Danmarkshistorien (1500-1600)

Med den almindelige interesse for oldtiden og de antikke forfattere blev historieskrivningen draget ind i udenrigspolitikken, der var forbundet med historien i spørgsmålet om rigets gamle ret, kongeslægtens ære og den nationale bevidsthed. Svenskerne frembragte et par latinske værker, der til overmål demonstrerede for udlandet, at Sveriges historie fra Noas sønnesøn til Gustav Vasa var forløbet således, at Sverige klart måtte være Nordens førende magt. Flere i den danske regering og ikke mindst kansler Johan Friis følte stærkt, at der måtte findes en mand, som kunne give Sverige svar på tiltale.

En mulighed var Hans Svaning, der havde studeret mange år i Wittenberg, og var blevet varmt anbefalet af Melanchthon til Christian 3. som egnet til at skrive den danske reformations historie. Nu gav han sig i stedet for i lag med at skrive den nationale historie. Et gensvar på de værste svenske angreb blev færdigt i 1561 og sendt ud i verden under en afdød professors navn, så det så mere neutralt ud. Den latinske fortsættelse af Saxo, som Svaning på opfordring af Johan Friis arbejdede på, tog derimod frygtelig lang tid for den grundige mand. Og der var andre, som havde mod på opgaven.

Anders Sørensen Vedel havde som ung rejst som hovmester for den fire år yngre Tyge Brahe, bl.a. til universitetet i Leipzig, og tog senere selv til Wittenberg. Efter hjemkomsten blev han prædikant på Københavns Slot, hvor Johan Friis, Peder Oxe, Arild Huitfeldt og andre historisk interesserede embeds- og adelsmænd talte meget om behovet for en national historieskrivning. Vedel lod sig inspirere, først til en oversættelse af Saxo, der udkom 1575 og blev genudgivet flere gange, senest i 1800-tallet. En fortsættelse af Saxo eller snarere en helt ny danmarkshistorie var målet, også for Vedel. 1578 forelagde han kansler Niels Kaas sin betænkning om sagen i et forsøg på at få opgaven overdraget officielt. Han opnåede kun en accept af, at han gik i gang med at skrive om danske kongers bedrifter. Hans Svaning fik ordre til at aflevere sit indsamlede materiale og sit manuskript til Niels Kaas. Rigsrådets og senere universitetets censur gik Svaning imod, og hans arbejde blev henlagt, men Vedel fik adgang til hans samlinger.

I 1581 bosatte Vedel sig i Ribe. Der kom i de følgende år en række bøger fra hans hånd, dels om historiske emner, dels af opbyggelig art, for hans humanistiske tankegang var – ikke uden anfægtelser – uløseligt forbundet med hans lutherske tro. Han synes at have opfattet historien meget bredt, også omfattende det, vi i dag kalder kulturhistorie, men med vægt på den moralske belæring, der lå i at genkalde fortidens bedrifter på godt og ondt og minde om gamle dages enkle sæder og skikke. Et hovedværk blev en udgave af 100 folkeviser, der udkom i 1591. Bogen fik vældig udbredelse i talrige optryk i det følgende århundrede.

En danmarkshistorie fik han ikke skrevet. Projektet var lagt urealistisk stort an. I 1594 havde regeringen måske også følt, at til en latinsk danmarkshistorie med hovedvægten på den nyeste tids politiske historie var Vedel ikke manden. Han blev tvunget til at overdrage sine samlinger og manuskripter til den nye mand, der nu var udset til opgaven, diplomaten, juristen og filologen Niels Krag. Han fik som den første regulær bestalling som kongelig historiograf. Klog af skade satte regeringen nu en frist på seks år. Krag skulle begynde med Christian 3.s og Frederik 2.s historie og derefter fortsætte bagud til kong Frode. Han samlede energisk materiale, men arbejdet blev forstyrret af diplomatiske sendelser, og ved hans tidlige død i 1602 var kun et lille stykke færdigt, nemlig Christian 3.s historie til 1550. Det blev som de andre historikeres arbejder henlagt og først udgivet i 1737.

Der kom altså ikke en latinsk danmarkshistorie ud af de mange anstrengelser. Til gengæld kom der en på dansk. Den skyldes den højadelige rigsråd og rigens kansler Arild Huitfeldt. Han gav sig i lag med opgaven efter, at regeringen havde tilkendegivet over for Vedel, at den ikke længere følte sig forpligtet af aftaler med ham. Det var ikke Huitfeldts hensigt at gå Niels Krag i bedene, men tværtimod at berede vejen for den store latinske historie, man ventede på. Fra 1595 til 1604 kom 10 kvartbind, der spændte fra kong Dan til Christian 3., en imponerende arbejdsindsats af en mand, der havde både lensadministration og regeringssager at passe ved siden af. Han har kunnet benytte forgængernes samlinger og forsøg, men dertil kom, at han havde adgang til kopibøger og officielle dokumenter fra de kongelige arkiver, som han citerer eller refererer. Mange af de originale dokumenter er nu gået tabt og kendes kun fra Huitfeldts krønike.

For Huitfeldt var historie den politiske historie, og her var han kyndig. Politisk dømmekraft var efter hans mening en betingelse for at skrive historie. Det gjaldt om at forstå årsagerne til det, der var sket, og at uddrage den rette lære deraf. Hans bøger har karakter af „fyrstespejl”, hvor den unge Christian 4. og andre kunne lære, hvordan historien bekræftede det rigtige i den ordning, der blev indført i 1536. Huitfeldt begyndte som de andre sin danmarkshistorie med Christian 3.s tid. Hovedsagen for ham var, at da Christian 3. ved Guds forsyn var blevet herre i sine riger, havde han indset, at der ikke kunne blive enighed i landet, når folket var splittet i forskellige religioner, og derfor havde han straks ved sin regerings begyndelse fængslet de verdslige bisper. Det gjorde han, fordi han „elskede og var tilhænger af den bedste part”. Oprøret af borgere, bønder og adel derimod „blev besmykket med et skin at skulle være sket for den rette religions skyld”. Rigsrådets splittelse og medskyld i, at der ikke fandt noget kongevalg sted i 1533, træder helt i baggrunden. Det blev ikke pinligt tydeligt, at anklagen for ikke at vælge nogen konge måtte gælde næsten hele rigsrådet. Af Christian 2.s historie „har den gunstige læser at se og forfare, at Rigens råd udi Danmark og Sverige har haft årsag nok at sætte dem imod kong Christians vold, magt og tyranni”, mens Frederik 1.s minde „bør helligt og uglemt at være hos os og vore efterkommere”, fordi han gav adelen hals- og håndsret over dens bønder.

Således vurderer Huitfeldt historien ud fra sin samtids og sin klasses holdninger. I hans danmarkskrønike har hans standsfæller genfundet deres egen tankeverden, og som eneste eksisterende fremstilling af dansk historie i den nærmest foregående tid har den haft en magtfuld stilling som autoritet angående baggrund og forudsætninger for de eksisterende forhold. Midt i 1600-tallet var værket blevet sjældent og dyrt, og en ny udgave i to foliobind så dagens lys. For historisk interesserede i alle lag og for unge, der gerne ville blive til noget, blev Huitfeldts danmarkshistorie i lang tid en vigtig del af den åndelige bagage, landets historie sådan som den nu engang var sket.