Københavns Rådhus, bygget i begyndelsen af århundredet. Foran rådhuset Gammeltorv. Springvandet er udsmykket med en figur, der forestiller barmhjertighedens gudinde, Caritas. Bag rådhuset lå Nytorv. Oprindeligt blev bytinget afholdt i fri luft, men da tingbøgerne tog skade, hvis det begyndte at regne under en retssag, blev tinget i 1638 flyttet til en træbygning, der lå i tilknytning til rådhuset. Under Dinasagen, der krævede så mange vidner og tilhørere, gjorde man en undtagelse og flyttede udendørs. Henrettelsen af Dina fandt sted på slotspladsen.

.

For at få sagen opklaret fik Ulfeldt tilladelse til at føre retssag mod Dina ved bytinget i København, og det blev til et skuespil for åbent tæppe foran rådhuset på Gammeltorv. Både Ulfeldt og kongen sørgede for, at deres folk overværede sagen, der ifølge retsreferatet afslørede Dina som løgner. Hun havde aldrig ligget i rigshofmesterens seng, ja, der havde aldrig stået en seng i det værelse, i hvilket den famøse samtale mellem Ulfeldt og Leonora Christina ifølge Dina skulle have fundet sted.

Bytinget frifandt rigshofmesterparret. Der var, sagde dommerne, kun tale om løse beskyldninger, som ikke holdt over for „velbårne frøken Leonora Christina eller Hans Excellence Herr Rigens Hofmesters høje benægtelse og erklæringer” og over for de vidneudsagn, der forelå.

Ulfeldt ville imidlertid ikke nøjes med selv at blive renset. Han ønskede Dinas hoved på et fad, men bytinget undlod at dødsdømme hende, da det ikke mente, det havde hjemmel hertil, og det henskød sagen til rådstueretten, der var sammensat af rådmænd og borgmestre. Og den dømte den 12. juni 1651 Dina til døden, idet den henviste til den skærpende omstændighed, at Dinas falske beskyldninger var fremsat i selve kongens gård.

Men Ulfeldt var stadig ikke tilfreds. Han ankede sagen til rettertinget. Han ønskede straffen skærpet dog uden at foreslå de specielle lemlæstelser, det måtte indebære. Formålet med at få sagen for rettertinget, hvor konge og rigsråd dømte, var nok også snarere, at han agtede at tvinge „sine egne” til at rense ham. Desuden krævede han, at Dina blev pinligt forhørt, så man kunne få rede på, hvem „der udi samme sag er hendes medvider eller medvidere, thi det synes vel ikke troligt, at hun alene sligt et morderisk forræderi kunne så vidt sætte udi værk, som sket er”.

Allerede på førstedagen under rettertingssagen tilstod Dina, måske for at undgå det pinlige forhør, at alt, hvad hun havde sagt om Corfitz Ulfeldts og Leonora Christinas sammensværgelse mod kongen, var pure opdigt, og at det var Walter, der havde tilskyndet hende til det ved at love hende guld og grønne skove, samtidig med at han havde forsikret hende om, at hun ikke risikerede noget ved at gøre det, han bad hende om.

Da hun derefter blev udspurgt om den anden sag, hendes historie om det påtænkte anslag mod Ulfeldtfamilien, henviste hun til kongen. Men rettertinget afviste at tage denne sag op med en bemærkning om, at det hele ikke var andet end „gækkeri”.

Rettertinget stadfæstede rådstuerettens dødsdom uden at tage hensyn til enkelte rigsråders forslag om også at afhugge hendes hånd eller rive tungen ud af hendes mund, straffen for grov løgnagtighed.

Men Corfitz Ulfeldt var stadig ikke færdig med Dina. Han fastholdt sit forlangende om pinligt forhør. Det fandt da endelig sted den 5. juli i Blåtårn under overværelse af repræsentanter for både kongen og Ulfeldt. Der kom ikke mere frem under forhøret, og Ulfeldt klagede senere over, at „hun blev ikke mere end engang løselig pint”. Ulfeldt var ikke i tvivl om, at „højere magter” gjorde, hvad de kunne for at skjule Dinaaffærens egentlige bagmænd.

Den 11. juli 1651 fløj hovedet for Dinas fødder, som Dureel så poetisk beskrev det. Ulfeldt havde sejret, og allerede dagen efter rettertingets endelige domsafsigelse over Dina havde kongen ladet Ulfeldt meddele, at da retssagen nu havde klarlagt, at Ulfeldts mistanke om et kongeligt komplot mod ham var ubegrundet, ville kongen straks ophæve forbudet mod, at Ulfeldt forlod København, selv om kongen fortsat var utilfreds med, at Ulfeldt overhovedet havde haft en sådan mistanke.

Dertil kom, at Walters rolle endnu var uafklaret. Ulfeldt ønskede ikke at føre sag mod obersten, men bad rådet og kongen om at udforske dennes rolle. Det skete også, men Walter slap med at blive landsforvist med den slørede begrundelse, at han på urimelig vis havde brugt en gemen kvinde til at intrigere for sig med henblik på selv at komme højere på strå.

Men før Walter landsforvistes, var der indtrådt en dramatisk vending i striden mellem Frederik 3. og hans rigshofmester. Kongen, der langtfra var tilfreds med, at Ulfeldt var sluppet helskindet fra Dinasagen, spillede den 13. juli ud med et brev til rigsrådet, hvori han forlangte, at man skulle gå Ulfeldts embedsførelse nærmere efter i sømmene. Kongen ville have at vide, hvem der havde givet ham lov til at afhænde adskillige af kronens ejendomme, hvordan han havde kunnet tillade sig at give anvisninger på lensindtægter og told uden at forhandle derom med kongen, og hvorfor han havde forhøjet rentekammerembedsmændenes lønninger uden kongens samtykke. Kongen klagede videre over, at Ulfeldt havde ladet statskassen betale „en umådelig og excessiv” pris for leverancer til Holmen, hvilket efter kongens mening var en ikke ringe årsag til rigets store gæld.

Ulfeldt var ikke i tvivl om, at det ville gå ham, som det gik Hannibal Sehested, da man havde gravet i dennes embedsførelse. Den 14. juli, dagen efter kongens brev til rigsrådet, pakkede Ulfeldtfamilien så meget af deres kostbare kluns, de kunne nå, og om aftenen forlod de København for via Hørsholm at køre til Hellebæk, hvor de gik om bord i et skib, Ulfeldt allerede et stykke tid forinden havde lejet, og sejlede til Holland.

Ulfeldts flugt gav for alvor kongen blod på tanden, og til sine klagepunkter over rigshofmesterens økonomiske forvaltning tilføjede han alle hånde mere personlige beskyldninger. Ulfeldt havde skjult over for Frederik, at den salige konge på sit dødsleje i otte dage havde kaldt på sin søn, han havde bemægtiget sig den gamle konges hovednøgle og egenmægtigt gennemsøgt kongens gemakker og kamre i tre dage uden rigsrådets samtykke, han havde revet den æresport ned, der var rejst på Amagertorv ved Frederik 3.s kroning, således at dronningen ikke kunne drage til og fra kirken med ære, da hun dagen efter sin mands kroning selv skulle krones, og han havde på det skammeligste „på rakkervis ladet udføre liget af fru Vibeke, som havde ligget i kongens arm”.

For at få disse og de andre sager opklaret, stævnede kongen Ulfeldt til den tilkommende herredag og forbød ham at afhænde sit danske gods, førend han var mødt op og havde forklaret sig for kongen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sagen mod Dina.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig