Danernes land

I hermundurernes gamle stammeområde, landet mellem den mellemste Elb, Saale og nordlige Donau, opstod i løbet af det tredje og fjerde århundrede et kongedømme med navnet Thoringi -Thüringen. Usædvanlig rige gravpladser i det sydøstlige Tyskland, f.eks. Hassleben ved Erfurt og Leuna ved Leipzig, rummer antagelig dette tidlige kongeriges grundlæggere og første herskerslægter.

Ved Tryggevælde Å på Stevns findes Danmarks fornemste gravpladser fra jernalderen. De ligger i Himlingøje, Valløby og Varpelev, og de har været brugt gennem mange generationer af yngre romertid. Hvilke herskerslægter er her stedet til hvile?

I Danmark er der ingen skriftlige kilder til at fortælle om baggrunden for disse – også i europæisk sammenhæng -usædvanlige grave. Alligevel kan vi måske løfte en flig af sløret ved at gå den mere indirekte vej over 500-tallets europæiske historieskrivning, først og fremmest den østgotiske historieskriver Jordanes. I midten af 500-tallet forfattede han i Konstantinopel en verdenshistorie og skrev desuden et værk om goternes historie, hvori der er spredte oplysninger om Skandinavien. Det fortælles her, at danerne, der var „udgået af sveernes rod”, havde fordrevet herulerne fra deres gamle hjemegn.

Hvem var disse heruler? Ifølge de skriftlige kilder spillede de allerede fra begyndelsen af det tredje århundrede en væsentlig rolle som lejetropper både i Europa og i Lilleasien, og de optrådte som sørøvere ved Sortehavet. Via Konstantinopel og den lilleasiatiske kyst nåede herulerne til Cypern og Kreta, og sammen med goterne plyndrede de i Grækenland år 267 e.Kr. I 460 var de i Sydfrankrig og Nordspanien, og en romersk digter, Sidonius Apollinaris, fortæller da, at herulerne kom fra „Oceanets yderste afkroge nær dets iskolde dyb”. Senere slog de sig ned i Ungarn, hvorfra de blev fordrevet af longobarderne i 509 e.Kr.

Den græsk-byzantinske historiker Procopios, der var samtidig med Jordanes, beretter, at herulerne i 512 af den østromerske kejser fik tilladelse til at bosætte sig i Illyrien, det nuværende Kroatien, Serbien og Albanien, men at mange dog foretrak at vandre mod nord, tilbage til deres oprindelige hjemegn. Det hedder her, at „de nåede varnernes land [Sydjylland], vandrede derefter hastigt gennem danernes land til havet og sejlede over til Thule [dvs. Den skandinaviske Halvø], hvor de modtoges af goterne, en af de største stammer der”.

Procopios' og Jordanes' beretning stemmer ganske godt overens, og de menes da også begge at hvile på et ældre, nu tabt, historisk værk af Cassiodorus, der i begyndelsen af 500-tallet var statskansler ved hoffet i Ravenna, hvor også den landflygtige herulerkonge Rodwulf opholdt sig. Hvis Cassiodorus er citeret korrekt, hvad ligheden i de to beretninger tyder på, rummer de et førstehåndskendskab til herulerne – herunder også deres forhold til danerne.

Efter dette bør vi tro, at et folk, der kaldte sig herulere, engang omkring 200 e.Kr. blev fortrængt af et andet, der kom fra Sverige og kaldte sig danere. Det uddrevne folk fristede derefter i næsten 300 år en tilværelse som lejesoldater og krigskarle over hele Europa og Den nære Orient indtil de i begyndelsen af 500-tallet valgte at drage tilbage til Norden – til den egn, som de selv anså for stammens egentlige hjemsted. Gennem beskrivelsen af denne vandring kan vi udlede, at danerne på dette tidspunkt beherskede en del af Jylland.

Men hvad siger de arkæologiske fund? Støtter de på nogen måde den historiske beretning om danerne, der tog herulernes gamle stammeområde i besiddelse fra slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede?