Gudmebygden

En særlig påfaldende samling hellignavne findes omkring den lille Gudmebygd på Østfyn. Først og fremmest betyder Gudme „gudernes hjem”, og området har længe været kendt som det guldrigeste i landet. Men også bebyggelsen viser sig nu at have været i særklasse, både hvad angår omfang og kvalitet. Omkring 400 e.Kr. anslås stedet at have rummet omkring 50 gårde, omend kun en mindre del har kunnet udgraves. Ud over hvad man kan betegne som almindelige jernaldergårde, lå to meget specielle huse parallelt og således, at man har kunnet gå fra det ene umiddelbart ind i det andet gennem de brede døråbninger midt for hver langside. Det mindste af husene, som i øvrigt blev udskiftet adskillige gange uden derved at flyttes nævneværdigt, var ca. 25 m langt og 10 m bredt, det andet af samme bredde, men dobbelt så langt og dermed et af de største huse fra Danmarks oldtid. Det store tag har været båret af otte sæt stolper, og med en diameter på 80 cm har de gjort rummet til en monumental søjlehal. Midt på hver langside førte to brede døråbninger af nærmest portlignende dimensioner ind til den enorme halbygning, mens en mindre dør gav adgang nær husets ene ende. Hele anlæggets særpræg understreges yderligere af konstruktionen, der ikke kendes tilsvarende fra nogen del af Danmarks oldtid; begge huse (det mindre i flere faser) er bygget i en slags bul-konstruktion med vægge af vandretliggende planker. Sammenlignet med de almindelige langhuse, hvoraf det største var 35 m langt og 6-7 m bredt, må de to sammenhørende haller med i alt 750 m² under tag, have været et overordentligt dominerende indslag i den store bebyggelse ved Gudme Sø i tiden fra skønsmæssigt slutningen af 200-tallet til et stykke ind i 400-tallet.

Ikke alene i selve Gudme, men også langs kysten og spredt i størstedelen af bygden er der fundet guldskatte og andet ædelmetal i mængder som ingen andre steder. På selve bopladsen forekommer mange slags romerske mønter af guld, sølv og kobber i forbløffende mængder, både som enkeltfund og samlet i små og større skatte. Nogle depoter rummede brudsølv af alverdens slags, bl.a. stykker af ituklippet byzantinsk bordservice, andre bronzer, heriblandt dele af en stor senromersk statue, og selv brudguld fandtes nedlagt i jorden. Den omfattende smede- og støbevirksomhed, som disse mange depoter giver indtryk af, bekræftes gennem fund af små dråber smeltet guld, sølv, bronze og glas, såvel som jernslagger og små stykker guldfolie. I alt er 4000 metalgenstande hidtil blevet opsamlet og udgravet i det centrale område, herunder forgyldte fragmenter af en romersk bronzehjelm og en frankisk sølvsmykkenål af karakteristisk fugleform. Hvad enten guldskattene lå inden for selve det bebyggede område eller i den nærmeste omegn, indeholdt de halsringe, armringe, fingerringe og andre smykker; enkelte er af byzantinsk oprindelse, mens hovedparten er fremstillet i Skandinavien, mange formentlig i Gudme selv. Desuden forekommer beslag til sværdskeder, flere med udsøgt ornamentik i det fineste filigranarbejde samt det meget specielle værdighedstegn, to små sammensatte guldringe placeret på sværdfæsteknappen og tolket som de traditionelle insignier for medlemmer af den frankiske konges hird. Uden for det centrale bebyggelsesområde, ved godset Broholm halvvejs mod kysten, fandtes i 1833 en guldskat på mere end 4 kg, næst efter Guldhornene den største guldskat fra Danmark. I alt har jorden i Gudmebygden indtil nu afgivet hen ved 10 kg guld og dermed næsten en fjerdedel af det danske guld fra denne den guldrigeste periode af oldtiden.

Skønt pladsen ikke er fuldt udgravet, er resultaterne efter en halv snes års arkæologiske undersøgelser ved Gudme imponerende: en usædvanlig stor bebyggelse med et monumentalt kompleks i sin midte – hallen med et areal på hen ved 500 m² og dermed i grundplan af størrelse som et af palæerne på Amalienborg – og med en overvældende mængde af metalfund, skrotmetal såvel som unikke kunstgenstande overalt fra bygden. Den håndværksaktivitet, der er en så udtalt del af fundbilledet i Gudme, begrænser sig imidlertid ikke alene hertil. Gudmebygdens store ladeplads og stedet for en række forskellige håndværksaktiviteter befinder sig på kysten ca. 5 km mod øst, ikke langt fra Lundeborg, hvor Tange Å munder ud i Storebælt. Langs en kyststrækning på 900 m, men i en bredde på blot mellem 30 og 75 m, strækker sig det område, der må karakteriseres som Gudmes havnefront.

Området har været i brug fra engang i 200-tallet og frem til vikingetidens begyndelse. Også her er blot en mindre del af pladsen udgravet, men alligevel er det tilstrækkeligt til at have afdækket en omfattende håndværksaktivitet, især koncentreret til århundrederne omkring 300. De mange genstande, som er fundet ved udgravningerne på kysten ved Tange Å, stammer såvel fra håndværksproduktion som fra handelsaktivitet. De mest almindelige handelsvarer, dvs. de, der har efterladt sig fysiske spor næsten 2000 år senere, er romerske glasperler og glasskåle samt den specielle formpressede rode keramik, terra sigillata. Blandt de hjemlige produkter ses bøjlenåle af jern og bronze, pilespidser og forskellige smådele til sværd og sværdskeder. Til dette føjer sig overvældende mange indicier på en intensiv produktion af alle kendte slags jernalderhåndværkere: snedkeren, bronze- sølv- og guldsmeden, smeden der arbejdede med jern foruden de specialister, der forarbejdede rav, ben og tak. Små vægtlodder, romerske sølvdenarer og guldstykker er ligeledes fundet, og jernbarrer, der formentlig er importeret fra Polen eller Norge. Mere end 8000 ubrugte og itubrækkede jernnagler vidner om en omfattende bygning eller reparation af jernalderens klinkbyggede skibe.

Der er imidlertid ikke fundet det mindste spor af egentlig bosætning, men blot aftryk af småhytter (4x5 m) som tyder på, at brugen af pladsen ved Lundeborg alene har været sæsonbetinget.

Anløbspladsen ved Lundeborg ser med andre ord ud til at have været centrum for en omfattende aktivitet, hvor håndværkere og handelsfolk fra mange egne har sat hinanden stævne i bestemte perioder af året. Den største aktivitet og dermed også de fleste mennesker synes knyttet til stedet i dets tidlige fase, altså den sene romertid og begyndelsen af ældre germanertid – eller folkevandringstiden, som den nu oftere kaldes. Hvor mange af disse mennesker, som har mistet livet, mens de opholdt sig her, er naturligvis ikke til at afgøre, men faktum er, at jernalderens største gravplads befinder sig blot nogle få km herfra, ved Tange Å halvvejs ind mod bebyggelsen i Gudme.

Omkring 2300 grave ligger her samlet på det store gravfelt Møllegårdsmarken, hvor allerede kammerherre Frederik Sehested fra Broholm foretog de første udgravninger i midten af 1800-tallet. Hovedparten af gravene er brandgrave, hvor aske og brændte gravgaver er anbragt i en urne, men også store jordfæstegrave med rigt udstyr findes side om side med brandpletter, hvor alene aske og lidt potteskår er tilbage. I alt har pladsen været i brug fra 1. årh. f.Kr. til lidt ind i 400-tallet, skønt det ikke er usandsynligt, at ligbålene fortsat har brændt i de efterfølgende århundreder. De seneste udgravninger på gravpladsen har afdækket, hvad der muligvis kan være småhuse til rituelt brug, samt sporene af et vejforløb, som har været med til at strukturere opdelingen af det store område.

Møllegårdsmarken er en unik gravplads, ikke alene på grund af størrelsen, men også fordi mange grave er så rigt udstyret med romersk import og dermed peger mod Lundeborg som et vigtigt centrum for forbindelserne sydpå mod Romerriget. Denne sammenkobling mellem handelsplads og gravfelt er iøjnefaldende, når vi bevæger os frem til vikingetiden: Hedeby ved Slien, Birka i Målaren og Kaupang i Vestfold har alle disse store gravfelter, men også den med Gudme samtidige og meget ligeartede plads Helgö i Målaren har det. Måske er der virkelig en sammenhæng, måske udgjorde mennesker med tilknytning til disse store lade- og handelspladser faktisk et fællesskab, der var baggrunden for disse specielle gravpladser.

Selv om begravelsesintensiteten på Møllegårdsmarken aftager for til sidst at stoppe helt, så må selve pladsen, beliggende halvvejs mellem Gudme og Lundeborg, have været absolut synlig i folkevandringstidens landskab. Tilsammen udgjorde Gudme-Møllegårdsmarken-Lundeborg en enhed, og ingen af dem kan forklares isoleret. Tilsammen giver de indtryk af et helt specielt område for import og produktion af basisvarer såvel som genstande med entydig tilknytning til de ritualer, der var forbundet med liv og død for eliten i det typiske germanske alliance- og gavegivende samfund, og Gudmebygdens unikke karakter understreges yderligere gennem tilstedeværelsen af de rige og meget særprægede grave fra Langå, den ene bl.a. med en keltisk vogn, fra århundrederne for vor tidsregning.

Hvis vi alene var henvist til at vurdere Gudmebygden ud fra det arkæologiske kildemateriale, ville ord som produktion, handelsrelationer og økonomi være de, der lå nærmest for. Men her kommer stednavnene igen ind i billedet. Ikke alene betyder Gudme som allerede nævnt „gudernes hjem”, dvs. stedet, hvor guderne havde taget ophold, men i en afstand af mellem 1 1/2 og 2 1/2 km nord, vest og syd for Gudme ligger tre store høje med markante navne: Gudbjerg mod vest betyder „gudernes bjerg”, Albjerg mod syd er „højen med helligdommen”, og Galbjerg mod nord er af stednavneforskere forklaret som „højen for ofre”.

Gudmes store materielle rigdom i tilknytning til de mange sakrale stednavne peger derfor på, at lokaliteten ikke blot var en central plads for handel og produktion, men også et område af specifik sakral karakter. Dette var stedet, hvor kunsthåndværkere og specialister omdannede mønter, brudguld og barrer til rituelle og symbolske genstande af unik håndværksmæssig kvalitet, som guldbrakteater, ornamenterede mundingsbeslag til sværdskeder, tunge tvedelte guldhalsringe etc. Måske rummer de små guldmedaljoner, brakteaterne, med deres fascinerende ikonografiske univers, endnu en flig til fortolkningen af dette ejendommelige kompleks. Billederne på brakteaterne viser specifikke motiver, som med stor sandsynlighed kan relateres til centrale fortællinger i den nordiske mytologi, f.eks. Balders død og krigsguden Tyr, der mister sin ene hånd i et forsøg på at binde Fenrisulven og dermed frelse verden. Den mest almindelige fremstilling er imidlertid, hvad der må tolkes som Odin på rejse til den anden verden, i fugleham og ridende på et stort dyrt, hvad enten det er en hest, en elg eller noget helt tredje. Oprindelig imiterede brakteaterne de byzantinske kejsermedaljoner og lader således symbolsk den romerske kejser, afbildet med sine værdighedstegn, vige for asernes konge, også han afbildet i sin mest magtfulde fremtoning: på vejen til den anden verden, hvorfra han skal hente visdom og indsigt, selve nøglen til Odins magt.

Selv om guldbrakteaterne har været fremstillet forskellige steder i Skandinavien, så fremstår Gudme imidlertid som et af de allermest centrale – og frem for alt tidligste – områder for disse af vægt kun små, men symbolsk særdeles tunge guldsmykker. Stedets navn – „gudernes hjem”- og koblingen til Odin, asernes konge, åbner umiddelbart for en fortolkning af Gudme som en hellig plads, skabt i overensstemmelse med den førkristne kosmologi. Med dette som udgangspunkt må det derfor være fristende at fortolke Gudme som en parafrase over navnet selv – gudernes hjem, altså Asgård. I dets midte knejsede den store hal, og på stedet foregik en omfattende produktion af symboltunge guldgenstande til brug i en rituel sfære af udveksling og alliancer, akkurat som i gudernes hjem. Gudmebygden var et centrum for mennesker udefra; over havet kom man til kysten ved Lundeborg. Ved at følge Tange Å var det muligt at nærme sig Gudme, gudernes hjem, der på samme tid lå både åbent og utilgængeligt. Med åen som processionsvej blev den til rejsende ført forbi de dødes plads, Møllegårdsmarken, og denne del af rejsen sluttede ved foden af Albjerg, „højen med helligdommen”. Og vi kan gætte på, at endemålet for færden har været den store hal.

De store udgravninger i bygden omkring Gudme og de resultater, som herved er indvundne, har formentlig mere end nogen anden enkeltundersøgelse forandret billedet af den sene sydskandinaviske jernalder. Ved sin størrelse, sin rigdom, sin store hal, de sakrale stednavne og en omfattende håndværksproduktion og handelsvirksomhed fremstår Gudme i dag som den tidligste, men samtidig både største og tydeligste repræsentant for den bebyggelsesform, som fra nu af bliver så karakteristisk i den yngre del af jernalderen, nemlig den centrale plads, som tydeligvis forener en lang række funktioner, ikke som en tilfældighed, men fordi disse funktioner er hinandens forudsætning.