Udvandring

I kølvandet på denne folkevandring blomstrede de erhverv, der levede af uroen i samfundsstrukturen. Det var en hærskare af tjenstvillige agenter, kommissionærer og folk med andre fine titler, som mod passende honorar hjalp de vandringslystne til det sted, hvor de troede, lykken var. Når de unge karle og piger kom „ind med firetoget”, blev de modtaget af en flok af fæstemænd, pantelånere og udvandreragenter. I en indberetning til justitsministeren fra 1866 taler Københavns politidirektør bekymret om „den ubegribelige letsindighed, hvormed især menigmand giver sig enhver kommissionær i vold, og den samvittighedsløse måde, hvorpå upålidelige og til dels berygtede personer benytter sig af denne som af andre lignende udveje til at fortjene penge”. Politidirektøren ønskede en offentlig kontrol med disse agenter – ordet bondefangere lå ham i pennen, for det var jo sagen, et eksempel på den brede kløft mellem det uspolerede land og det kolde liv i byerne.

Den største gruppe blandt disse agenter var fæstemændene, den tids arbejdsformidlere. Nogle af dem store folk med egne fæstekontorer. I København var der henved 20 af disse private arbejdsanvisningskontorer omkring 1880. Mange af dem havde ansat underagenter, der med en fin kasket var til rådighed rundt om i byen, hvor arbejdsgivere kunne tænkes at få brug for medhjælp. Et af fæstekontorerne havde på et enkelt år 17.000 arbejdssøgende, hvoraf ca. 20 procent var svenskere. De betalte et beløb i indskrivningspenge, og et ukendt antal af dem blev så sendt ud på arbejde ved f.eks, jernbanebyggeriet eller på fabrikker. Svenskerne blev for størstedelen brugt som landarbejdere – de var billigere end danskerne og fandt sig hjemmefra i dårligere behandling. Arbejdsgiverne, som rekvirerede dem, betalte selvfølgelig også afgift til fæstemændene.

Et af de åbne arbejdsmarkeder var Lolland-Falster, hvor sukkerroedyrkningen blev sat i system fra 1873. Det stod hurtigt klart, at den lokale befolkning ikke ønskede at påtage sig arbejdet med at rense og optage roerne. De stedlige landarbejdere rejste i stort tal til byerne eller til Amerika. I stedet udfyldte fæstekontorerne hvert år dette vacuum med hundredvis af svenske piger. De boede på Lolland-Falster i store barakker i nærheden af markerne, indtil roekampagnen var forbi i oktober. Da dyrkningen af sukkerroer i 1880'erne også kom til Skåne, udeblev de svenske piger fra Lolland-Falster, og nu sattes der et hvervningsarbejde i gang i Polen, navnlig i provinsen Galizien. Fra 1890'ernes begyndelse kom tusindvis af piger til Danmark under opsyn af tysktalende „Auf-sehere”, som fulgte dem i marken og holdt justits i de primitive barakker, pigerne blev installeret i. Disse polakker (udtalt med tryk på første stavelse) satte deres stærke præg på Lolland-Falster, og da en stor del af pigerne giftede sig i Danmark, er det polske præg endnu ikke helt forsvundet.

Mange af de arbejdssøgende, der flygtede fra de dårlige vilkår på landet, havde videre mål end den nærmeste købstad – de unge og stærke havde fantasi og vovemod til rejsen ud over Danmarks grænser. De nærmeste lande, Sverige og Tyskland, var ikke nogen tillokkelse. Nej, skulle det være, var det fjerne, rige Amerika den drøm, som allerede fra 1830'rne havde strejfet også danskerne og sat litterære blomster som Christian Winthers børnedigt „Flugten til Amerika”. Men vejen dertil var lang og den hjemlige sagosuppe trods alt så varm og nærende, at kun meget få almindelige danskere fandt vej til det oversøiske før 1860. Der var derimod en speciel gruppe af ualmindelige danskere, der allerede fra 1850'erne i store mængder tog vejen til Amerika. Det var mormonerne, medlemmer af den amerikanske sekt, som i 1849 kom til Danmark takket være missionærer, udsendt fra staten Utah hinsides Rocky Mountains. „De sidste dages hellige” havde været udsat for forfølgelser på østkysten af USA og var derfor under store lidelser draget til fods den lange vej over prærien til Saltsøen i Utah, hvor de i fred kunne danne deres eget samfund og leve efter deres egne regler.

Mormonerne besluttede efter ankomsten til Utah at sende missionærer til Europa og lagde særlig vægt på indsatsen i Danmark. Det skyldtes, at to danske brødre Hansen i Salt Lake City var nære venner med mormonernes ukronede konge, Brigham Young. De oversatte meget tidligt den såkaldte Mormons Bog til dansk og fik den trykt og udgivet i 3000 eksemplarer i København allerede i 1851.

