Ny grundlov?

Som erobringen af flertallet i Landstinget måtte gøre socialdemokraterne mindre opsatte på at få det afskaffet, steg de konservatives lyst efter at se det erstattet med noget andet. Christmas Møller ville meget foretrække en grundlovsændring, der indebar andre konservative garantier end det gamle Landsting, der jo nu var blevet en socialdemokratisk garanti. I februar 1937 blev der ved lov nedsat en forfatningskommission.

Christmas Møller forfulgte imidlertid videregående formål. Venstre ønskede nemlig ingen ny grundlov. Den eksisterende fra 1915 var i høj grad præget af J. C. Christensen, og Venstre fandt det ikke påkrævet at søge efter andre konservative garantier end dem, grundloven af 1915 indeholdt. Ved at gå i forhandling med regeringspartierne i et så relativt langsigtet spørgsmål som en ny grundlov håbede Christmas Møller at isolere Venstre og fortrænge de radikale fra deres indflydelsesrige position. Det kunne give de konservative mulighed for at stimulere de forsvarspositive kræfter i Socialdemokratiet. Det var en dristig politik af den simple grund, at mange konservative delte Venstres opfattelse. En grundlovsændring, der nødvendigvis måtte blive et kompromis, kunne let komme til at indeholde uønskede indrømmelser til Socialdemokratiet. Men Christmas Møller havde både i 1929 og senere vist, at han ikke var bange for at sætte sin vilje igennem i partiet.

I november 1937 provokerede han regeringspartierne med Tordenskiolds berømte ord: „Hvad dælen nøler I efter?” Han fik straks efter kærligheden at føle. Da han nemlig fremlagde et færdigt udkast til en ny grundlov, blev han genstand for voldsomme angreb fra sit partis højrefløj. På ny knagede og bragede det i dette af interessemodsætninger hærgede parti. Christmas Møller brugte imidlertid stokken og fik flertal for sin grundlovspolitik, men cementerede også mindretallets uvilje mod den efter dets mening ukonservative leder. Det fik alvorlige følger.

I december 1937 spillede regeringspartierne ud med et forslag, hvis udgangspunkt var, at et tokammersystem måtte sikre, at der altid var samme politiske flertal i begge kamre. Derfor foreslog man Landstinget erstattet af et såkaldt lovråd på 37 medlemmer. Dets myndighed skulle være stærkt begrænset i forhold til Landstingets. Finansloven var således unddraget lovrådet, der i øvrigt kun tiltænktes rollen som teknisk og juridisk revisor. 21 af medlemmerne skulle vælges blandt Folketingets medlemmer, 16 udenfor. Valgrets- og valgbarhedsalderen sattes helt ned til 21 år. Forslaget åbnede også mulighed for at gøre en lovs vedtagelse afhængig af en folkeafstemning, og den eksisterende grundlovs bestemmelser om forfatningsændringer blev stærkt afsvækket derved, at det var tilstrækkeligt, om blot et flertal stemte ja ved den krævede folkeafstemning.

De konservative svarede med at sige „ét vælgerkorps, én valgdag”. Hermed mente de, at hele parlamentet skulle vælges på én gang og af de samme vælgere. De gik altså nok ind på regeringsforslagets tankegang, men ønskede ikke en sådan afsvækkelse af tokammerprincippet, som dette betød. Venstre var derimod helt afvisende. Da regeringspartierne kom de konservative i møde, kunne disse tre partier hurtigt blive enige, og statsminister Stauning fremsatte i oktober 1938 et fuldt udarbejdet grundlovsforslag.

Det springende punkt var, hvorledes man kunne opretholde tanken om ét vælgerkorps og én valgdag og dog få to kamre, der ikke var ens. Mange, ikke mindst Stauning, så gerne erhvervene styrket ved en særlig repræsentation, men gav op, fordi en sådan var svær at forene med lige valgret, og fordi den også kunne lede tanken hen på fascismens korporationer, I stedet blev det til en Rigsdag med i alt 210 medlemmer, mod 225 efter 1915-grundloven. 175 skulle udpeges som hidtil til Folketinget ved direkte valg efter forholdstal i opstillingskredse og med både kreds- og tillægsmandater. Valgretsalderen blev sat til 23 år. På samme valgdag kunne alle vælgere også sætte kryds på en såkaldt landsliste, en for hvert parti og omfattende „mænd og kvinder af fortrinlig indsigt i samfundslivets forskellige områder, men lidet tilbøjelige til at gøre tjeneste i den almindelige agitation”. I alt 34 skulle udpeges ligeledes ved forholdstalsvalg, men i dette tilfælde altså med hele landet som én valgkreds. Disse 34 og en færing udpeget af Lagtinget sluttede sig efter valget sammen med 35 rigsdagsmedlemmer udpeget af og blandt de 175. Ud af dette kom altså et Folketing på 140 og et overhus, kaldet Rigstinget på 70 medlemmer.

