Tyskerfejden

Indfødsretten blev modtaget med begejstring i monarkiets hovedstad og overalt i dets byer, dels fordi den imødekom borgerskabets håndgribelige egeninteresser, dels fordi den dækkede det samme borgerskabs følelsesmæssige behov for en national identitet. Og det var typisk for den sejrende danskhed, at den i de følgende år ikke blot udbyggede sine positioner, men også markerede sig aggressivt.

I 1790 rasede den såkaldte Tyskerfejde. En litterær polemik udviklede sig til et kortvarigt, men heftigt opgør mellem dansk og tysk. På dansk side afslørede stridsskrifterne frustration over at se sig behandlet som kulturelt og socialt andenklasses borgere af den aristokratiske tysk-kulturelle politiske ledelse, der havde fældet Guldberg i 1784 og selv taget magten.

En frustration, der ikke blev mindre af, at de danske debattører nok selv inderst inde erkendte, at der bestod en iøjnefaldende kulturel niveauforskel mellem det borgerlige danske klubmiljø og de litterære saloner i de bernstorffske og schimmelmannske palæer. I deres bitterhed over favoriseringen af tysktalende og tysk-kulturelle holstenere vendte de sig endog mod deres eget sejrsmonument, indfødsretten. Skulle kongens holstenske undersåtter – hvis nationale loyalitet danskerne hævdede lå syd for Elben – overhovedet have embeder, kunne de få det i Holsten, og ikke andre steder.

Disse voldsomme udbrud af „antigermanisme” huskede præsten M. G. Birckner længe efter, hvor „ikke blot skribenterpøbelen, men selv mænd, der med føje kunne regnes blandt agtværdige skribenter, med bittert had forfulgte alt, hvad der bar navn af tysk, ja den hele tyske nation”. I 1790 havde debattørerne glemt Holbergs advarsel mod at lade fædrelandskærlighed udarte til fremmedhad.

I Tyskerfejden blev der ikke nævnt navne. Men alle vidste, at kritikken mod favoriseringen af holstenere og tyskere var vendt mod kronprins Frederiks ministre, A. P. Bernstorff og Ernst Schimmelmann og mod hovedstadens aristokratiske, tysk-kulturelle overklasse, hvortil også mænd som Christian Ditlev Reventlow og hans bror Ludvig Reventlow var nært knyttede. Denne politisk magtfulde kreds følte sig særdeles ilde berørt over fejdens aggressive danskhed, som truede både dem selv og helstaten.

Derfor gik de til modangreb netop der, hvor den unge nationalfølelse var svagest: hvor det gjaldt spredningen af de nye nationale tanker fra den afgrænsede borgerlige kreds til det brede folk gennem skolerne. Midt under Tyskerfejden skrev Ludvig Reventlow et harmfuldt brev til Den store Skolekommission:

„Burde man ikke søge at udrydde den overdrevne patriotisme eller såkaldede danskhed, der kaster en ufornuftig foragt på de fremmede og især på de tyske, der ofte udarter til den ublueste fornærmelse? Burde man ikke før søge at indprente mere kosmopolitisk sindelag og spirit, der stemmer overens med kærlighed til vor næste?”

På deres egne godser kunne de gøre, som de ville. Her udstedte de skolereglementer, der inddæmmede de aggressive dansk-nationale tendenser. Og politisk var de endnu magtfulde nok til at blokere formidlingen af den nye nationalfølelse til landets øvrige skoler. Christian Ditlev Reventlow var det toneangivende medlem af Den store Skolekommission, der blev nedsat 1789, og som udarbejdede den skolelov, der i 1806 trådte i kraft på Øerne, og som i 1814 blev landsdækkende. I den nye folkeskoles undervisning fik indpodningen af kærlighed til fædrelandet en yderst tilbagetrukken plads.

Reformtidens politiske elite fik fred i sin egen tid. Den nye danske nationalfølelse havde omkring 1800 kun bredt sig til det højere borgerskab i hovedstaden og i de større provinsbyer. Det var dette borgerskab og enevældens embedsmænd, der i 1801 reagerede så positivt på styrets appel om kongetroskab og fædrelandskærlighed. Til samfundets bredere lag var den nationale bevidsthed endnu ikke trængt ud.

Disse nye tanker og følelser, der ignorerede standsskel og benægtede klassemodsætninger, kom fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup aldrig til at kende. Og hans børn heller ikke. Men hans børnebørn mødte dem i De rådgivende Stænderforsamlinger i 1830'rne og 1840'rne og i kampen om magten i det nye folkestyre.