Missionærerne i Danmark fik hurtigt deres net fyldt med et stort antal danske, navnlig fra København og Nordjylland, som de under salmesang og mange ceremonier døbte i lokale gadekær og mergelgrave. Dåben indebar næsten som en pligt, at de omvendte også skulle udvandre til det „himmelske Zion på jorden”, Salt Lake City.

Med en professionalisme næsten som moderne rejsebureauer arrangerede mormonmissionærerne massetransport med særligt chartrede skibe, som regel fra Ålborg og Frederikshavn. Skibsladninger af syngende og bedende mormoner forlod landet hvert år fra 1852. Det var for størstedelen kvinder med mange børn, men også en del mænd, alle fra de fattigste lag i byerne.

Også i Danmark blev mormonerne udsat for overgreb fra befolkningen, navnlig i Ålborg kom det til voldsomme optøjer mod dem. Det gjorde deres afrejse så meget lettere – især da rejsen som regel var gratis. Udgifterne skulle først betales, når udvandrerne havde etableret sig i Utah. I de første år tog rejsen ofte op til fire måneder, først på sejlskibe over Atlanten, dernæst til fods over prærien og Rocky Mountains. Over 200 amerikanske missionærer arbejdede i Danmark mellem 1850 og 1880, og de omvendte over 18.000 danskere. Knap 6000 af dem tabte troen igen eller blev i Danmark, men næsten 9000 danske mormoner kom i samme tidsrum til USA; i 1904 var tallet steget til 12.600. Mormonstaten fik et stærkt dansk islæt – endnu i dag er der forbavsende mange Hansener og jensener i Utah.

For mange af de gamle udvandrere gjaldt vel, at de med rejsen til Utah på en bekvem måde kombinerede den religiøse kaldelse med en praktisk vej ud af et elendigt liv på sultegrænsen i Danmark. I øvrigt var der også en del, der faldt fra mormonismen, inden de nåede over den amerikanske prærie. Mange af dem slog sig ned i Iowa ved Missourifloden og dannede begyndelsen til senere større danske kolonier.

De, som vovede sig af sted for Guds skyld, blev dog kun et mindretal i forhold til de store menneskemængder, der fra midten af 1860'erne begav sig af sted for at få et bedre liv i Amerika. Flere forhold medvirkede til at gøre udvandring til en massebevægelse over hele Europa. I 1865 sluttede den blodige amerikanske borgerkrig, og regeringen i Washington var besluttet på at indvinde krigens store økonomiske og menneskelige tab ved at lokke folk over fra Europa og opdyrke de vældige præriestrækninger, hvor jernbanerne var ved at blive anlagt. Med den såkaldte Homestead Act, der var vedtaget allerede i 1862 og nu for alvor skulle føres ud i livet, blev der tilbudt alle voksne mænd et areal på 160 acres frugtbar præriejord gratis til eje, når de havde boet der i fem år og havde fået amerikansk borgerskab. Budskabet om denne chance blev kundgjort i Nordeuropa med store plakater og vældige oplag af pjecer, der blev uddelt gratis på mange sprog. For den fattige, jordløse bondekarl måtte det svimle at læse om det enorme stykke jord, man kunne komme til at eje uden betaling. Det svarede til 118 danske tønder land eller til et kvadrat med en side på 800 meter, altså jord som en meget stor dansk bondegård. Det mindede om verslinierne i „Flugten til Amerika”:

"Guldet det ligger dig for din fod, du bukker dig blot for at få det."

Rejsen derover var imidlertid en hindring, der kunne holde de fleste tilbage. Før dampskibene blev almindelige, måtte man regne med at skulle gynge mindst halvanden måned på Atlanterhavets bølger i overfyldte lastrum i bunden af et sejlskib, ofte de samme lastrum, som havde været fyldt med hvede eller majs på vejen til Europa. Dampskibe sejlede også på Atlanten, men de var for de velhavende og var med deres skovlhjul på siderne ustabile i høj sø. Men i løbet af 1860'erne skete der en utrolig hurtig teknisk fornyelse. Skruen i bagstavnen afløste skovlhjulene på siden, og de såkaldte højtryksmaskiner, der udnyttede dampkraften mere effektivt, forøgede skibenes fart og reducerede kulforbruget.

Den transatlantiske transport viste sig med dampskibene at være en meget lukrativ forretning. Det vrimlede pludselig i Tyskland og England med nye dampskibsselskaber, der udelukkende drev emigranttransport. De lod bygge større og større skibe og kappedes med at reklamere om dampernes hurtig hed og komfort. Også i Danmark satte denne internationale udvikling sig spor. Fra 1866 dukkede professionelle agenter for de største tyske og engelske linier op og grundlagde kontorer i København. Derfra rekrutterede hovedagenterne en skare af underagenter over hele Danmark. Det var mest værtshusholdere, landhåndværkere og lokalredaktører, der med flotte skilte uden for deres døre reklamerede for rejsen til Amerika. Omkring 1880 var der over 1000 underagenter alene i Danmark. En systematisk propagandavirksomhed for udvandring til den nye verden tog sin begyndelse. Bag ved den stod stærke økonomiske kræfter, international kapital på begge sider af Atlanten.

