„Der er nok os hader alligevel”

Det var langtfra alle adelige, der fandt udviklingen inden for det politiske liv efter 1536 tilfredsstillende. Mange havde længe følt, at regeringens lov-og-orden-politik burde tage mere hensyn til deres privilegier og frie ret til at administrere gods og fæstebønder efter ældgamle skikke. De kunne ikke få ind i hovedet, at lensmænd og domstole skulle have lov til at blande sig i deres sager, når recessen nu engang sagde, at adelen måtte gøre sig sit gods så nyttigt, som den kunne, og det udtrykkeligt stod i både Christian 3.s og Frederik 2.s håndfæstning, at kongen og hans embedsmænd aldeles intet måtte befatte sig med adelens gods og fæstebønder. Adelen og dens repræsentation, rigsrådet, burde efter deres mening danne en samlet front, når dens godsinteresser og privilegier blev antastet. „Der er nok os hader alligevel”, som fru Ida Munk til Totterup sagde i denne forbindelse.

Ved Frederik 2.s død fandt disse folk tiden moden til at gøre sig gældende. Mange adelige fra hele landet kom til begravelsen i Roskilde, og de talte sammen om andet end kongens død. De mægtige rigsråder var måske lydhøre over for deres stands-fæller i denne situation. 71 af de adelige begravelsesgæster underskrev på „den tilstedeværende menige adels vegne” en række klagepunkter til rigsrådet. Indholdet var, at skulle den kristelige religion opretholdes, måtte adelsprivilegierne respekteres bedre, og desuden var det rimeligt, at en bredere kreds af adelige fik adgang til statsembederne, især lensmandsposterne, som der burde være flere af ligesom i de gode gamle dage før lensreform og sammenlægninger. Nu ville de have lenene delt op i mindre enheder igen, forhøjet lensmændenes indkomster og afskediget alle udenlandske lensmænd. Blandt underskriverne var også velbjærgede adelige, der ikke stod meget tilbage for rigsråderne. Det var de udenforståendes og krænkedes oprør. De kunne, set ud fra deres synsvinkel, have god grund til at være utilfredse. I Frederik 2.s regeringstid havde sammenlægningerne medført, at 150 små len forsvandt, og af de 52 hovedlen, der var i 1588, var kun 10 besat med folk uden for rigsrådsadelens snævre kreds.

I sit svar var rigsrådet naturligvis enig i, at adelens privilegier var hellige og ukrænkelige, men rådet stod fast på sit politiske grundlag: at kriterierne for forvaltningen af adelens rettigheder skulle være lovgivningen og de skrevne privilegier, for statsmagten var fortsat det bedste instrument til at varetage godsejernes politiske og økonomiske interesser. Regeringen gav derfor ingen indrømmelser. Havde overgreb fundet sted, var det sket mod regeringens vilje, og de skulle rettes, men det måtte ske med lov og ret som hjemmel. Protesten ændrede ikke regeringens linie, heller ikke hvad angår rekrutteringen af lensmændene. Tværtimod videreførte formynderstyret reformerne i endnu mere centralistisk retning. Faktisk gennemførtes de begrænsninger i lensmændenes selvstændige magt og deres indtægter, som havde måttet opgives i 1557. Det skete gennem udstedelse af nye lensbreve til alle større lensmænd i 1593.

Diskussionen om godsejernes rettigheder fortsatte. Erkendelsen af at statsmagten var nyttig for stabilitet i samfundet på godsejernes betingelser bredte sig, og nye generationer af adelige fandt forholdene mere naturlige end deres forfædre. Men der var stadig dem, som mente, at deres lovfæstede ret til at gøre sig godset så nyttigt, som de kunne, måtte gælde i alle forhold over for bønderne og ikke kun for de økonomiske muligheder inden for lovens og sædvanens rammer. I slutningen af århundredet og navnlig i begyndelsen af 1600-tallet, da de økonomiske konjunkturer ændrede sig, vandt de i stigende grad gehør for deres synspunkter hos regering og retterting.

Regeringsrådet havde også store interne problemer. På herredagen i 1590 forsøgte Peder Munk at komme sin gamle uven Valkendorf til livs ved at anklage ham for at have forsømt udrustningen af de skibe, der under Peder Munks kommando skulle bringe prinsesse Anna til hendes bryllup i Skotland. En kraftig storm tvang skibene til Norge, og her dukkede kong Jakob ganske uventet op, mens man ventede på at komme videre. Den utålmodige konge ville holde bryllup, og det måtte man bøje sig for. Det stod så i Oslo i november 1589, og parret tilbragte vinteren i Danmark. Peder Munks forsøg på at gøre Valkendorf ansvarlig for den mislykkede ekspedition førte ikke til noget. Det blev fastslået, at stormen skyldtes troldfolk i Edinburgh og København. I København blev 13 dømt og brændt på bålet for forbrydelsen, deriblandt en borgmesterfrue.

Valkendorf blev imidlertid på samme herredag fældet i en anden sag. Han havde begået en rettergangsfejl ved henrettelsen af en færøsk sørøver, Mogens Heinesen, der ved rådstueretten i København var dømt til døden for sørøveri og voldtægt. Statholderen havde ladet ham henrette uden at afvente en bebudet appel til rettertinget fra lensmanden på Bergenhus, Hans Lindenov, som hemmeligt havde været i ledtog med Heinesen om det indbringende sørøveri. Valkendorf har vel været bange for, at Heinesens adelige beskyttere skulle få dommen omstødt. Nu blev den kendt død og magtesløs, Heinesens lig blev gravet op og fik en hæderfuld begravelse, mens Valkendorf måtte træde ud af formynderregeringen. Han blev erstattet af Hak Holgersen Ulfstand til Hikkebjerg, der samtidig blev hofmester for hertug Christian.