Efter forbillede fra den norske forfatning af 1814 skulle finansloven behandles af den samlede Rigsdag. Et mindretal på to femtedele af Rigsdagens medlemmer kunne forlange, at en lov blev sendt til folkeafstemning, før den trådte i kraft. Det samme kunne en tredjedel, hvis kravet blev støttet af 15 procent af vælgerne.

Socialdemokratiets krav om republik var for længst lagt på hylden, og kongen havde i 1937 kunnet fejre sit 25-års-regeringsjubilæum under almindelig applaus. Påskekrisen i 1920 var glemt.

Venstre var fortsat imod en grundlovsrevision. Det fandt, at forskellen i de to tings opbygning ikke var tilstrækkelig. Derfor kunne man lige så godt gå over til et rent etkammersystem med grundlovssikrede regler for mindretalsbeskyttelse. Venstre vidste man altså, hvor man havde. Der var mere tvivl om de konservative. I december 1938 udtrådte deres tidligere formand, Victor Pürschel, af partiet. Han kaldte grundlovsforslaget for et etkammersystem maskeret som et tokammersystem. De konservative garantier var efter hans mening blot en skueret. Mange højreorienterede konservative var enige med ham, men de blev overdøvet af Christmas Møller, af hans følge af yngre folketingsmedlemmer og af hans betydelige tilslutning i partiorganisationen.

I Folketinget blev forslaget vedtaget mod Venstres, Bondepartiets, tre konservatives og Pürschels stemmer. I Landstinget stemte ikke blot Venstre imod, men også to tredjedele af den konservative landstingsgruppe. Det varslede ilde. Ifølge reglerne om grundlovsændring skulle der i april 1939 være valg til såvel Folketing som Landsting. Det var naturligvis umuligt at undgå, at holdningen til grundlovsforslaget vævedes sammen med den almindelige partipolitiske stillingtagen. Splittet som de konservative var, måtte de være interesserede i at henskyde grundlovssagen til den efterfølgende folkeafstemning. De ville hellere diskutere forsvarsspørgsmålet i lyset af de storpolitiske spændinger, som i 1938 var kulmineret i Tjekkoslovakiets prisgivelse ved forliget i München.

Til gengæld fandt Venstre det hensigtsmæssigt at fremdrage de udtalelser, Hartvig Frisch havde fremført i Folketinget som Socialdemokratiets ordfører under behandlingen af grundlovsforslaget i marts 1939. Han havde her forkyndt, at dødsklokkerne ringede for den private ejendomsret, og at kun socialismen med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne var i stand til at afskaffe arbejdsløsheden. Modstanderne af den ny grundlov kunne altså her aflæse, hvad den skulle bruges til.

Også ved dette valg optrådte nye partier. Victor Pürschel anmeldte Nationalt Samvirke, der var et højreorienteret og antiparlamentarisk parti. Det fik kun 17.000 stemmer eller en procent og blev ikke repræsenteret. Det samme gjaldt Dansk Samling, stiftet i 1936 af Arne Sørensen omkring det, han kaldte „det tredje standpunkt”. Det første standpunkt var det reaktionære, det andet det revolutionære, mens det tredje var „bundet og levende”, hvilket defineredes nærmere som selvdisciplin, opofrelse, handling, moral, vilje og et positivt program på kristent grundlag. Alle partier skulle forsvinde, arbejdere og arbejdsgivere virke i fællesskab, arbejdstjeneste indføres for alle osv. Arne Sørensens forestilling gik i retning af en autoritær og korporativ stat, nordisk samarbejde og et stærkt forsvar for at kunne modstå et tysk pres. Partiets mål forekom de fleste uklare og famlende, og det syntes at kunne gå i en hvilken som helst retning. Ved valget i 1939 opnåede det kun 8500 stemmer.

Derimod havde nazisterne denne gang mere held med sig. De fik med 31.000 stemmer to procent af stemmerne og dermed tre mandater. Det frie Folkeparti havde taget navneforandring til Bondepartiet, men tabte et mandat og fik kun fire. Retsforbundet mistede også et mandat og havde derefter kun tre. DKP gik fra to til tre. I alt havde de små partier 14 mandater svarende til 12 procent af samtlige stemmer. De fire gamle partier havde fortsat et fast greb om vælgerne. Bemærkelsesværdigt er det dog, at Socialdemokratiets så at sige ubrudte fremgangslinie nu fik et knæk. „I politik kan der aldrig regnes med taknemlighed,” sagde en skuffet Stauning. Partiet gik fra 68 ned til 64 mandater eller fra 46 procent til 43 procent. De radikale beholdt deres 14 mandater. Der var således ingen tvivl om regeringens parlamentariske grundlag. Venstre vandt to og blev 30, mens de konservative holdt deres 26 og dermed i virkeligheden vandt et mandat, nemlig Pürschels. Christmas Møllers linie havde åbenbart sejret, hvilket også fremgik af de valgtes holdning; flere modstandere af grundlovsforslaget udskiftedes med tilhængere. I Landstinget cementerede regeringspartierne deres stilling, og for grundlovsforslagets vedtagelse syntes chancerne forbedret.

Særlig interesse stod der om valget i Sønderjylland. Valgdeltagelsen kom her helt op på 92 procent mod 79 procent i landet som helhed. Det tyske mindretal mobiliserede alle reserver og kunne gøre det på baggrund af Hitlers succes. Men de dansksindede rykkede også ud mand af huse, og det tyske mindretals stemmeandel i landsdelen steg kun fra 15,5 til 15,9 procent, hvilket ikke var nok til mere end det ene mandat, det havde haft siden 1920. På dette grundlag kunne mindretallet ikke agitere for en grænserevision.

I maj 1939 blev grundlovsforslaget vedtaget af begge ting, og den 23. maj 1939 fandt så den krævede folkeafstemning sted. Her gik det galt. 1915-grundloven foreskrev, at et forslag ikke var vedtaget, medmindre det fik et flertal ved en folkeafstemning, og at dette flertal skulle udgøre mindst 45 procent af samtlige stemmeberettigede. Det vil sige, at alle, der blev hjemme, talte som nej-stemmer. Det var en bekvem position for dem, der som Venstre agiterede mod grundlovsændringen. Ganske særligt var det dog fristende for den del af de konservative, som hellere så Christmas Møllers hæl end tå. Han havde nemlig forud for afstemningen erklæret, at dersom forslaget faldt, ville han gå som partiets formand. Det var utvivlsomt ment som en trussel, men blev opfattet som et løfte. Forslaget fik kun ja-stemmer svarende til 44,5 procent af vælgerne og var dermed forkastet. Ikke kun hos Venstre, men også blandt de tre grundlovspartiers vælgere var der i virkeligheden en betydelig uvilje mod, hvad man fandt var en overflødig foranstaltning. Politikerne – og ikke mindst Christmas Møller – havde taget fejl af deres vælgere. De drog den konklusion, at en grundlov kun kan ændres, hvis stort set alle er enige derom.

Christmas Møller blev taget på ordet. Han måtte gå som formand, hvad han hurtigt fortrød. Men bordet fangede, og Christmas Møller stod ved slutningen af 1930'erne som en bitter og forurettet mand. Det samme var tilfældet med Stauning. Før rigsdagsvalget i april 1939 havde han gjort sig et vist håb om at erobre flertallet. Men håbet brast. Nu kom så ved folkeafstemningen et nyt nederlag. Grundlovsfaderværdigheden har en dragende magt hos ledende politikere. Stauning havde håbet, at en ny forfatning skulle blive kronen på hans livsværk. De to nederlag med få ugers mellemrum gav ham et knæk, som ikke blev mindre af hans mismod over den storpolitiske udvikling og Danmarks isolerede stilling.