Fattigdommen i Danmark var ikke nær så slem som i Sverige og Norge for ikke at tale om det hungerramte Irland. Derfor blev den danske oversøiske udvandring også forholdsvis lav. Vi havde et landbrug, der endnu var rentabelt og åbent for ny teknik og fremstilling af alternative produkter. Og så var der stadig uopdyrkede områder i Danmark. Opdyrkningen af den store jyske hede begyndte i 1860'erne, og områder kunne nu udstykkes til hjem for de mange jordløse. Desuden havde vi sammenlignet med de andre nordiske lande et forholdsvis tæt net af købstæder, der kunne optage afvandringen fra oplandet.

Alligevel blev også Danmark påvirket af den store bølge af udvandring, der gik hen over hele Europa i et omfang, som kunne mærkes på befolkningsudviklingen og på den sociale balance mellem rige og fattige. I de fem år 1866-70 udvandrede ca. 11.000 og i det følgende årti over 36.000 danske. Firserne blev udvandringens store tid med kulmination i året 1882. Inden århundredskiftet var over 172.000 ud af en samlet befolkning på ca. halvanden million udvandret, de 90 procent af dem til De forenede Stater, resten til Canada og Australien. De fleste kom fra den sydøstlige del af Danmark, særlig Lolland-Falster, Sydsjælland og Bornholm og altså ikke, som man skulle vente, fra de virkelig fattige dele af landet i f.eks. Vest- og Midtjylland, men fra de områder, hvor de fattige og arveløse ikke havde råd til at købe egen jord.

Set i forhold til befolkningens fordeling var udvandringen i virkeligheden meget stærkere fra København og købstæderne end ude fra landet. Meget tyder dog på, at næsten alle udvandrere var født på landet, men på et tidligere tidspunkt i deres liv var taget til en af byerne og havde prøvet at få fodfæste der. Da de havde svært ved at få fast arbejde og måske i virkeligheden længtes tilbage til landbruget, var et af disse home-steads en tillokkende udvej – vejen tilbage fra byen til landet i Danmark var svær – og flov.

Det var rygtet om de mange nye fabrikker, der lokkede landboerne til byen. Men rygtet overdrev – industrialiseringen gik langsommere end tilvandringen til byerne. Derfor ophobedes store flokke af arbejdsløse i København og købstæderne. Især mændene blev arbejdsløse. Pigerne, der blev ringere betalt, kunne som regel få arbejde om ikke på fabrikkerne så ved rengøring eller som hushjælp. De blev derfor i byen, medens mændene emigrerede. For hver 100 udvandrere, der gik om bord på amerikadamperne, var der 65 mænd og kun 35 kvinder. Da det op til 1914 drejede sig om i alt 300.000 danskere, kom det til at sætte sit præg på balancen mellem mænd og kvinder i den danske befolkning. Helt til 1950 var der et større overskud af kvinder end sædvanligt. Omvendt var der stor mangel på kvinder i de danske kolonier i USA, der dannedes i stater som Iowa, Wisconsin og Minnesota.

Emigranttransport var en hård branche. Passagererne blev i de første år så dårligt behandlet om bord, at de ankom mere eller mindre halvdøde til New York. Især rederierne i Liverpool, hvorfra de fleste skandinaver gik om bord i de transatlantiske dampere, var slemme i den retning. Det var ikke tilfældigt, at netop den by et århundrede før havde været førende i international slavetransport. Der blev ikke taget humane hensyn der. Derfor indførte først England, siden de fleste europæiske lande offentlig kontrol med rederierne. Den danske Rigsdag vedtog i 1868 lov om udvandreres befordring, der stillede krav til skibenes udstyr og krævede, at hovedagenterne skulle godkendes af politiet og stille en ganske stor kaution for at kunne give erstatning til forulempede udvandrere.

Lovens virkning som hjælp for udvandrerne under rejsen var nok ringe; men den er interessant, fordi det var første gang, der blev lovgivet for at betrygge borgernes sikkerhed og det i en tid, hvor den herskende liberalisme ellers overlod de enkelte borgeres velfærd til de frie kræfters spil. Når man begyndte med udvandrerne og ikke med f.eks, børns arbejde på fabrikker (det kom først nogle år senere), var det nok udtryk for, at man blandt politikerne så med velvilje på denne udvandring af flere tusinde danskere hvert år. Det var en nem og billig måde at løse landets sociale problem på. Det hændte også, at sogneråd og politimyndigheder løste lokale problemer ved at betale en enkeltbillet til New York for at slippe af med en besværlig lovovertræder eller omstrejfer. Det var ganske vist ikke tilladt herhjemme ligesom i England. Mest omtalt blev som nævnt ovenfor afsendelsen til Amerika af de to socialistførere Pio og Geleff i 1877. Men det hændte også, at de amerikanske myndigheder med brask og bram sendte danske forbrydere tilbage, som politiet havde håbet at kunne „ekspedere” derover i stilhed.