Med grundlovens vedtagelse i 1849 var der indført demokrati i Danmark. Stænderforsamlingerne havde kun været en svag begyndelse; nu skulle det vise sig, om befolkningen var moden til den nye styreform, der forudsætter borgernes aktive medvirken. Men demokrati er ikke noget, man bare indfører. Selv om man skriver spillereglerne ned på papir og kalder det grundlov, tager det lang tid, før ideen og forståelsen af den er trængt ind i alle lag i befolkningen og i hvert sogn i landet.

Den praktiske side af folkestyret – den direkte oversættelse af det græske ord demokrati – var ikke så svær at sætte i gang i form af Rigsdag og regering. Men demokrati i videre forstand, sådan som vi i dag forstår og praktiserer det, skulle først indpodes i befolkningen. Overklassen og underklassen forstod nemlig begrebet forskelligt. Der gik mere end et halvt århundrede, før det danske demokrati var blevet det, vi nu kalder folkestyre.

Det var nemlig ikke blot den nye styreform, der skulle indlæres. Det var lige så meget, ja måske mere, den gamle enevældes tankegang, der skulle ud af bevidstheden. Enevælden var ikke blot en statsform, hvor kongen bestemte alt. Det autoritære princip var også en livsholdning, en filosofi, som gennemsyrede befolkningens tankegang fra top til bund. Det enkelte menneske havde ingen individuel ret; kun den, der var givet myndighed ovenfra i samfundet, kunne bestemme, havde autoritet og ofte dertil hørende privilegier. Dette system af over- og undermennesker – husbond over for tyende, mester mod svend, mand over for hustru osv. – blev hængende og var i åben konflikt med de nye ideer om ligestilling og individualitet, der spredtes dels fra England dels fra Den franske Revolution og blev genopfrisket i 1848, i grundlovens fundamentale frihedsrettigheder.

Da junigrundloven skulle føres ud i livet, viste det sig, at mange havde forbavsende svært ved at glemme enevældens grundprincipper. Mange velbjergede gjorde sig ikke umage for helt at forstå det nye demokratis idé, og der var endnu flere blandt de fattige, som næppe opdagede, at der var kommet en ny styreform i Danmark, som gik ud på at give alle en lige mulighed for at udfolde sig politisk og økonomisk. Det viste sig især på valgdagene. Kun en ganske lille del af befolkningen udnyttede deres nye, demokratiske rettigheder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Vælgerfolket.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig