerne søgte til Panama for at få arbejde ved anlægget af kanalen tværs over Panama-tangen. I samme forbindelse øjnede den altid forudseende H. N. Andersen store muligheder for økonomisk opblomstring i regionen, når kanalen var færdig. Han iværksatte i 1912 et større arbejde med udbygning og modernisering af havnen på Sankt Thomas.

Kanalen ville også øge områdets strategiske betydning, og USA's regering så med bekymring på tyske kompagniers interesse for øerne. Med udbruddet af verdenskrigen og den tiltagende mulighed for amerikansk deltagelse blev øernes tilhørsforhold yderligere aktualiseret. I august 1915 rettede den amerikanske regering derfor en ny henvendelse til den danske om køb af øerne. Udenrigsminister Scavenius accepterede at indgå forhandlinger, som skulle foregå i dyb hemmelighed på grund af en, skulle det vise sig, ubegrundet frygt for den tyske reaktion. Som et bimotiv for regeringen indgik også vanskeligheder med at håndtere en stigende social uro blandt øernes befolkning. De sortes leder David Hamilton Jackson anførte en kamp for bedre sociale forhold, hvor han tillige fremdrog racepolitiske modsætninger. Under et besøg i Danmark i sommeren 1915 blev han hyldet af socialdemokrater, højskolefolk og liberale, som tilskyndede ham til at intensivere kampen mod de hvide undertrykkere. Regeringen måtte sende krydseren „Valkyrien” til øerne i december 1915, men det hindrede ikke udbruddet af en generalstrejke blandt de sorte arbejdere i januar 1916. Den blev et afgørende slag mod de patriarkalske traditioner i forholdet mellem plantageejere og sorte arbejdere og en yderligere kilde til modsætninger i Danmark om holdningen til øerne og deres befolkning.

I januar 1916 blev de to regeringer enige om salg af øerne for 25 millioner dollars. Til aftalen knyttedes en erklæring fra USA's regering om anerkendelse af Danmarks ret til at udstrække sin overhøjhed over hele Grønland. I de følgende måneder forhandledes om enkeltheder i traktaten, og den 1. august var den klar til underskrift. Regeringen lod Rigsdagen indkalde til den 4. august, hvor medlemmerne i et lukket møde ville blive informeret om sagen.

Trods hemmeligholdelsen af forhandlingerne var pressen i juli begyndt at diskutere sagen. På direkte forespørgsler dementerede både Edvard Brandes og Scavenius, at der overhovedet forhandledes. Debatten i Rigsdagen kom derfor til i højere grad at handle om ministrenes troværdighed end om sagen selv. I august-september gik bølgerne højt. Nationalistiske kredse agiterede heftigt mod at afgive dele af riget. Regeringens argument i de lukkede forhandlinger var faren for at USA ville besatte øerne på grund af den sociale og racemæssige uro, et argument der havde sandsynligheden for sig ud fra USA's tidligere viste tilbøjelighed til at betragte Caraibien som et særligt amerikansk interesseområde. Omvendt anførte en salgsmodstander som Alex. Foss: „Det kan godt være, at vi ikke magter dem [dvs. negrene], men kan vi forsvare offentligt at sige, at vi ikke kan tumle så mange negre, som der bor mennesker i Ryesgade?”

Midt under den ophidsede debat greb kongen ind og foreslog i et møde med partilederne en samlingsregering til at løse sagen. Tanken om at cementere borgfreden med en sådan regering havde tidligere været fremme, men var strandet. Det skete også denne gang, fordi partierne ikke kunne enes om dens sammensætning. Endelig den 30. september blev der indgået en aftale om at afholde en folkeafstemning om salget og om optagelse af en repræsentant fra hvert af de tre øvrige partier i regeringen som „kontrolministre”.

Aftalen udløste fornyet indre splid blandt de konservative, der dog endte med at udpege den frikonservative Christian Rottbøll til posten. Venstre udpegede til regeringens ærgrelse J. C. Christensen. For Socialdemokratiet rejste aftalen det problem, at en ministerpost ville indebære et brud på kongresvedtagelsen fra 1908, der forbød partiet at indgå i en regering, før det havde absolut flertal i Folketinget. Der blev derfor i al hast indkaldt til den såkaldte „natkongres” mellem den 29. og 30. september. Den besluttede med 291 stemmer mod 39 at lade partiet repræsentere i regeringen. Dagen efter valgte rigsdags-gruppen Stauning til ministerposten.

Mens Borgbjerg i Social-Demokraten begejstret fastslog det som en sejr, at Danmark nu fik „Nordens første arbejderminister”, reagerede venstrefløjens leder Gerson Trier med en erklæring om, at han ikke ville stå midt i et nyt borgerligt parti og derfor måtte træde ud af Socialdemokratiet. Selv om hans afløser i hovedbestyrelsen Marie Nielsen også repræsenterede venstrefløjen, var Triers udmeldelse det første skridt i den splittelse, der kom til at præge arbejderbevægelsen i de følgende år.

Ved folkeafstemningen den 14. december 1916 stemte 283.700 for salget, mens 158.157 gik imod, et overraskende højt tal, eftersom kun en del af Det konservative Folkeparti var imod, de tidligere Frikonservative var for. Til gengæld synes Venstres vælgere at have været i vildrede med deres stemmeafgivning. Overdragelsen af øerne til USA foregik den 31. marts 1917 – fem dage for USA erklærede Tyskland krig.