Ankermand i krisetid

Firkløverregeringen var blevet til virkelighed, og Anker Jørgensens æra som landets politiske leder gennem 10 krisefyldte år – med godt et års pause under Hartling-regeringen – var dermed definitivt forbi. Næppe mange andre danske statsministre i det 20. århundrede er, ikke mindst efter deres afgang, blevet vurderet så vidt forskelligt som denne i bund og grund selvlærte arbejdersøn, der sled sig op gennem rækkerne i den socialdemokratiske arbejderbevægelse som tillidsmand, formand for arbejdsmandsforbundet, folketingsmedlem og sluttelig statsminister. Politikere og krønikeskrivere på den borgerlige fløj, på den ydre venstre fløj og inden for Socialdemokratiet selv har anklaget Anker Jørgensen for manglende sagkundskab i almindelighed og manglende indsigt i nationaløkonomiske og udenrigspolitiske sammenhænge i særdeleshed, for en ofte svigtende politisk dømmekraft, for en taktisk og slingrende politisk kurs og for svage politiske lederevner, ikke mindst manifesteret i hans afhængighed af fagbevægelsen og i særdeleshed af LO-toppens linie i det famøse og folkeligt upopulære ØD-projekt; nok ukuelig, men også uduelig som statsminister. Andre har omvendt prist Anker Jørgensens enestående tillidvækkende evner som folkelig leder, hans politiske saglighed og sunde politiske instinkt, hans jævne og oprigtige folkelighed og beskedne levevis, samt hans ubestikkelige hæderlighed og pålidelighed.

Hvor meget rigtigt eller forkert der end er i disse to modsatrettede sæt af karakteristikker, mangler eller underspilles ofte i den samlede vurdering af Anker Jørgensens politiske indsats som statsminister de exceptionelle politiske og økonomiske vilkår, han måtte virke under i hele sin embedsperiode. Arbejdersønnen Hans Hedtoft – Anker Jørgensens forbillede i de unge år – helede og samlede som socialdemokratisk statsminister 20-25 år tidligere nationen i den politisk og økonomisk svære omstillingsproces efter Anden Verdenskrig og efter den kontroversielle beslutning om dansk indtræden i Atlantpagten (NATO) i 1949. På samme måde så Anker Jørgensen det som sin – vanskelige – lod at hele eller bygge bro over de dybe politiske revner, som opgøret for og imod dansk medlemskab af EF (EU) i 1972 havde slået midt ned gennem befolkningen i almindelighed og i særdeleshed gennem den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Næppe nogen anden politiker fra noget parti i disse år end netop Anker Jørgensen ville have kunnet magte den opgave på et tidspunkt, hvor landet samtidig blev ramt af det hidtil alvorligste økonomiske tilbageslag siden 1930'erne – rigtignok fra et ganske anderledes højt økonomisk og socialt niveau end dengang, men samtidig i et forvirrende og forrevet politisk landskab, hvor yderliggående politiske partier og strømninger på både højre og venstre fløj gjorde væsentlig større indhug på den politiske midte og i folketingssalen, end man havde oplevet det i 1930'erne.

At dreje Socialdemokratiet et skridt til højre for at imødekomme nogle af de strømninger, navnlig Fremskridtspartiet repræsenterede, ville have stridt imod alt, hvad Socialdemokratiet efter Anker Jørgensens opfattelse burde stå for. Hvad angik den radikaliserede venstrefløj både inden for og uden for Socialdemokratiet, var den et resultat af især ungdomsoprøret, Vietnamkrigen og EF-opgøret. Den repræsenterede reelle strømninger blandt navnlig den yngre og unge vælgerbefolkning, og Anker Jørgensen var både påvirket af dens bedste argumenter og frastødt af dens dårligste. Alternativet til placeringen af Socialdemokratiet „til venstre for midten”, som Anker Jørgensen proklamerede i 1972, ville under 1970'ernes og de tidlige 1980'eres politiske styrkevilkår med stor sandsynlighed have været en betydelig vælger- og medlemsafgang til SF og den øvrige venstrefløj, dvs. en svækkelse af Socialdemokratiet og dermed et magttomrum i nærheden af midten i dansk politik, som ville være blevet udfyldt af partier 'til højre for midten'. Anker Jørgensen indså, at tidligere tiders autoritære ledelsesformer i partiet som under f.eks. en H.C. Hansen, der helst undgik al intern debat og slog ned på kritik, når den forekom, var håbløst forældede og ville virke mod hensigten efter det anti-autoritære gennembrud i 1968.

Set på den måde var Anker Jørgensens linie udtryk for en pragmatisk overlevelsesstrategi, ikke blot for Socialdemokratiet som parti, men også i bredere forstand. Anker Jørgensen formåede at symbolisere og fastholde en overordnet politisk stabilitet, som var med til at styre landets politiske og økonomiske system, den demokratiske social-liberale velfærdsstat uden dybe sociale kløfter, nogenlunde uskadt igennem tiårets økonomiske lavvækst og politiske polarisering. Anker Jørgensen var givetvis ikke altid den mest overbevisende stærke eller sagligt indsigtsfulde politiske leder i traditionel forstand. Han erkendte selv år senere, at han på grund af, hvad han kaldte en vis kulturel forsinkelse i både parti og fagbevægelse, for sent havde erkendt nødvendigheden af – eller mobiliseret det politiske mod til – et delvist kursskifte i den økonomiske politik i årene omkring og efter 1980.

Men Anker Jørgensens svagheder var paradoksalt nok samtidig hans største styrke. Han blev i meget store dele af befolkningen og uanset politiske uenigheder trods alt betragtet som „en af vore egne”; aldrig før eller siden har befolkningen spontant været på fornavn med landets statsminister, „Anker”. Han var en af de politikere, der spontant indgød tillid, og som også i bevidstheden om, hvor meget han sikkert stadig kunne lære, vedvarende var blandt de mere lydhøre og søgende. Det viste sig også, på godt og ondt, i hans opfattelse af sikkerheds- og især atompolitikken, som skildres i følgende afsnit.