Bondens tunge plov

Hjulploven er middelalderens vigtigste fornyelse på landbrugets område. Den var et tungt instrument til en mere effektiv bearbejdelse af jorden end ældre tiders mere lette plove. Den blev trukket af okser eller heste, og den blev betjent af flere mand når den var i drift.Til gengæld var dens kapacitet betydelig. Den kunne behandle mere jord end én person normalt ejede.

Hvordan middelalderens danske hjulplove præcis var indrettede, kan der endnu råde nogen usikkerhed om i enkelthederne. Der er ikke noget samlet arkæologisk fund at holde sig til, og rekonstruktioner har måttet foretages på grundlag af dele der stammer fra forskellige egne og lidt forskellig tid, så der kan være tvivl om nogle af de tekniske detaljer. Og bevarede billedfremstillinger giver nødvendigvis kun et almindeligt indtryk.

Men at ploven var forudsætning for en betydelig udvidelse og intensivering af landbruget er der ingen tvivl om. Befolkningstallet stod ved 1200-årenes midte på et højdepunkt. Produktionen formåede at mætte de mange munde, og der var til gengæld foreløbig rigelig arbejdskraft til rådighed. Den tunge plov var bekostelig at anskaffe og holde i drift. Dén krævede en del arbejdskraft, men så var dens ydeevne til gengæld betydelig.

Landets opdyrkning havde ved midten af 1200-årene nået sin fulde udstrækning og landsbydannelsen var i alt væsentligt tilendebragt. Men der foregik overalt tilpasninger af landbrugsdriften inden for landsbyens område afhængigt af forholdene det enkelte sted. Flytninger af landsbyerne inden for et givet område har ikke været ualmindelige.

I denne proces ser det ud som om den almindelige bondes tilliggende af jord er blevet reguleret til en mere ensartet størrelse. For det driftsmæssige forhold var det underordnet om den enkelte bonde var fæster, dvs. lejede sin jord af en herre, eller han var selvejer. Landsbyens fællesskab bestod mellem driftsenheder der godt kunne være forskellige hvad adkomsten til jorden angik. Nogle landsbyer kan være blevet til ved opløsning af små godser, og her er godsøkonomiens arbejdsdeling blevet afløst af at hver enkelt bonde har fået sit faste tilliggende. I øvrigt behøver der ikke driftsmæssigt at have rådet stor forskel mellem et lille gods, en større enkeltgård og en landsby. Men landsbydriften har formodentlig fungeret bedst, når bøndernes tilliggende var nogenlunde lige stort.

Ploven blev en fast beregningsenhed i landbruget. Den blev genstand for beskatning. En af tidens konger bærer ikke med urette tilnavnet „Plovpenning”, men han var langtfra den eneste der beskattede plovene. Det var et enkelt system, for hver plov skulle der betales et bestemt beløb, uanset om der var flere om at eje den. Beløbet skulle betales til tiden, ellers kunne der komme sanktioner på tale der satte ploven ud af drift så længe skatten ikke var betalt. Men skatten var en engangsskat der kun skulle betales når kongen bød det, normalt med landets samtykke.

Og ploven blev en måleenhed for gods. Om en kirkes eller en stormands ejendom kunne det siges at den var på så og så mange „plove”, og så har det været klart hvad der var tale om, selv om det nok ikke var en fast arealstørrelse der udgjorde en „plov”. Når en bonde valgte at udtræde af ledingssystemet og lade sig antage som kongsmand og hans gods blev „frit”, havde han efter loven mulighed for at købe til, hvis han ikke havde hvad der kaldtes „fuld plovs ærje”, dvs. gods af et omfang der svarede til en plov. Det tilkøbte blev så også frit med ham, men mere måtte han ikke anskaffe. De fleste landsbyer har nok kun haft én plov, og nogle herremænd har kun haft én. Men større kirkers gods, og de største stormands-godser, har haft flere.