Byen - ny elendighed eller frigørelse?

For underklassen på landet var der umiddelbart to muligheder for at ændre dens vilkår. Den kunne organisere sig og gennem social og politisk kamp gennemtvinge forbedringer, eller den kunne forlade tilværelsen på landet. Den første mulighed var af mange grunde vanskelig farbar, og kun få forsøgte den. Til gengæld tog i titusindvis turen til byerne eller til udlandet, valgte et brud med generationers livsmønster og traf beslutninger, der måtte forekomme radikale og uoverskuelige i deres konsekvenser.

Måske fulgte de det gamle mundheld „byluft gør fri”, og mange har da også berettet, at de følte bylivet som en frigørelse fra den politiske dominans, som gårdmændene udøvede i sognerådene, og fra landbosamfundets ganske vist uformelle, men snærende sociale kontrol. Umiddelbart tilbød byerne ikke en ny tryghed, og klassedelingen var ikke mindre udtalt end på landet. Hvad der trak, var mulighederne for bedre lønnet arbejde i de hastigt ekspanderende erhverv inden for industri, handel, transport og byggeri. Her var der i det foregående årti sket en stærk forøgelse af reallønnen for alle arbejdergrupper, ikke alene som følge af den økonomiske højkonjunktur, men også fordi arbejderne gennem opbygningen af de faglige organisationer havde tilkæmpet sig en magtposition på arbejdsmarkedet. I fagforeningerne kunne både de gamle byarbejdere og tilvandrerne skabe et nyt fællesskab over for det liberalistiske konkurrencesystem.

I 1890'erne var der udkæmpet et utal af store og små strejker og lockouter mellem arbejdere og arbejdsgivere. Begge parter havde opbygget landsdækkende organisationer og gennem forhandlinger og arbejdskampe udviklet et net af kollektive overenskomster. I 1899 kulminerede konflikterne i en 100 dage lang storlockout mellem Dansk Arbejdsgiverforening (stiftet 1896) og De samvirkende Fagforbund (stiftet 1898), hvor udgangen blev det såkaldte septemberforlig (se Udmattelseskrig og septemberforlig).

At den økonomisk-sociale magt lå sikkert i arbejdsgivernes hænder, fandt udtryk i forligets anerkendelse af deres ret til at „lede og fordele” arbejdet og at antage og afskedige den arbejdskraft, de fandt passende for produktionen. Arbejdsgiverne var en socialt meget sammensat gruppe, der rakte fra den lille håndværksmester til den industrielle storkapitalist eller entreprenør. Det egentlige kapitalistiske borgerskab udgjorde en ganske lille del af bybefolkningen, vel kun et par procent. Men det var en dynamisk og i stigende grad selvbevidst gruppe, der søgte at markere sig over for det traditionelle lag af handels- og finansborgere og især det indflydelsesrige embeds- og dannelsesborgerskab, der fortsat så det som sin selvfølgelige opgave at præge befolkningen med sine dannelsesnormer.

Skønt gruppen af mindre selvstændige, håndværksmestre og detailhandlere, var talmæssigt langt større, var deres sociale og politiske indflydelse begrænset. De søgte som alle andre grupper at fremme deres interesser ved at organisere sig i erhvervs- og brancheorganisationer, men disse havde langt svagere gennemslagskraft end bøndernes, arbejdsgivernes og efterhånden arbejdernes organisationer. De mindre selvstændiges økonomiske og sociale position var ofte usikker, med hårdt slid, knap fritid og beskedent udkomme. Mange af dem lå i levefod og livsform tæt ved den arbejderklasse, hvis socialistiske mål de vel frygtede, men som mange alligevel kunne finde sammen med i konkrete sociale og politiske spørgsmål.

Selv om Danmark befandt sig midt i en industriel vækstperiode med en hastig mekanisering af produktionen, formåede håndværket at fastholde en stilling som et centralt erhverv. Først i 1914 blev værdien af industriens produktion større end håndværkets. Industrialiseringen indebar imidlertid, at nogle håndværksfag blev hårdt trængt og næsten helt overgik til reparationsvirksomhed som f.eks. skomagernes. Omvendt gavnede den tekniske udvikling med blandt andet udviklingen af små elektromotorer andre håndværkere og tilførte fagene nye overlevelsesmuligheder.

Når Johs. V. Jensen fra Paris kunne besynge det vilde fremskridt, og når den letbevægelige socialdemokratiske politiker og journalist F. J. Borgbjerg talte om „det ny århundredes morgenrøde”, var det storindustrien, de besang. For Borgbjergs vedkommende ikke alene fordi den bragte materielle fremskridt, men især fordi den skabte den moderne arbejderklasse, der i hans vision skulle erobre magten i samfundet. For andre var dette et skræmmebillede, men alle kunne i de gamle og nye byer i disse år ved selvsyn forvisse sig om, at industrien rullede ind over Danmark, og at antallet af arbejdere i industrien voksede hastigt. Måske ikke så stærkt som i vore nabolande, men dog støt. I 1890'erne næsten fordobledes antallet af industriarbejdere i virksomheder underlagt fabrikstilsynet til ca. 80.000, et tal der nu oversteg antallet af gårdmænd. Dertil kom faglærte og ufaglærte i bygge- og anlægsbranchen og i transportfagene samt i den hastigt voksende offentlige sektor som f.eks. gas- og elektricitetsværkerne.

Blandt industriarbejderne udgjorde kvinderne omkring en fjerdedel, og de arbejdede alle for en lavere løn end deres mandlige kolleger. I adskillige brancher som væverier, trikotagefabrikker, fodtøjs- og beklædningsindustrien var den kvindelige arbejdskraft i klart overtal. Dertil kom, at mange kvinder arbejdede hjemme, navnlig som syersker. Andre var beskæftigede med rengøring, vask, strygning eller i rulleforretninger. Alene i København havde mellem 20 og 30 procent af familierne en kvinde som eneforsørger, ti procent af kvinderne mellem 35 og 55 år var enker eller fraseparerede, mange var blot forladte hustruer, og en del var enlige mødre, der aldrig havde været gift. For den store gruppe af arbejderkvinderne var tilværelsen præget af dobbeltarbejde med ansvar for både en lønindkomst og for familiens trivsel. Børnene blev passet af ældre søskende, nabokoner eller slægtninge.