Stednavne og bebyggelse

"Så ligger da stednavnene og slumrer som soldaterne i kejser Frederiks underjordiske slot; de venter på det rigtige løsen, den smældende trompet, der rusker dem af søvne og får dem til at stille op i rækker og geled."

Sådan skrev stednavneforskeren H.V. Clausen allerede i 1916, men allegorien kan stadig siges at have gyldighed. Også moderne filologer er optaget af den kulturhistoriske skatkiste, som de gamle stednavne rummer, og arkæologerne er taknemmelige for et kildemateriale, der åbner for nye dimensioner i forståelsen af de forhistoriske landskaber. De ældste danske stednavne kan med rimelighed dateres til 3.-4. århundrede e.Kr., måske endog lidt tidligere. Stednavne er nemlig utrolig sejlivede. Så længe der har været mennesker i et område, har stedets navn levet videre. De stednavne, der kan udskilles som gamle, grupperer sig i tre lag, et ældre, et mellem og et yngre, hvoraf de to yngste kan dateres sikkert.

Udgangspunktet er de navne, eller rettere navneendelser, som danske vikinger bragte med sig til England og brugte, når de navngav deres landsbyer. Det var almindeligvis navne, hvis endelser var -by, -tofte, -torp (nutidig -rup) og -bølle, og de har alle noget med begrebet landsbybebyggelse at gøre. Således betyder -by direkte landsby, -torp betegnede så sent som i 1200-tallet en lille by, eventuelt en gård, der var flyttet ud fra moderbyen, og -tofte henviser til det indhegnede jordstykke omkring hver enkelt gård i landsbyen. Endelig er -bølle afledt af ordet bol, som i den ældre middelalder var landsbyernes inddelings- og beskatningsenhed.

Alle disse navneendelser hører til i vikingetidens ældste del. Andre, f.eks. -rud, -rød, -tved, -skov, -løkke er fra slutningen af vikingetiden og den tidlige middelalder. De har alle noget med skov at gøre, især med dens rydning og indhegning, og de stammer øjensynlig fra en tid, hvor man gjorde voldsom indhug i de gamle skovarealer. De kan tidligst være dannet i 1000-tallet, for de hører ofte sammen med kristne personnavne.

Stednavneforskerne kan imidlertid udskille et endnu ældre navnelag med endelserne -heim, -inge, -lev, -løse og -sted, der må høre til i jernalderen. Det er disse navne, der interesserer os her.

Betydningen er selvsagt dunkel, da de har deres oprindelse i en – næsten – skriftløs tid. Man mener dog at kunne se, at de alle har noget med bebygget eller befolket område at gøre, akkurat som vi selv bruger det, når vi f.eks. taler om morsinger, skåninger osv.

-lev betyder „arvegods”, ejendomsret – eller i hvert fald brugsret – til jorden. Denne navneendelse kombineres altid med et personnavn – vel bygdens eller landsbyens grundlægger.

Dette ældste lag af navne menes at være opstået i løbet af det tredje og fjerde århundrede e.Kr.; måske er -ingenavnene endog nogle hundrede år ældre. Det er unægtelig en fascinerende tanke, at vore ældste stednavne kan føres 1500-2000 år tilbage i tiden, men det er vel den naturlige konsekvens af, at generation efter generation har levet på – og af – den samme jord. Åbenbart betød det ikke noget, at selve landsbyen flyttede rundt og med tiden også skiftede karakter – navnet forblev det samme.

Selv om stednavne, hvis oprindelse går tilbage til jernalderen, forekommer over det meste af landet, er mange også gået tabt. I områder, hvor de burde være, som f.eks. på det frugtbare Sydøstfyn med dets mange arkæologiske fund, mangler de således helt. De store, centrale kirkebyer herfra bærer i stedet vikingetidsnavne med endelsen -by og -torp. Årsagen er næppe en tilfældig forsvinden i årenes løb, men snarere, at de gamle navne blev erstattet af nye i forbindelse med en dybtgående omlægning af bebyggelsen ved vikingetidens begyndelse.

Selv om enkelte af stednavnene har været de første, der blev givet en lokalitet, må vi regne med, at de navne, vi kender i dag, hovedsageligt er fremkommet ved afgørende forandringer i ejendoms- eller dyrkningsforhold i løbet af romersk jernalder, i begyndelsen af vikingetiden eller i den tidlige middelalder. Det er nemlig i disse perioder, at de store forandringer finder sted – i bebyggelsen og i hele samfundets organisation.

Selv om hele landet har været befolket og al jord udnyttet igennem det meste af jernalderen, er der alligevel stor forskel på hvordan. I tiden omkring Kr.f. lå landsbyerne meget tæt i mange egne af landet, og de var ofte små. Derfor var det nødvendigt med faste ejerlavsskel, og de fulgte efter alt at dømme de samme naturlige skel, dvs. åer, enge, bakkedrag osv., som 1000, ja 2000 år senere. Hver enkelt bygd og bebyggelse har naturligvis haft sit eget navn.

I løbet af tredje-fjerde århundrede opgav man de små bygder og bosatte sig i større, centrale landsbyer. Også ejerlavene voksede, for det er utænkeligt, at områder skulle blive „ejer-løse” ved denne omlægning. Nogle landsbyer, og dermed også visse stednavne, må derfor være forsvundet. Andre landsbyer har beholdt deres gamle navn, selv om de blev lagt helt om efter den nye tids forskrifter, hvad der f.eks. kan ses i Vorbasse.

Bebyggelsen danner et mønster, der er som et net: Til nogle tider finmasket, til andre tider stormasket. I jernalderens midte var det et stormasket net, som lå over landet – afstanden mellem de enkelte landsbyer var blevet større og deres jordtilliggender mere udstrakte.

For jernalderbonden i hans daglige virke betød denne forandring først og fremmest, at der var blevet længere fra de enkelte gårde til landsbyens fjerneste jorder. Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis han var tvunget til at køre gødning ud og bjærge afgrøder hjem, eller hvis han daglig måtte hente sit malkekvæg den lange vej tilbage til landsbyen.

Derimod spillede det en mindre rolle, hvis hovedparten af produktionen var baseret på kvægdrift, fåre- og svinehold, altså dyr, som i det daglige kunne passe sig selv på overdrevene, engene eller i skovene, og som kun behøvede en enkelt hyrde eller vogterdreng, der sammen med sin hund holdt flokken samlet på de områder, der skulle afgræsses.

Men nærmere ved landsbyen blev jorden dyrket mere intensivt end tidligere, for der var stadig brug for korn – til grød, til brød og til øl, også selv om høsten fra tid til anden led under for megen væde og for lidt sol.