I 1939 overdrog Stauning formandskabet i Socialdemokratiet til den århusianske litograf Hans Hedtoft. Stauning var da 65 år og ved at føle sig træt. Hedtoft var tidligt blevet bemærket som formand for DsU, og i 1935 blev han medlem af Folketinget. Hans udtalte afsky for nazismen medførte, at han under besættelsen blev tvunget til at føre en tilbagetrukken stilling, meget mod sin vilje og sin position i partiet.

.

Når en arbejderfamilie omkring 1930 ved juletid samlede sig ved kaffebordet, var det nok den socialdemokratiske avis, husfaderen læste i, men livsstilen var konservativ. Der var juletræ til loftet med gammeldags pynt, og det var husmoderen, som serverede kaffen, datteren, der arbejdede ved bordet, og sønnerne, som kiggede på. En særlig arbejderkultur skabtes aldrig. Men billedet, som blev brugt for at hverve abonnenter til Fyns Social-Demokrat, viser også soliditet, og måske gik datteren i mellemskolen.

.

„Er De medlem af Socialdemokratisk Forbund? Svar omgående ja eller nej,” telegraferede i september 1929 et socialdemokratisk byrådsmedlem i Århus til en københavnsk skolemand, som søgte stillingen som skoledirektør. Da man havde besluttet at ansætte den pågældende, var der ikke tale om, at partibogen var en forudsætning for at få stillingen, men kun om et usædvanlig kluntet forsøg på at få personlig nysgerrighed tilfredsstillet. Ansøgeren sagde imidlertid efter telegrammet nej tak til embedet og offentliggjorde i stedet forespørgslen. Heraf opstod slagordet: „Er De socialdemokrat – ja eller nej?” Det blev brugt flittigt i agitationen som et bevis på, at socialdemokratiske magthavere i regering og kommunalbestyrelser favoriserede partifællerne. Som præster og lærere måtte vandre fra det ene medlem af menighedsråd og skolekommission til det andet for at lade sig eksaminere om deres gudsforhold, hævdedes det samme nu at være tilfældet med politisk fortegn, hvis man søgte stilling som gasværksarbejder, vandværksbestyrer, overlærer (dvs. skoleinspektør), socialundersøger – eller hvad det stigende antal offentlige stillinger nu hed. Sikkert er socialdemokrater i mange tilfælde blevet foretrukket, fordi adskillige stillinger ikke krævede særlige forudsætninger, men også fordi omtrent hver anden voksne person nu engang faktisk var socialdemokrat, således som valgtallene viser.

Selv om Stauning havde tabt gejsten, var det ikke tilfældet med den socialdemokratiske arbejderbevægelse som helhed. Skønt partiet var gået tilbage ved valgene i 1939, stod det dog stærkt, da verdenskrig og besættelse kom og syntes at kunne vælte alt det, der var bygget op. Organisationsprocenten var høj og stigende blandt alle arbejderkategorier, og der var ingen kommunistiske fagforeninger eller såkaldt „gule” forbund, dvs. alternative fagforeninger uden for De samvirkende Fagforbund. Der var et snævert og i almindelighed godt samarbejde mellem DsF og partiet. Modsætningerne mellem ufaglærte og faglærte, der i 1925 var blusset voldsomt op, var vel ikke forsvundet, men udjævnet. For den gamle socialdemokrat, der havde været med for 40 år siden, kunne det måske virke helt overvældende med næsten flertal i Rigsdagen, en socialdemokratisk ledet regering, en socialdemokratisk overborgmester i København og talrige borgmestre i købstæderne – foruden utallige kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det syntes, som om man havde sat sig på magten i det danske samfund.

Men lige så langsomt havde partiet i den praktiske politik bevæget sig bort fra de gamle idealer om statens overtagelse af produktionsmidlerne, om statsgodser og ikke udstykning, om afrustning, om kirkens afskaffelse, om republikken og om arbejdsmarkedets ret til at ordne sine forhold uden statens indblanding. Da Socialdemokratiet under 1. verdenskrig definitivt havde besluttet sig for at få del i magten på grundlag af de eksisterende samfundsmæssige og parlamentariske forhold, betød det også, at partiet i stigende grad blev en integreret del af det bestående samfund.

Produktionsmidlerne forblev i princippet på private hænder. I stedet begyndte man at lægge grunden til velfærdsstaten ved skatteoverførsler. Men den demokratiske socialisme var et fatamorgana. I Danmark kunne man ikke nå op over de nødvendige 50 procent af stemmerne, og så kunne man ikke komme længere, da man for længst havde fraskrevet sig retten til revolutionære virkemidler. Sådanne stred i almindelighed mod danske arbejderes holdning. Bondesamfundets forestillinger stak dybt. I øvrigt skete der ikke alverden i lande, der som Norge og Sverige fik socialdemokratisk flertal – endsige i de kommunalbestyrelser, hvor flertallet skiftede.

Stauning og hans generation havde for længst taget bestik af forholdene. Bortset fra nogle få var de ikke intellektuelle teoretikere, men arbejdernes egne folk, udgået fra de befolkningslag, som den lige valgret lod dem repræsentere. De ville ikke vente på en fjern dag, der måske aldrig kom. De ønskede del i magten her og nu. Med deres naturgroede kendskab til småkårsfolks påtrængende behov kastede de nogle teorier over bord for at opnå øjeblikkelige resultater. Da Stauning dagen efter Kanslergadeforliget gav øl på Social-Demokratens redaktion, sagde han: „Vi har ofret nogle principper, men vi har reddet landet!”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Socialdemokrat – ja eller nej?.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig